Kvinden, der gjorde EU til et forsvarsprojekt

Mens den tidligere italienske premierminister, Silvio Berlusconi, er på vej ind i europæisk politik som nyt medlem af Europa-Parlamentet, vil et andet og mindre kendt italiensk EU-navn være på vej ud. Det drejer sig om EU’s høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, i daglig tale EU’s udenrigsminister, Federica Mogherini, som i en alder af bare 41 år overtog posten i november 2014 fra britiske Cathrine Ashton.

Ikke mange forhåbninger var knyttet til dette relativt ukendte navn, som den daværende italienske premierminister, socialisten Matteo Renzi, måneder forinden havde udpeget som udenrigsminister i sin regering. EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik var da også et område, der på det tidspunkt var kendetegnet ved manglende politisk vilje og gensidig tillid, og udpegningen af den ukendte Mogherini blev derfor opfattet som et tegn på samme.

Men EU har faktisk under Mogherinis vagt taget et par væsentlige skridt hen imod udviklingen af en fælles forsvarspolitik. Det var Mogherini, der i 2016 stod bag lanceringen af en global strategi, hvor målet er at »styrke EU som et sikkerhedsfællesskab, der er parat til at afskrække, svare igen og beskytte sig selv imod eksterne trusler«, som der står i strategien.

Siden da har EU fulgt hensigtserklæringerne op med en række konkrete initiativer, herunder igangsættelse af en hidtil aldrig anvendt EU-lov, der gør det muligt for grupper af villige EU-lande at indgå i et såkaldt permanent struktureret samarbejde, Pesco, om at samordne deres militære indsatser og udvikle deres kapacitet i fællesskab.

Overraskende nok valgte 23, siden 25 medlemslande, at tilslutte sig dette samarbejde. En tilslutning, som ikke mindst skyldes en inklusiv tilgang, hvor det oprindelige franske mål om at gøre Pesco mere ambitiøst og operativt fællesskab måtte vige for Tysklands krav om en åben tilgang.

Kun Danmark står sammen med Storbritannien og Malta uden for Pesco. Trods kritik og fortsat uenighed mellem de to drivende lande, Tyskland og Frankrig, ser det ud, som om Pesco kan føre til mere samarbejde og fælles udvikling af kompetencer med 34 projekter igangsat alene i 2019 og flere på vej.

Mere lovende, også fra en dansk synsvinkel, er lanceringen af en ny forsvarsfond, EDF, som med vedtagelse af den flerårige budgetramme for 2021-27 vil kunne komme til at give den europæiske forsvarsindustri og forskning et godt skub fremad og på den måde ikke blot øge samarbejdet mellem medlemslandene om udvikling af kompetencer, men også på sigt gøre EU mere uafhængig som sikkerhedspolitisk aktør.

Netop dette perspektiv har ført til kritik fra USA, men også fra dem, der ser disse initiativer som en udfordring af Nato. Her skal man være forsigtig og se omhyggeligt på, hvad der ligger i EU’s ambitioner, som går i retningen af at blive et supplement til Nato, ikke et duplikat, hvilket Mogherinis gode forhold til Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, også illustrerer.

Mens Mogherini bl.a. er blevet kritiseret for en henholdende tilgang til Rusland, er forholdet mellem EU og Nato omvendt blevet bedre under Mogherini, ligesom såvel Pesco som forsvarsfonden er initiativer, der er blevet lanceret under hendes virke.

For Danmark har de seneste års udvikling mod en forsvarsdimension i EU-regi aktualiseret det ene af de fire forbehold, nemlig forsvarsforbeholdet. Da Danmark fik sit forsvarsforbehold i 1993 efter nejet til Maastrichttraktaten i 1992, var det uden praktisk politisk betydning, da der dengang ikke eksisterede et EU-samarbejde på området.

Det har de seneste års udvikling ændret på. Ruslands annektering af Krim, brexit og USA’s anmodning om, at europæerne i højere grad skal tage vare på egen sikkerhed, har skabt momentum for en europæisk forsvarsdimension.

Af samme årsag har regeringen anmodet Diis om at udarbejde en udredning om den seneste udvikling af EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og hvad forsvarsforbeholdet betyder for Danmark i den sammenhæng. Udredningen skal ligge klar i november og skal ses som et vidensbaseret supplement til den diskussion, der foregår om de aktuelle konsekvenser af forsvarsforbeholdet.

På det tidspunkt vil der være udpeget en ny høj repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som vil komme til at få en afgørende rolle, når EU i de kommende år skal materialisere de nye forsvarsinitiativer.

Om Danmark fortsat vil stå uden for den udvikling, er op til politikerne og befolkningen, men med de nye initiativer, der indikerer skridt mod et nyt forsvars- og sikkerhedssamarbejde, er det klart, at konsekvenserne af det danske forsvarsforbehold er nogle andre i dag, end dengang forbeholdet blev indført.