Tjernobyl-katastrofen koster 4.000 livet
En stor FN-rapport har forsøgt at vurdere omfanget af følgerne efter den ødelagte atomreaktor på Tjernobyl-værket i 1986.
I et par dage stod verden stille dengang i 1986, da omfanget af den ødelagte reaktor på Tjernobyl endnu var ukendt. Frygten for, at atomnedfald skulle brede sig til hele Europa var overhængende og følgerne af det radioaktive udslip var foruroligende.
I den til dato hidtil mest omfattende rapport om konsekvenserne af ulykken på Tjernobyl konkluder en FN-rapport, at 4.000 mennesker vil miste livet som følge af den ødelagte reaktor 4, skriver NewScientist.com.
Radioaktiviteten var derudover skyld i 4.000 tilfælde af skjoldbruskkræft - hovedsageligt blandt børn - og strålingen og nedfaldet forurenede mere end 200.000 kvadratkilometer i Europa. Også et stort antal personer fik psykiske problemer som følge af udslippet og dets ukendte konsekvenser for fremtiden.
Direkte stråling
Konklusionerne er udarbejdet af Tjernobyl Forum, som består af mere end 100 forskere, otte FN-afdelinger og regeringerne i Rusland, Hviderusland og Ukraine.
I tiden efter eksplosionen af Tjernobyl-reaktoren den 26. april 1986 døde 50 redningsarbejdere. De var blevet udsat for direkte stråling under redningsarbejdet med at få ilden slukket og inddæmmet reaktoren for at forhindre yderligere stråling.
FN-rapporten forudser, at det reelle antal dødsfald efter ulykken over en årrække vil blive 3.940. Tallet kommer fra de 586.000 mest udsatte mennesker i forbindelse med ulykken; nemlig 200.000 redningsarbejdere, de 116.000 mennesker, som blev evalueret fra området omkring atomværket og de 270.000 beboere fra de mest berørte områder af affald fra eksplosionen.
Ni af de 4.000 børn, der har fået konstateret skjoldbruskkræft, er døde af sygdommen. Men på grund af problemstillingen ved at relatere specifikke kræftsygdomme til radioaktiviteten over så mange år "er det reelle antal dødsfald" umuligt nogensinde at nå, skriver rapportens forfattere.
Udover konsekvenserne af den direkte stråling står der i rapporten, at mentale problemer forårsaget af ulykken er det største offentlige sundhedsproblem. Familier, som blev tvunget til at flytte, medførte dybt traumatiserede mennesker og mange personer, der lever i ramte områder er efterladt i en tilstand af paralyserende fatalisme.
Ifølge Michael Repacholi, som arbejder ved FN's sundhedsorganisation WHO, er spiseforstyrrelser, alkoholproblemer og ubeskyttet seksuel adfærd også at regne blandt følgeproblemerne fra eksplosionen på Tjernobyl-værket.