Kina var med til at vinde krigen, men tabte freden

SINGAPORE

Den 27. september 1919 gik en ung mand rundt på en af Første Verdenskrigs slagmarker, da en ueksploderet granat detonerede og dræbte ham på stedet.

Manden hed Bi Cuide og var kineser. Han overlevede Første Verdenskrig, men ikke freden. Han var en af de titusinder af kinesere, som deltog i krigen og aldrig kom hjem igen. Mange døde under kampene, andre enten under oprydningsarbejdet eller pga. den spanske syge.

Både Kina, Japan og Indien spillede vigtige roller i Første Verdenskrig. Men der findes ingen grave med hvide kors eller valmuesmykkede mindelunde i Asien. Krigen udspilledes i Europa. Derfor er det lige så ukendt for asiaterne, som den asiatiske tilstedeværelse er for en europæisk offentlighed, at mere end 2 mio. asiater deltog i ”den store krig”, som den blev kaldt i Asien, indtil man fik et andet perspektiv med udbruddet af Anden Verdenskrig

Asiens aktive deltagelse på vestmagternes side fik store konsekvenser for udviklingen af det Asien, der kendes i dag.

I 1917 tilbød den nye kinesiske republik at sende 96.000 kinesere til Europa som støtte til den britiske hær. Den britiske ledelse sagde ja og mange tak, ligesom den franske regering accepterede et tilbud om 40.000 kinesere.

Japan var en fremstormende stormagt. Solens sønner havde meldt sig ind i stormagternes klub som yngste medlem ved at besejre den russiske flåde i et søslag i 1905 og annektere Korea som en koloni i 1910.

Varme hænder

Styrken til havs var et vigtigt aktiv i krigens sidste år, da den britiske flåde ikke længere magtede at beskytte egne skibe imod de tyske ubåde. Japan sendte krydsere og destroyere til Middelhavet som eskorte for britiske handelsskibe og foretog tilsvarende operationer i Atlanterhavet og Stillehavet.

Kineserne kom ikke til Europa som soldater. De blev hentet som støtte til tropper, der manglede varme hænder og muskler pga. de voldsomme menneskelige og materielle tab.

Da Storbritannien og Frankrig accepterede det kinesiske input i 1916, havde tabstallene ved fronterne rundet 2 mio., og der var akut mangel på folk til alle de opgaver, der understøttede de militære operationer.

Her i 1916 var de allierede pressede. Fronten måtte ikke svækkes under nogen omstændigheder, men når de unge englændere og franskmænd blev sendt til skyttegravene som kanonføde, manglede der folk til alle støttefunktionerne. Det var dem, kineserne blev rekrutteret til.

De blev sendt til Europa via Nordamerika på en rejse, der som regel varede i månedsvis. Deres hyre var en beskeden løn, to sæt tøj og et liggeunderlag. Når de ankom, blev de fordelt rundt omkring bag frontlinjerne eller ved fronten. Det var kinesere, der vaskede, syede, sørgede for forsyningerne og holdt infrastrukturen kørende. De bar de sårede og døde ind fra slagmarkerne, de var chauffører, mekanikere og dem, der gravede skyttegrave, fyldte og tømte togvogne og transporterede ammunition frem og tilbage. De stod også i køkkenerne og arbejdede med sanitære forhold.

Kontrakten lød på ti timers arbejde dagligt syv dage om ugen med ret til at få fri på kinesiske helligdage. Forholdene var bedre end derhjemme i en forarmet og forreven nation, og kineserne på Vestfronten havde trods alt relativt ordnede forhold og ansvarlige regeringer i ryggen. Værre var det med de omkring 200.000, måske flere, der blev rekrutteret til den russiske hær på Østfronten. Det er stadigvæk et mørkt kapitel i historien, som aldrig vil blive fuldt belyst.

Slavelignende forhold

I modsætning til kineserne under britisk og fransk kommando var de russiske kinesere overvejende udskrevet fra Nordkina gennem private virksomheder og mafia-organisationer. De mundtlige beretninger taler om slavelignende forhold. De fleste fik aldrig deres løn, og alt blev kaos, da krigen sluttede brat for Ruslands vedkommende med Oktoberrevolutionen i 1917. Mange endte i tyske fangelejre, andre i russiske. Titusinder døde ved fronten eller af sygdom og nød efter sammenbruddet.

