Kabaen - den største helligdom

Mekka »Allah hu akbar« - Gud er stor.

Det er de første ord, pilgrimmene får fremstammet, når den majestætiske marmorbeklædte Al-haram moske pludselig dukker op bag de enorme hotelfacader i midten af Mekka.

Her er den endelige rejsedestination for de omkring tre millioner muslimske pilgrimme.

»Det er det største, jeg nogensinde har oplevet.« Ordene kommer fra Raheel Ashgar fra København, da han i de tidlige morgentimer trådte ind i Al-haram moskeen, som rummer den mest betydningsfulde muslimske helligdom i verden, Kabaen - den moske, der ifølge islam blev bygget af profeten Abraham for 4500 år siden.

Den firkantede bygning er indhyllet i et kæmpemæssigt sort klæde, der er prydet med guldbroderede hellige skrifter fra koranen. Selve Kabaen er ikke meget større end en dansk patriciervilla i to etager, men blot synet af helligheden lammer ved første øjekast de fleste pilgrimme med ærefrygt og erkendelse af, at man efter en lang rejse er nået frem til det sted og den by, som over en milliard muslimer verden over vender sig mod for at bede de fem daglige bønner.

Mange græder

Mange af de hvidklædte pilgrimme bryder ud i højlydt gråd og lader tårerne flyde frit. Andre gentager ordene »Allah hu akbar, Allah hu akbar« - gud er stor, gud er stor.

Alle går de med vidt opspilede øjne, for allerførste gang, en pilgrim bevæger sig ind bag væggene i Al-haram moskeen, må han ikke kigge hverken opad eller ligefrem. Han skal bevæge sig langs de hvide marmorsøjler, indtil Kabaen dukker op foran ham.

I det øjeblik, han kigger op mod den sortbeklædte ældgamle moske, vil han ifølge islam få opfyldt alle de bønner, han kan nå at bede, inden han blinker med øjnene igen. Fra første trin ind i Al-haram forstummer al samtale mellem mennesker og afløses af højlydte bønner og reciteringer af skrifter fra koranen.

Det udvikler sig til et enestående lydbillede af mumlen og skingerhed fra de omkring en million mennesker, som moskeen rummer ved hver bøn i hajj-perioden (pilgrimsperioden).

Fra hele verden

Det er muslimer, der rejser til den hellige by fra hele verden. Rig eller fattig, hvid eller sort, ung eller gammel, mand eller kvinde. Det gør ingen forskel. I islam er alle mennesker lige værdige i guds øjne.

For mændenes vedkommende er alle pilgrimmene på ankomstdagen til Mekka iført den obligatoriske ihram, der består at to stykker hvide klæder. Det er en simpel beklædning, der er ens for alle mændene.

Den første rituelle handling, som Raheel Asghar og den øvrige familie fra Nørrebro i København gennemfører denne morgen efter ankomsten til Mekka, er "umrah", der består af to religiøse krav til muslimen. Først falder familien ind i den evigt cirkulerende menneskestrøm, der går rundt om Kabaen i den såkaldte "tawaf".

Syv gange går pilgrimmene rundt, fordi tallet syv i islam repræsenterer uendeligheden.

Gør man noget syv gange, giver det genlyd for eftertiden. Dels i livet, men også i døden, hvor muslimer tror på, at gud hele tiden fører regnskab med ens gode og dårlige gerninger.

At tage på hajj er en måde at råde bod på sine ugerninger på. Har man været plaget af sin fortid, får man chancen for at begynde forfra på sit liv.

En million samlet

Det ved de mænd og kvinder, der cirkler rundt om den hellige bygning, mens koranen reciteres og de muslimske bønner bliver gentaget om og om igen. Alle vil gerne ind for at røre ved selve Kabaen, og det skaber et enormt pres i denne menneskemængde, der ikke tåler sammenligning, hvad angår størrelse. Her er altså 1.000.000 mennesker samlet. 10 gange mere end ved de største rockfestivaler.

Der bliver skubbet og maset. Store granvoksne mænd skubber med al magt på for at komme helt tæt på og røre ved Islams største helligdom i Islam.

På nærmest mirakuløs vis får også selv de spinkleste ældre mennesker og små indonesiske kvinder kæmpet sig helt tæt ind, og får sat deres hænder på det sorte klæde trods presset i den menneskeskabte trykkoger. Mænd forsøger med alle deres kræfter at skåne deres koner, mødre og døtre.

På forunderlig vis ser ingen ud til at komme til skade denne morgen.

Da familien Ashgar er sluppet helskindet igennem og har bevæget sig rundt om Kabaen, kæmper de sig frem til det sted, hvor anden del af umrah venter dem. Her skal pilgrimmene symbolsk træde i samme fodspor som Hagar, profeten Abrahams kone, der løb mellem bjergene Sarfa og Marwa i et forsøg på at finde vand til sønnen Ismail. Syv gange løb hun ifølge overleveringen frem og tilbage mellem de to bjerge, da den hellige kilde Abe Zam Zam pludselig sprang op foran spædbarnet Ismaels fødder. En kilde, der i islam anses for at være et rent mirakel. I et land, hvor der ikke er nogen floder, springer kilden stadigvæk efter 4500 år, hvor kilder i Saudi Arabien normalt er udtømt efter cirka 15 år. Klippestykkerne fra de to bjerge stikker stadig op i moskeen.

