Før Irans Nobelprismodtager kollapsede i sin celle, kom hun med en nærmest profetisk udtalelse
Irans regime har accelereret angrebene på politiske modstandere. En af dem er Irans modtager af Nobels Fredspris.
ISTANBUL
I et ildevarslende og nærmest profetisk essay, som blev smuglet ud af fængslet af medfanger, forklarede den iranske modtager af Nobels Fredspris, hvordan præstestyret bruger fængslerne til at eliminere sine politiske modstandere.
»Jeg er begyndt at forstå, at manglen på adgang til lægehjælp ikke er et uheld, men en bevidst strategi til lydløst at eliminere oppositionen,« skrev Narges Mohammadi.
»Autoritære regimer har ikke altid brug for en bøddel. Nogle gange venter de blot på, at den menneskelige krop svigter, og sørger så for, at der ikke kommer hjælp, eller skaber betingelserne for, at døden let kan komme,« fortsatte den kendte aktivist mod kvindeundertrykkelse i uddraget, som er blevet bragt i The Guardian.
Ordene synes i dag at beskrive Mohammadis egen skæbne.