New York vil rejse sig igen
New York
Chinatown på det sydlige Manhattan i det centrale New York lider.
Den hastigt voksende kinesiske bydel er normalt et driftigt område, hvor alt er koncentreret om handel. Men nu hænger de forretningsdrivende med næbet. Ramt af efterveerne efter terrorangrebet den 11. september.
» Arrh, business bad,« lyder det igen og igen på meget gebrokkent engelsk, når man spørger de handlende om, hvordan det går. Og man får ikke meget mere end disse to-tre stavelser ud af dem. Opfølgende spørgsmål besvares med et genert, fnisende »no English«.
Hundredevis af småbutikker på hovedstrøget Canal Street med alskens fup og fiduser, tøj, ure, fiskeforretninger og andre fødevarebutikker med eksotiske madvarer spejder efter kunder og "business".
Der er et hav af forskelligartede asiatiske restauranter og småboder. Mange er halvtomme. Derudover er der omkring 250 systuer i Chinatown. De er typisk beliggende på førstesalen i ejendommene. På etagerne ovenover bor de flere end 100.000 asiatere, som udgør Chinatown. Området har selvfølgelig sin egen avis, sine egne skoler, kirker, frisører. Nogle siger også sine egne love. Og selvfølgelig sin helt egen kinesiske mafia, som styrer underverdenen i Chinatown.
Bydelen har ikke fysisk lidt skade efter terrorangrebet for næsten seks uger siden. Men skjules kan det ikke, at det hæsblæsende liv for en tid er sat i stå. Tusindvis af medarbejdere i de små firmaer, restauranter og systuer er fyret de seneste uger.
Chinatown er beliggende kun 500 meter fra "Ground Zero", som hullet i jorden efter World Trade Center kaldes, og var i de første uger spærret af for offentligheden. De handlende kunne hverken komme fra eller til bydelen, som i de seneste årtier har virket som en magnet ikke bare på turister, men også på handlende fra de omkringliggende bydele Brooklyn, Queens og New Jersey.
Der er efterhånden mange små og mellemstore Chinatowns i Stor-New York, og nu frygter det "rigtige" af slagsen, det på Manhattan, at meget af handelen internt mellem asiatere vil flytte væk fra Manhattan. Til Flushing i Queens, hvor trafikken glider mere frit, eller måske endda helt til nabostaten New Jersey.
En udstrakt hånd
En forretningsmand Don Lee, som er medlem af det selvbestaltede byråd, siger, at folkene i området gerne vil tænke positivt og være optimistiske.
»Men det ser skidt ud, og vi ved ikke helt, hvordan vi skal overvinde problemerne.«
Chinatown håber ligesom Broadway og andre særlige Manhattan-institutioner, som har fået hjælp, også at komme betragtning til en udstrakt hånd fra borgmesterkontoret.
Jenny Lim er manager i Ajisen Noodle-restauranten på Mott Street. Der er blot fire-fem gæster denne dag. Med plads til 70 ser det tomt ud.
»Ja, det er gået meget i stå. Vi er hårdt ramt, men håber at kunne undgå permanente fyringer. Tidligere kom folk fra Brooklyn, Queens og New Jersey her for at spise. Men nu bliver de væk. De er bange for ikke at kunne komme hjem igen, at broer og tunneller pludselig igen bliver lukket,« fortæller Jenny Lim.
Beboerne i Chinatown er ikke de eneste med tvivlende blikke i ansigtet. Fem minutters gang fra Chinatown står Steven Lindsay sammen med 200-300 andre i kø på hjørnet af Worth Street og Centre Street indtil et kontor med skiltet "Disaster Assistance Services" - det er et Røde Kors-kontor.
79 kolleger døde
Han var banquet-manager på restauranten Windows of the World øverst oppe i et af det sydlige af tvillingetårnene. Nu er han arbejdsløs, og står uden penge til at betale sine regninger. 79 af hans 400 kolleger i restauranten mistede livet.
»Jeg har været rundt til andre hjælpekontorer i byen, nu prøver jeg her. Jeg fik en aftale om et møde for en uge siden og skal så i dag fremlægge regninger og dokumentation for at få hjælp. Så vidt jeg har forstået kan man få op til 1500 dollars,« siger han, mens han kun langsomt rykker frem i køen.
I den anden kø står der endnu flere mennesker. De skal først have en aftale på plads, og må så vende tilbage senere, fortæller Steven Lindsay, mens han holder sig for ansigtet for at beskytte sig mod den aske og de støvkorn, der stadig hvirvler rundt i luften denne blæsende og råkolde oktoberdag.
Et andet sted i byen står 8000 mennesker i en lang kø rundt om Madison Square Garden indtil det nyoprettede arbejdsløshedskontor Twin Towers Job Expo. En institution som byen har etableret for de mange tusinde, der mistede jobbet, da World Trade Center og et par omkringliggende bygninger kollapsede den 11. september. Men tiden er ikke til at udsøge sig særligt attraktive jobs.