Svimlende udgifter

Pilgrimmene, der står over for at løbe distancen på 500 meter mellem de to bjerge syv gange, kan vælge at gøre det på en af tre etager.

Det er blevet muligt, efter at moskeen er blevet udvidet for et svimlende beløb.

Saudi Arabiens kongefamilie har over 10 år fra 1984 til 1994 betalt britiske og belgiske ingeniørfirmaer næsten 150 milliarder kroner på at udvide moskeerne i Mekka og Medina efter devisen: »Ingen udgift for høj, ingen anstrengelse for stor.« Kongen selv har udsigt til den enestående moske fra sit slot, der ligger klos op ad moskeen. De udenlandske ingeniører har for størstedelens vedkommende været ikke-muslimer, og har derfor måttet vejlede de arabiske ingeniører via videokameraer og telefoner.

Kameraer forbudt

Under de syv ture rundt om Kabaen og de syv løb mellem bjergene fører vagterne ved moskeen indgående opsyn med menneskemængden.

Allerede ved indgangen til Al-haram undersøgte vagterne nøje indholdet af familien Ashgars og de øvrige pilgrimmes tasker, der oftest blot indeholder sandaler, som de skal tage af, inden de betræder den hellige moske.

Af og til er fangsten dog blandt andet kameraer og mobiltelefoner, som er strengt forbudt at bruge inde i moskeen. De, der slipper forbi vagterne med de ulovlige rekvisitter, får sjældent lejlighed til at benytte sig af dem.

Overalt er der sat sikkerhedskameraer op, som assisterer vagterne med at finde synderne.

Korporlig straf

På et tidspunkt opdager en del pilgrimme, at en mand trods forbuddet ikke kan dy sig for at berette om det storslåede syn til en ven over mobiltelefon tæt inde på Kabaen. Hurtigt breder nyheden sig, og alle taler om den vantro mand, der forstyrrer de andres hellige ritual. Vagterne får lynhurtigt besked om episoden og finder ved hjælp af de hundredevis af overvågningskameraer frem til synderen. I et rask tag griber tre vagter fat i manden og hugger telefonen fra ham, hvorefter en korporlig afstraffelse finder sted foran tusindvis af forbavsede øjne midt inde i moskeen. Mobiltelefonen bliver kylet i det blanke marmorgulv og tilintetgøres. Efter nogle velanbragte lussinger får manden alligevel lov til at gå videre. Uden sin mobiltelefon. Vagterne bærer hverken pistoler eller stokke, men klapper ivrigt i hænderne for at få pilgrimmenes opmærksomhed. Umiddelbart hersker kaoset. Men hver gang, der kaldes til en af de fem daglige bønner, forstummer al larm, og menneskene både inde i og uden for moskeen udviser en imponerende disciplin og indretter sig selv til at stå skulder ved skulder i de endeløse rækker for at bede mod det sted, som resten af den muslimske verden vender sig mod: Mekka.

Trafikkaos

Ude i verden findes positionen ved hjælp af kompasser og nøje udregninger. Men i Mekka retter de bedende sig ind i cirkulære rækker mod Kabaen, og cirklerne breder sig som ringe i vandet i en radius af flere kilometer fra moskeen. En halv time inden, der bliver kaldt til bøn, er alle veje omkring Kabaen spærret for al trafik. De busser og biler, der ikke når at slippe ud af menneskehavet, er tvunget til at blive, hvor de er i op til halvanden time efter bønnen. Så længe tager det at få trafikken på langsomt skred fremad igen.

Inde i moskeen er det let at glemme døgnets timer. Pilgrimme fortæller, at de har været undervejs til Mekka i flere dage og nætter uden søvn. Familien Ashgar kom trætte og udmattede til Mekka efter en lang rejse. De havde ikke noget sted at bo, trængte til et bad og noget mad. Men de måtte ikke foretage sig noget, før de havde gennemført ritualerne i Al-haram moskeen. En rituel vaskning - wazu - og en slurk af vandet fra den hellige Zam Zam-kilde fjernede ifølge Raheel al træthed.

Stor oplevelse

Først efter de rituelle syv gange rundt om Kabaen og gåturen mellem bjergene Sarfa og Marwa er det tilladt at smide de hvide lagenlignende klæder og sove. De heldige, der har har fået hotelværelser i nærheden, tager tilbage og sover, mens andre vælger at finde et af de yderst sjældne rolige steder i moskeens første, anden eller tredje sal. Andre falder om af udmattelse og lægger sig til at sove midt i det konstante menneskemylder, der er næsten uforandret hele døgnet rundt.

»Selv om vi har været på umrah før uden for selve hajj-sæsonen, og selv om vi har set Kabaen tidligere, er det en endnu større oplevelse denne gang,« siger den danske muslim, Raheel Ashgar, med et blik i øjnene, der udtrykker en blanding af lykke, klarhed og betagelse.