Fortsæt til indhold
International

Forskere: Vi kan styre menneskers appetit om 5 til 10 år

Amerikanske forskere er ved at have styr på de hormoner, der regulerer appetitten hos mennesker. Forskere mener at være i stand til at gøre det i praksis om 5 til 10 år

Af POUL TVILUM

Et forskerhold på Stanford University har via computerbaserede undersøgelser af genetisk information gjort en række opdagelser af hormonet obestatin, skriver BBC.

Forskerne kiggede på génsekvenser i dyr og mennesker, herunder et gén der kædes sammen med appetitvækker-hormonet ghrelin. De fandt ud af at et andet hormon, obestatin, der undertrykker appetit, blev produceret fra det samme protein der producerer ghrelin.

Forsøg med rotter viste, at når de blev injiceret med obestatin spiste de kun halvt så meget som andre rotter, der ikke fik hormonet. Desuden tog rotterne mindre på.

Ifølge en artikel i Science vil yderligere forskning i ghrelin og obestatin og deres påvirkning af menneskers kostindtag kunne vise sig at blive af afgørende betydning for bekæmpelsen af fedme.

Professor Steve Bloom, ekspert i fedmeforskning ved Imperial College i London: "De nye opdagelser er fascinerende. Med den nye viden skulle lægevidenskaben kunne være i stand til at foretage appetitregulering inden for en 10års horisont."

poul.tvilum@jp.dk