Fortsæt til indhold
International

Imperier rejser sig og falder. En republikansk toprådgiver og ekspert frygter, at hendes USA er på samme kurs

Kori Schake, republikaner, fhv. toprådgiver for præsident George W. Bush og direktør ved en ledende, konservativ tænketank, advarer om, at Trump er ved at nedbryde den verdensorden, USA selv byggede, og at det vil tage en generation at reparere skaderne.

WASHINGTON

I samtiden anså mange det nok for at være lige lovligt alarmistisk, da Marcus Aurelius forudså sit eget riges kollaps.

For han var kejser midt i Romerrigets storhedstid. Midt i guldalderen for det mægtigste imperium, verden nogensinde havde set – kulturelt, politisk og militært.

Alligevel skrev han i sin dagbog i årene inden sin død i år 180 efter Kristus:

»Betragt fortiden med dens skiftende imperier, der rejste sig og faldt – og du kan forudsige fremtiden.«

Marcus Aurelius fik ret.

Og har fået det mange gange siden.

Knap 2.000 år senere er historien ved at gentage sig.

Denne gang med nutidens største magtimperium, kulturelt, politisk og militært:

USA.