Kina og Japan så begge en deltagelse i krigen som strategiske muligheder – og begge løb en risiko ved at erklære krig mod Tyskland på et tidspunkt, da ingen kunne forudse, hvad vej krigen gik. I slutfasen sendte også Thailand styrker til Europa, hovedsagelig piloter, men det skete så sent, at kun få af dem nåede at deltage aktivt.

For Kina var det en ung republiks forsøg på at opnå stormagternes gunst. Det var kun fem år siden, den sidste kejser af Kina var blevet fjernet, og republikken kæmpede mod kolonimagternes hærgen i baglandet. Alle havde fået en bid af Kina i slipstrømmen af opiumskrigene. Inklusive Tyskland, der havde tvunget den kinesiske regering til at give lukrative handelskoncessioner og reel kontrol over de driftige havnebyer som Qingdao, Yantai og Weifang i Shandong-provinsen.

I baghaven rumsterede Japan som en ny kolonimagt og havde allerede underlagt sig Korea. Ved krigens udbrud indtog Japan som britisk allieret de tyske bastioner i Shandong med betydelige tab. Ved at gå med i krigen sammen med England og Frankrig regnede Kina med at få dem tilbage. Det skulle vise sig at være en fatal fejlkalkulation, som banede vejen for det nuværende kommunistiske styre.

Storbritannien og Frankrig var ikke kun presset på Vestfronten. Krigen til havs havde trukket tænder ud på flåden. Der var behov for forstærkning. Det var den, Japan kunne levere. Japan havde betragtet sine forpligtelser over for Storbritannien som opfyldt efter erobringen af Shandong og tyske stillehavskolonier som Marshalløerne. Men på britisk anmodning sendte Japan flådefartøjer til Middelhavet som eskorte og beskyttelse. Det var heller ikke uden omkostninger. Et af skibene blev torpederet af en tysk ubåd, og indsatsen i Middelhavet kostede 72 japanere livet. Deres jordiske rester findes i dag på en kirkegård på Malta.

Manglende erfaringer

Da freden brød ud den 11. november 1918, var både Kina og Japan repræsenteret på den vindende side. Men for Kina blev manglende erfaringer med forhandlinger på det niveau og manglen på militær muskelkraft afgørende.

Generalerne og politikerne bag fredsslutningen vurderede, at det på længere sigt var strategisk vigtigere at please Japan end Kina. Man frygtede dengang, at Japan ville stå uden for Folkeforbundet, forløberen for FN, hvis ikke man imødekom de japanske krav om et permanent sæde i det daværende sikkerhedsråd. Japan forlod senere Folkeforbundet efter kontroverser omkring nye overgreb i Kina, men i 1918 indgik det i fredsaftalen, at Japan fik lov til at beholde de tyske erobringer på det kinesiske fastland. De blev senere stødpuder til Japans kolonisering af det nordlige Kina med oprettelsen af lydstaten Manchukuo.

Kineserne tabte det diplomatiske spil, fordi de vestlige magter, inklusive USA, med rette anså Japan for en ny global militærmagt, som det var vigtigt at holde tæt til kroppen. 50 år efter den såkaldte Meiji Restoration i 1868 havde Japan optaget Vestens værdinormer og operationelle metoder og var fuldt på højde med de daværende stormagter – teknologisk, politisk og diplomatisk.

Modsat stod Kina som et svagt, kaotisk og ustruktureret samfund, som i et europæisk perspektiv ikke lignede en potentiel stormagt. Det stod i stærk kontrast til den kinesiske elites selvopfattelse som et årtusindgammelt civiliseret kultursamfund med en naturlig plads i toppen af den kendte verdens fødekæde.

Derfor fik Versaillestraktaten store konsekvenser i Kina. Da indholdet blev kendt, udbrød der demonstrationer i Beijing og andre kinesiske storbyer. I Shanghai blev det britiske konsulat og bygninger med japansk tilknytning angrebet. Bitterheden over den fejlslagne strategi i Europa fik den nye, skrøbelige demokratiske republik til at bryde sammen. En ny revolutionær bevægelse, opkaldt efter datoen, så dagens lys den 4. maj 1919, og fra den udsprang de politiske bevægelser, som har præget Kina siden.

