Israel - den dunkle atommagt

Amman

Snart 40 år efter at have produceret sine første atombomber er Israel fortsat en atommagt i det skjulte.

Bringer man emnet på bane over for israelske diplomater eller andre regeringsembedsmænd, er reaktionen enten et stille smil eller et stenansigt og en henvisning til den officielle politik, kaldet »nuklear flertydighed«, som siger, at »Israel vil ikke være den første, der introducerer atomvåben i Mellemøsten«.

Det er aldrig blevet præciseret, hvad der ligger gemt i begrebet »introducerer«, men i hvert fald betyder det ikke, at man ikke bygger dem. Jagten på atomvåben blev sat ind umiddelbart efter den jødiske stats dannelse i 1948, og med fransk hjælp var Israel allerede under Seksdages-krigen i 1967 i besiddelse af et par primitive, men operationelle atombomber. Siden 1970'erne har det været en offentlig hemmelighed, kendt af såvel venner som fjender, at Israel er en atommagt.

Vanunu åbnede døren

Med sidste uges løsladelse af den israelske atomtekniker Mordechai Vanunu, efter mere end 17 års fængsel, er der igen fokus på Israels atomvåben. Vanunu var manden, der i 1986 lækkede oplysninger til den britiske avis Sunday Times - inklusive fotografier og skitser fra det tophemmelige reaktoranlæg ved byen Dimona i Negev-ørkenen - og dermed gav verden, hvad der endnu i dag er det mest konkrete og detaljerede indblik i det israelske atomvåbenprogram.

Baseret på Vanunus afsløringer og diverse satellit-fotos af de israelske installationer vurderer eksperter, at Israel i dag råder over mellem 70 og 400 atomvåben - med de fleste skøn i spektret 100-200. De fremstilles i Dimona-komplekset, der bl.a. rummer en produktionsreaktor for plutonium og en underjordisk separationsfabrik.

Samtidig har Israel kapacitet til at nå hele Mellemøsten, og et godt stykke uden for, med sine atomvåben. Fra land med missiler af typerne Jericho I og Jericho II, der har en rækkevidde på henholdsvis 1200 og 1800 kilometer. Fra luften ved hjælp af F16 og F15-fly med en rækkevidde 1600 respektive 4500 kilometer. Og formentlig også fra vandet ved hjælp af modificerede Harpoon-missiler affyret fra Israels tre moderne ubåde af Dolphin-klassen.

Det er uklart, om Israel har testet sine atomvåben, men en del eksperter tror, at en prøvesprængning i 1979, højt oppe i atmosfæren ud for Sydafrikas kyst, var et fælles israelsk-sydafrikansk projekt, og der har været ubekræftede rapporter om mindre prøvesprængninger også i Israel.

For og imod

For tilhængere er de israelske atomvåben en hjørnesten i en militær afskrækkelsespolitik, der skal sikre, at den jødiske stat aldrig løbes over ende og »kastes i havet« af nogen af de moderat til stærkt fjendtlige arabiske regimer i nabolaget. De hylder atomvåbnene som en medvirkende årsag til, at det egyptiske og syriske angreb på Israel i 1973 blev relativt begrænset, at Egypten seks år senere så sig nødsaget til at slutte fred med Israel, og at Saddam Husseins Irak undlod at forsyne Scud-missilerne med kemiske sprænghoveder, da man bombarderede Israel under Golfkrigen i 1991.

Modstandere ser atomvåbnene som en kilde til permanent usikkerhed. En opfordring til et atomkapløb i Mellemøsten, hvor ikke alene Iran og nu afvæbnede Irak og Libyen, men også lande som Egypten og Saudi-Arabien kan føle sig fristet til at producere atomvåben. Og som en udstilling af USA's og resten af den vestlige verdens dobbeltmoral, hvor man med alle midler vil slå ned på Iraks, Irans og Nordkoreas masseødelæggelsesvåben, mens man ignorerer Israels.

Efter at Libyen i december meddelte, at man havde opgivet sine programmer for masseødelæggelsesvåben, kom der krav fra Egypten og Syrien om, at Israel skulle følge trop. Det blev ignoreret af Israel med henvisning til den officielle flertydigheds-politik, mens USA og Storbritannien mere eller mindre åbent erklærede deres støtte til Israels fortsatte atommagtsstatus.

»Araberne burde anerkende Israels ret til at eksistere inden for internationalt anerkendte grænser, og de burde stoppe med at true Israel eksistens. Disse (trusler) er, ærligt talt, hvad der placerer Israel i en helt unik sikkerheds-kategori,« sagde den britiske udenrigsminister Jack Straw dengang.

Mellem polerne er der dem, der betragter Israels fortsatte atommagtsstatus som et faktum, hvad enten det er ønskeligt eller ej, men finder, at hemmelighedskræmmeriet har udspillet sin rolle og i dag gør større skade end gavn.

»Den atomare flertydeligheds-politik har mistet alt bedrag og mystik, som den engang måtte have haft, og er blevet en anakronistisk dinosaurus - anti-demokratisk og helt baseret på hemmelighedskultur og -ritualer,« hævder den israelske forsker Avner Cohen.

Cohen, som er tilknyttet det amerikanske Maryland Universitet, har skrevet bogen »Israel og bomben« og regnes som den førende, udenforstående ekspert, hvad gælder israelske atomvåben. Hans nye bog, »Det sidste israelske tabu«, har foreløbig ligget hos Israels militære censorer i ni måneder.

Avner Cohen mener, at Israel burde følge efter Indien og Pakistan og erklære sin atomvåbenstatus. Dette, vurderer han, ville muliggøre en international tillægsprotokol til den nuværende ikke-sprednings-aftale, hvor de tre lande - ingen af dem har underskrevet aftalen fra 1968 - anerkendes som atommagter, men til gengæld integreres i arbejdet mod videre spredning af atomvåben og på sigt også nedrustning.

»Ved at blive mere gennemskuelig og tilknytte sig ikke-sprednings-aftalerne - som man indirekte nyder godt af - kunne Israel opnå et vigtigt element af legitimitet for sit program og sin sikkerhedsposition. USA's sikkerhed og det internationale ikke-sprednings-regime ville også have godt af et sådant politisk skift. Mens flertydighed for 30 år siden var en klog måde at tackle en kompleks og besværlig virkelighed, er den ikke længere berettiget,« skriver Avner Cohen og Thomas Graham, nedrustnings- og våbenkontrolrådgiver for den forhenværende amerikanske præsident Bill Clinton, i det seneste nummer af tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists.

thomas.heine@jp.dk