Trumps spionchef har ét svar, selv har han et andet: Her er, hvad vi ved om Irans kontroversielle og mørklagte atomprogram
Israel hævder, at Iran i al hast var ved at lave atomvåben. USA’s øverste spionchef har en anden vurdering. Her er, hvad vi ved.
ISTANBUL
Efter at have truet med det længe igangsatte Israel i sidste uge et overraskelsesangreb mod Irans atom- og missilprogram.
Israelerne siger, at målet er at fjerne truslen for, at præstestyret udvikler atomvåben, men det har også udløst en brutal luftkrig, som ingen ved, hvor ender, og som verden nu – inden det bliver værre – forsøger at stoppe ved at lave en ny atomaftale med iranerne.
Men er det muligt? Og var krigen overhovedet nødvendig til at begynde med?
Her er, hvad vi ved om iranernes atomprogram og forsøget på at genstarte forhandlingerne:
Hvorfor beriger Iran uran, og hvorfor er det så kontroversielt?
Iran har haft et atomprogram siden 1957 med fokus på energiproduktion. Dengang var Iran et vestligt orienteret monarki, og USA hjalp med at starte det op.
Under Den Islamiske Revolution i 1979 tog det nuværende præstestyre magten, og i begyndelsen af 2000’erne kom det frem, at det nye islamiske regime i hemmelighed havde arbejdet videre med programmet og etableret større atomanlæg, hvoraf en del var gemt under jorden.
Iran har altid insisteret på, at det udelukkende har fredelige formål, herunder til energiproduktion og medicinsk forskning. Iran er stadig med i FN’s ikkespredningsaftale, som forpligter medlemmer til ikke at udvikle atomvåben.
Verden har dog længe mistænkt Iran for at have ambitioner om at blive en atommagt.
I en rapport fra 2015 fastslog Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, der er FN’s globale atomvagthund, at Iran før 2003 gennemførte »en række koordinerede aktiviteter, der var relevante for udviklingen af nukleare eksplosive anordninger«. Programmet blev kaldt AMAD. Iran har nægtet dets eksistens.
I de seneste år har Iran imidlertid igen accelereret sit program, og i dag beriger Iran uran på niveauer langt over det normale til civilt brug.
Hvor tæt er Iran på at have atomvåben?
Det korte svar er, at ingen helt præcist ved det.
Iran har ifølge Det Internationale Atomenergiagentur i dag over 400 kg 60 pct. beriget uran. Det er meget tæt på den renhed på 90 pct., som er nødvendig for at lave en bombe, og forskere har på den baggrund vurderet, at Iran kan fremstille ni atomsprænghoveder i løbet af to-tre uger.
Med det sagt, så har Iran ikke besluttet at tage det sidste skridt, sagde Tulsi Gabbard, USA’s øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester, i marts til Kongressen.
I en rapport fra maj fastslog IAEA også, at det for nuværende ikke har indikationer på, at der er et systematisk atomvåbenudviklingsprogram i Iran.
IAEA har dog samtidig for første gang i 20 år kritiseret Iran for at krænke ikkespredningsaftalen. Bl.a. fordi Iran ikke er kommet med overbevisende forklaringer på spor af beriget uran på uforklarlige steder.
Parallelt hævder Israel at have efterretninger om, at Iran under forhandlingerne med USA om en ny atomaftale de seneste to måneder har accelereret indsatsen og sat sine ledende atomforskere til at udvikle de sidste nødvendige komponenter. Flere af de forskere er siden blevet likvideret i israelske præcisionsangreb.
Den udlægning har Donald Trump bakket op. Han har samtidig affejet sin egen håndplukkede spionchef med ordene:
»Jeg er ligeglad med, hvad hun siger. Jeg tror, de er meget tæt på at have én (atombombe, red.),« sagde Trump tidligere på ugen.
Atomanlæggene Natanz og Fordow vil i så fald være helt centrale i den proces. Det er her, centrifugerne til selve uranberigelsen befinder sig, og begge steder har været mål for heftige israelske bombardementer.
Hvorfor trak Trump USA ud af den tidligere aftale?
I 2015 troede verden, at det havde fundet en løsning på det iranske atomspørgsmål.
En international aftale kaldet JCPOA sikrede med opbakning fra både Rusland, Kina, EU og USA, at Iran reducerede sine berigelsesaktiviteter, begrænsede landets uranlagre og underlagde sit atomprogram en streng overvågning. Til gengæld fjernede verden flere af de sanktioner, som i mange år har lammet Irans økonomi.
Både Israel og USA’s højrefløj kritiserede imidlertid aftalen for at være utilstrækkelig. Bl.a. fordi den kun gjaldt i 10 år og ikke begrænsede landets missilprogram og slyngelaktiviteter i resten af regionen.
I 2018 trak Trump derfor USA ud af atomaftalen, som han kaldte »en katastrofe«, selvom Iran indtil da havde overholdt den. Præsidenten genindførte samtidig de økonomiske sanktioner og krævede, at Iran gik med til en bedre aftale.
I stedet accelererede Iran gradvist sit atomprogram. I 2024 var tempoet højere, end det havde været i et årti, og Iran havde indsat mere avancerede centrifuger og øget sin berigelsesgrad af uran til 60 pct. – tæt på våbenkapacitet.
Hvad kræver det at lave en ny aftale?
Det mest oplagte svar er tid.
Det tog over to år at forhandle den tidligere internationale atomaftale på plads.
Trump har imidlertid kun givet det to uger, inden han vil tage en beslutning om, hvorvidt han vil bombe Irans atomanlæg. Særligt atomanlægget Fordow, som ligger beskyttet under et bjerg, og som kun amerikanerne har en stor nok bombe til at penetrere.
Dilemmaet er ligetil: USA kræver, at Iran nedlægger sit atomprogram totalt, mens Iran fastholder, at det har ret til at opretholde et atomprogram til civile formål. Det er til gengæld åbent over for at underlægge sig begrænsninger i stil med under den tidligere aftale, men vil ikke forhandle, så længe Israel fortsætter med at bombe.
Et møde mellem repræsentanter fra Iran og udenrigsministrene fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland fredag endte uden resultater og fik Trump til at konkludere, at Iran »kun vil tale med os. Europa kan ikke hjælpe«.
Det er uklart, om Trump tager forhandlingerne alvorligt eller forsøger at købe sig selv ekstra tid til at forberede et angreb eller finde en anden løsning.
Hvilke fordele kan Iran have ved at udvikle atomvåben?
Set med det iranske regimes øjne vil det være det bedste forsvar mod at blive angrebet, og det vil dermed også fungere som en sikring af præstestyrets fremtid.
Styret har set, hvordan verden undgår at angribe atommagter som Nordkorea og Rusland, mens lande, der har opgivet deres atomvåben som Libyen og Ukraine, har været frit spil.
Flere iagttagere frygter, at Israels angreb derfor kan få den modsatte effekt og gøre iranerne mere fast besluttede på at blive en atommagt. Det kan også blive sværere at overvåge, da Iran kan påstå, at hele lageret af beriget uran er blevet ødelagt, selvom det måske ikke er det.
Hvis det sker, kan det få katastrofale konsekvenser for spredningen af atomvåben, da nabolande, der føler sig truet af Iran, så måske også vil arbejde for at få atomvåben. Herunder Saudi-Arabien og måske Tyrkiet og Egypten.