Kommunisterne vandt

Ud af tågerne kom Generalissimo Chiang Kai-Shek med sine nationalister under Kuomintang og Mao Zedong med sine røde kommunister. Sideløbende med Japans aggressive fremfærd indledtes en blodig borgerkrig.

Den varede indtil 1949, da kommunisterne vandt og sendte nationalisterne på flugt til Taiwan. Her sidder de den dag i dag som en kraft, der nu i 70 år har været med til at definere magtbalancen i hele regionen – 100 år efter det, som i kinesisk historie opfattes som vestmagternes forræderi i Versailles.

Men det var ikke kun i Kina, at Første Verdenskrig førte til fundamentale forandringer i måden at anskue verden på. Fra Indien med det nuværende Pakistan og Bangladesh til Fransk Indokina med Vietnam, Cambodja og Laos havde de udskrevne soldater og den hjemlige offentlighed set og hørt rædslerne udspille sig ved fronterne i Europa.

Kolonimagterne havde tidligere været betragtet som overlegne og for eliterne som deciderede rollemodeller. Det blev der nu vendt op og ned på. Der opstod stærke politiske strømninger for at rive sig løs af regimer, som i en asiatisk forståelse havde vist sig inkompetente, skrupelløse, racistiske og komplet uciviliserede.

Ud af de ideologiske nybrud sprang en række politikere, som formede de bevægelser, der skulle blive de bærende under kravene om selvstændighed efter Anden Verdenskrig. For eksempel Nordvietnams senere leder Ho Chi Minh, som sammen med andre unge vietnamesere i Paris forgæves stillede krav om at få etniske rettigheder skrevet ind i Versaillestraktaten. og Indiens Mahatma Gandhi, der i 1921 overtog ledelsen af Kongrespartiet, den politiske kraft bag selvstændigheden i 1947.

Japans skifte fra allieret til fjende et kvart århundrede senere havde (ud over modsætningerne til USA) også rødder i Versailles. Japan havde som alle andre asiater været offer for datidens grove racisme over for asiaterne. Et forsøg på at få en antiracisme-paragraf ind i Versaillestraktaten blev ignoreret af sejrherrerne og medførte en stærk antivestlig strømning i Japan.

For den enkelte kineser fik rejsen til et kontinent, som de intet anede om, vidt forskellige konsekvenser. Der er ikke blevet efterladt mange personlige overleveringer. Men enkeltes skæbner er beskrevet. Især de, der blev hængende i det nye kontinent og skabte nye Chinatowns i London, Liverpool, Manchester eller Paris.

Stod af i Liverpool

En af beretningerne fortæller om mand, der ville til USA, men ved en fejl stod af skibet i Liverpool, hvor han siden ernærede sig med det, som han også gjorde under krigen: Han grundlagde en kæde af vaskerier. En anden var den 23-årige Bi, der sammen med mange andre lod sig hverve til at rydde op på slagmarkerne.

Hans historie er blevet fortalt af hans oldebarn, som deltog i markeringen af krigens afslutning i Flandern. Hun fortalte, at hjemme i Kina kendte ingen til hans skæbne. Men en dag ankom en britisk medalje med posten, som har været i familiens eje siden. Via de britiske arkiver kunne hun spore sin oldefar og hans historie til oprydningen efter slaget ved Somme.

Andre titusinder nåede aldrig hjem til Asien på grund af den spanske syge. Den brød ud i det krigsramte Europa i begyndelsen af 1918 og hærgede hele Europa i årene efter krigens afslutning.

Den dødbringende influenza kostede mellem 50 og 100 mio. mennesker livet fra udbruddet i januar 1918 til afslutningen i december 1920. Også titusindvis af asiater omkom, men den høje dødelighed skabte samtidig den mangel på arbejdskraft, der gav mange muligheden for at blive, så historien om Asien og Første Verdenskrig ikke helt forsvandt i glemslens mørke.