Fortsæt til indhold
International

Amerikansk embedsmand om Nordkorea: »Der er utvetydige beviser på, at de forsøger at bedrage USA«

Flere anonyme embedsmænd siger til NBC News, at Nordkorea har øget produktionen af brændsel til atomvåben.

Den nordkoreanske leder Kim Jong-un siger angiveligt ét og gør noget andet.

Sådan lyder det fra en række anonyme, amerikanske embedsmænd, som over for NBC News vurderer, at Nordkorea har øget produktionen af brændsel til atomvåben.

Embedsmændene udtaler sig efter at være blevet briefet af bl.a. CIA og andre efterretningstjenester.

Efter mødet med den amerikanske præsident, Donald Trump, den 12. juni lød det ellers fra Kim Jong-un, at han vil arbejde for en atomvåbenfri koreansk halvø, og Donald Trump gik så vidt som til at tweete, at Nordkorea ikke længere udgør en atomtrussel.

Nordkorea har da også sat en stopper for missiltest og atomvåbentest, men »der er ingen beviser på, at de formindsker deres lagre, eller at de har stoppet produktionen,« siger en embedsmand til NBC News og fortsætter:

»Der er utvetydige beviser på, at de forsøger at bedrage USA.«

De fem embedsmænd fortæller, at Nordkorea i løbet af de senere måneder har øget produktionen af beriget uran til atomvåben - på trods af de diplomatiske forhandlinger, som var i gang på daværende tidspunkt.

Samtidig lyder de seneste efterretningsvurderinger, at Nordkorea har mere end det ene hemmelige atomanlæg, som man kender til, men som styret ikke har oplyst om.

Efter mødet mellem Trump og Kim underskrev de to et fælles dokument, hvor Donald Trump forpligter sig til at stille sikkerhedsgarantier for Nordkorea, mens Kim Jong-un, genbekræfter sin »faste og urokkelige« forpligtelse til at færdiggøre afrustningen af atomvåben fra den koreanske halvø.

Mange har dog hæftet sig ved, at dokumentet ikke er synderligt konkret, ikke angiver en tidshorisont og faktisk er løsere formuleret end tidligere internationale aftaler om nedrustning, som man har indgået med Nordkorea de seneste 25 år.

Blot 11 dage efter topmødet lød det da også fra Trump i en erklæring, at Nordkoreas »stadig udgør en usædvanlig og ekstraordinær trussel mod USA's nationale sikkerhed, udenrigspolitik og økonomi.«

Ved samme lejlighed underskrev præsidenten et dekret, der forlænger en række økonomiske sanktioner mod styret.