Fortsæt til indhold
International

Erdogan har gjort det igen: Historisk kirke og museum omgjort til moske

En måned efter sagen om Hagia Sofia tiltrak sig global opmærksomhed, er endnu en historisk bygning omgjort til moske.

Engang var den en kirke. Så det blev den en moske. Så kom Kemal Atatürk til magten og gjorde den til et museum, inden præsident Recep Tayip Erdogan gjorde den til en moske igen.

I juli var det historien, der blev fortalt om den historiske bygning Hagia Sofia i Istanbul, Tyrkiet. Og nu er det hele så blevet gentaget igen i samme by, skriver Reuters.

For fredag har Erdogan underskrevet et dekret om, at en anden historisk bygning, der både kendes som Chora-kirken og Kariye-museet, nu igen skal være en moske. Dekretet følger op på en domstolsafgørelse i sagen.

Da Hagia Sofia blev gjort til moske på ny, vakte det kritik verden over. Blandt andet USA og Vatikanet beklagede beslutningen, og i Grækenland blev der flaget på halv.

Indtil videre har Chora-beslutningen ikke tiltrukket sig samme grad af opmærksomhed, men der er dog begyndende kritik. Blandt andet fra den græsk-ortodokse kirkes overhoved i USA.

»Efter den tragiske omgørelse af Hagia Sofia, er det nu kommet til klosteret Chora, dette spektakulære bevis til verden om den byzantinske kultur. Det tyrkiske folk fortjener ikke sådan en snævertsynet politik. Det internationale samfunds bønner og argumenter bliver ignoreret. Hvor længe, kan det blive ved?« skriver ærkebiskop Elpidophoros på Twitter.

Den russisk-ortodokse kirkes ledelse i Moskva har også udtalt, at det er »smertefuldt og ekstremt bedrøvende, at de tyrkiske ledere ringeagter verdensarv.«

I 2007 besøgte den britiske kronprins Charles Chora/Kariye. Arkivfoto: REUTERS/Osman Orsal

Historien om Chora går over tusinde år tilbage. Den første kirke blev bygget på stedet i 400-tallet, men den nuværende bygning består i høj grad af en kirke, der blev nyopført på stedet i 1100-tallet og sidenhen renoveret efter et jordskælv. Som kirke blev bygningen udsmykket med store kristne malerier på vægge og hvælvinger - malerier som endnu er bevaret.

Tiden som kirke fik en brat slutning i 1453, da de muslimske osmannere erobrede Konstantinopel, byen vi i dag kender som Istanbul. I de efterfølgende knap 500 år fungerede stedet som moske, indtil Osmannerriget faldt fra hinanden, og Kemal Atatürk trådte frem for at skabe det moderne Tyrkiet på et sekularistisk grundlag.

Som museum er Chora/Kariye åbent for alle. Det er uvist, om dette også vil være tilfældet som moske. Det er også uvist, om de kristne motiver fortsat skal kunne ses. Arkivfoto: Arkivfoto: Bulent Kilic/AFP

En del af Atatürks vision for Tyrkiet var en reduceret rolle for islam, og som del i dette blev både Hagia Sophia og Chora efter en årrække gjort til museer i stedet for moskeer.

Præsident Erdogan og hans parti AKP har dog en anden vision for Tyrkiet, hvor landet i højere grad skal være integreret med islam.