En stærk kontrast til de høje skyskrabere af glas, som for blot få måneder siden udstrålede rigdom, velbetalte jobs og ufattelig rigdom.
Den universitetsuddannede Heather Maly fra Washington, som lige er flyttet til New York, siger, at arbejde ikke hænger på træerne.
»Nu vil jeg bare have et eller andet job.«
Der er økonomisk hjælp at få, men mange frygter, at det ender i administrativt kaos og slagsmål, når der skal deles ud. Velgørende organisationer har samlet næsten en milliard dollars (over otte mia. kr.) ind, og hertil kommer Kongressens "September 11th Victim Compensation Fund," - også med milliarder. Et par tusinde af de ellers højtlønnede Manhattan-advokater har gratis stillet deres juridiske bistand til rådighed i Trial Lawyers Care, Inc. Her kan de efterladte søge hjælp.
Giver ikke op
Trods de mange nedslående og triste syn i gaderne i Lower Manhattan nægter new yorkerne at give op, og kun meget få snakker om at flytte fra bort fra klippeøen.
Bill Casey er 65 år og har boet hele sit liv i New York. Han kunne ikke drømme om at flytte. Den pensionerede lærer bor i Battery Park City, som er beliggende sydvest for "Ground Zero". Han har været tvunget bort fra sin lejlighed i fire uger, og er først for få dage siden vendt tilbage. Hans kone boede hos nogle venner længere oppe i byen, og selv tog han til familiens sommerhus i Adirondack-bjergene længere oppe i staten New York ved den canadiske grænse, mens Battery Park City var lukket.
Der er fortsat nogle tusinde, som endnu ikke har kunnet vende hjem til deres boliger. Kun områdets beboere kan komme ind, og hver gang må de identificere sig ved hjælp af kørekort, telefon- og elregninger eller andet, der beviser, at de bor i Battery Park City.
»Men det vil komme på plads. Jeg har været med i flere op og nedture i denne fantastiske by. Vi vil selvfølgelig ikke glemme tragedien, men tro mig, Manhattan vil komme op at køre i fulde omdrejninger igen. Folk vil fortsat strømme til Manhattan, det er jo her folk vil bo. I går var der en lejlighed til salg tæt på, hvor jeg bor. Fem interesserede købere bød på lejligheden,« fortæller Bill Casey, mens vi står og kigger ind i på katastrofeområdet, de krøllede bygninger, der står endnu, og røgen der stiger op fra ruinerne. Andre af områdets sortsvedne skyskrabere er ved at få en hovedrengøring - udvendig.
Ejendomspriserne er siden katastrofen faldet med 10 procent, men det har så også lokket en masse købere frem, siger ejendomsmægler Pamela Liebman, Corcoran Group.
Tribeca-området med en række fashionable restauranter og butikker ligger umiddelbart nord for Ground Zero og har derfor også været afspærret. Her har der stort set ikke været gæster og kunder nu i flere uger. Denne weekend forsøger de sig med et storstilet fremstød "Walk-shop-eat-save-Tribeca" med prisrabatter op til 20 procent. Bartenderen på Robert DeNiro's restaurant Tribeca Grill vil helst ikke snakke om krise, men de få kunder i restauranten, der har plads til 300, vidner om, at business ikke er som det plejer at være.
Snart Halloween
Det vil være forkert at påstå, at alle butikker og forretninger er ved at dreje nøglen om. Nogle på handelsstrøget Broadway med de mange forskelligartede butikker har fundet nye nicher. Snart er det Halloween, hvor amerikanerne klæder sig ud. Også her ventes patriotismen at slå igennem, siger indehaveren af butikken Abracadabra Magic Costumes, Paul Blum.
Masker med præsident Bush, New York-borgmester Rudy Giuliani, udenrigsminister Colin Powell og Uncle Sam er meget store hits. Ligesom mange selvfølgelig også vil klæde sig ud i politi- og brandmændsuniformer. For de mere vovelige er der nu også - på opfordring - masker med fanden selv, Osama bin Laden.
En anden butik, Army-Navy, har fundet endnu et lager med gasmasker, og sælger dem for 85 dollars. "Gasmasker nu på lager, begrænset oplag" hedder det på de interimistisk malede salgsskilte. En ældre dame, Shirley, kommer ind og spørger ekspedienten om, hvad det er for nogle masker, og hvordan de virker.
»Det har jeg ingen anelse om,« lyder det trætte svar. Shirley ryster på hovedet og går igen.
»Alle bør have gasmasker. Jeg kan huske Anden Verdenskrig. Det her ender galt, det ender med det store slag,« siger hun og haster videre nedad Broadway.
Som en vingeskudt ørn ligger Lower Manhattan og vånder sig. Men snart vil den igen rejse sig som en anden Fugl Phønix.
Det er new yorkerne ikke i tvivl om.