Fortsæt til indhold
International

Macron lægger Syrien-beviser på bordet: »Den røde linje er blevet overtrådt«

Frankrig har udsendt sin liste af dokumentation for det syriske regimes kemiske angreb.

Frankrig, som sammen med USA og Storbritannien natten til lørdag valgte at bombe i Syrien som en strafaktion mod det syriske regimes brug af kemiske våben, fremlægger nu sine beviser mod det syriske regime.

I et otte sider langt dokument (advarsel: indeholder voldsomme billeder) forklarer de franske forsvarsmyndigheder, hvordan de ud fra både tekniske analyser og eksperters vurderinger har kunnet dokumentere, at Bashar al-Assad »med høj sandsynlighed« har udført »flere dødelige, kemiske angreb« mod sin egen befolkning i Damaskus-forstaden Douma.

Netop denne dokumentation er hele baggrunden for, at Vestens militære stormagter valgte at iværksætte nattens straffeaktion mod det syriske styre.

Den nu offentliggjorte rapport bygger på pålidelige efterretninger og har indtil nu været tilbageholdt.

»Informationerne, som er blevet indsamlet af Frankrig, udgør et bevismateriale, som er tilstrækkeligt til at tillægge ansvaret for de kemiske angreb d. 7. april over på det syriske regime,« påpeger dokumentet.

Det indeholder ligeledes voldsomme billeder af børn, der har været ofre i angrebet, og understreger at »alle disse symptomer er karakteristiske for et angreb med kemiske våben.«

Brug af kemiske våben er steget det seneste år

Lige siden det kemiske angreb fandt sted for præcis en uge siden, har USA, Storbritannien og Frankrig været i tæt kontakt for at finde et fælles modsvar.

Alle lande har flere gange givet udtryk for, at der ikke herskede nogen tvivl om, at Assads styrker stod bag det kemiske angreb, og at det krævede et modsvar.

På et pressemøde i Downing Street 10 har den britiske premierminister, Theresa May, bl.a. forklaret, at hun ikke kunne dele alle efterretninger, men gav en række eksempler på beviserne.

Angrebet blev sandsynligvis udført med en tøndebombe, og en helikopter fra regimet blev set i området den pågældende aften, forklarede May og tilføjede så:

»Oppositionen benytter sig ikke af helikoptere og bruger ikke tøndebomber.«

I dokumentet afviser Frankrig samtidig Ruslands forklaringer om, at det kemiske angreb skulle have været iscenesat fra Vestens side, og at andre oprørsgrupper i den syriske borgerkrig kunne have stået bag.

Frankrig understreger også, at landet har beviser for, at det syriske regime siden april 2017 »i stigende grad har brugt kemiske våben og giftstoffer i sine militære operationer«.

Macron handler uden om fransk parlament

Frankrig er et af de få lande, hvor en beslutning om at igangsætte militære operationer kan træffes af præsidenten selv og hverken kræver en diskussion eller en afstemning i parlamentet.

Ifølge den franske grundlov er den franske præsident nemlig også øverste chef for landets bevæbnede styrker.

Macron er sammen med sin regering forligtet til løbende at holde parlamentet opdateret om igangværende militære operationer og skal inden for tre dage holde en debat i parlamentet.

»Der er ingen tvivl om kendsgerningerne og det syriske regimes ansvar. Den røde linje, som Frankrig fastsatte i maj 2017, er blevet overtrådt,« lød det fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, kort tid efter, at modangrebet i Syrien var blevet beordret i gang.

Både Frankrig og Storbritannien har meddelt, at operationen er ovre nu.

Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, gav lørdag udtryk for, at Frankrig - hvis den røde linje overskrides igen - er klar til nye missioner.