Fortsat voldtægter og folkedrab i Darfur
Den sudanske regering bidrager stadig til folkedrab i Sudans Darfur-provins. Det sagde chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol, ICC, Luis Moreno-Ocampo, onsdag til FN's Sikkerhedsråd.
Han sagde, at Sudans præsident, Omar al-Beshir, personligt har givet ordre til udryddelsen af tre forskellige etniske grupper i Darfur, siden sorte afrikanere i 2003 greb til våben og gjorde oprør mod det arabisk-dominerede styre i en strid om land.
Siden da har 300.000 mennesker ifølge FN mistet livet, og 2,7 millioner er drevet på flugt.
Ocampo varskoede også sikkerhedsrådet om, at en række dommere måske allerede næste måned træffer afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes arrestordre på den sudanske præsident for folkedrab. I så fald vil det være første gang, at sådan et skridt bliver taget mod en siddende statsleder, og chefanklageren sagde, at det var afgørende, at Sikkerhedsrådet er parat til at lægge handling bag domstolens afgørelse.