Belønning eller gulerod: Prismodtageren af otte mio. kr. er både et »dristigt og klassisk valg«

»Åh min Gud. Jeg er så beæret og så taknemmelig. Dette er en meget vigtig begivenhed for mit land og ofrene for denne krig.«

Sådan lød den første reaktion fra Colombias præsident, Juan Manuel Santos, da sekretæren fra den norske Nobel Komité ringede ham op tidligt fredag morgen lokal tid og fortalte, at han havde vundet Nobels Fredspris, som foruden æren inkluderer 8 mio. kr.

Prisen bliver givet for Santos' »resolutte indsats for at gøre en ende på landets mere end 50 år lange borgerkrig.«

Præsidenten har brugt fire år på at forhandle en fredsaftale på plads med landets oprørsgruppe Farc. Men da det colombianske folk stemte nej til aftalen for få dage siden, havde mange afskrevet Santos' chancer for at vinde prisen.

»Det er på én og samme tid et dristigt og klassisk valg. Klassisk, fordi det er en belønning af en stor vilje og evne til at skabe fred. Der er tale om den sidste krig på det Latinamerikanske kontinent, og der er mange fredspriser, som er gået til arbejde med fredsaftaler op igennem historien. I den forstand er det en hæder af kernen i Alfred Nobels testamente,« siger direktør for The Peace Research Institute i Oslo (PRIO), Kristian Berg Harpviken.

Han fortsætter:

»Og jeg synes, at den er dristig, fordi den er et forøg på at bruge prisen til positivt at påvirke en proces, som der foreløbig ikke er konkluderet på. Den er måske særligt dristig, når man ser på, at det blot er fem dage siden, at Colombia havde en folkeafstemning, hvor folket stemte nej til fredsaftalen, og der er store spørgsmål knyttet til, hvordan prisen vil blive modtaget i Colombia. Ikke mindst er der mulighed for, at dem, som allerede er skeptiske over for fredsaftalen bliver yderligere skeptiske som et resultat af prisen.«

Hvorfor?

»Det kan opleves som en bekræftelse af, at fredsaftalen er noget, som påtvinges colombianerne udefra, uden at man har colombianernes behov som det primære. Den oplevelse er allerede meget stærk, og det colombianske samfund er grundlæggende meget polariseret.«

Op til folkeafstemningen i Colombia havde meningsmålingerne vist et komfortabelt flertal til ja-siden. Men da stemmerne var talt op, viste resultatet, at 50,2 pct. sagde nej, mens 49,8 pct. havde sagt ja til aftalen. Kun knap 54.000 stemmer adskilte dermed de to sider. Afstemningen blev samtidig stækket af en valgdeltagelse på bare 37 pct.

I begrundelsen gjorde Nobel Komitéen det klart, at folkets nej ikke betyder, »at fredsprocessen er død.«

»Folkeafstemningen var ikke en afstemning for eller imod fred. Hvad nej-siden afviste, var ikke ønsket om fred, men en specifik fredsaftale. Den norske Nobel Komité understreger vigtigheden i det faktum, at præsident Santos nu inviterer alle parter med til at deltage i en bredt baseret national dialog med det mål at fremme fredsprocessen,« lyder det.

Også professor Peter Dahler-Larsen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet mener, at valget på mange måder er konventionelt, da der i begrundelsen er lagt vægt på en klassisk definition af fred modsat visse tidligere prismodtagere, som har fået prisen for deres arbejde for demokrati, ligestilling eller med klimaforandringer.

Han har ligeledes bemærket, at prisen er blevet givet til en ufærdig proces.

»I mange tilfælde belønner man et resultat, der allerede er opnået. I andre tilfælde står modtageren i begyndelsen af en proces og har en intention om noget, uden at det er lykkedes. Og der gives prisen som en tilskyndelse til en fremadrettet proces. Nogle mener, at når man giver den som tilskyndelse, så kan man komme til at give den for tidligt og til nogle, som ikke har fortjent den. Det var f.eks. ifølge nogle tilfældet med Barack Obama. I det aktuelle tilfælde er Santos endnu ikke i mål, og derfor kan man ikke have nogen særlig høj grad af sikkerhed for, at prisen ender med at bidrage til freden,« siger Peter Dahler-Larsen.

Spørger man seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Jairo Munive vil prisen dog lægge et velkomment pres på colombianerne for at opnå en endelig fredsaftale.

»Det er godt at huske colombianerne på, at hele verden kigger med, og at det internationale samfund forventer, at det slutter på et tidspunkt,« siger han.