Fortsæt til indhold
International

Mand smidt af fly: Jagtede personale i bar overkrop

En utilfreds American Airlines-passager smidt af under boarding løb efterfølgende rundt på landingsbanen i bar overkrop.

For lidt benplads, grædende børn og dårlig mad. Trængslerne er mange på flyrejser, men en amerikansk mand har alligevel taget flyfrustrationer til nye højder.

Passagerer om bord på et American Airlines-fly fra Charlotte til Cincinnati var tirsdag vidne til en bizar oplevelse, da en passager smed sin trøje og rendte rundt og jagtede lufthavnspersonale i Charlotte Douglas International-lufthavnen med orange stafetter til at navigere med.

Det skriver Nordic Business Insider.

Ifølge politiet i Charlotte havde manden under boarding svært ved at finde sit sæde og virkede desorienteret og underlig på flyets andre passagerer.

Efter flere advarsler om at stoppe sin upassende opførsel, løb han ud på landingsbanen, smed sin trøje og jagtede efterfølgende det mildest talt forbløffede lufthavnspersonale.

Manden blev efterfølgende kørt til et nærliggende hospital for mentalundersøgelse, men er ikke sigtet for episoden.

På en video på Twitter har en medpassager filmet episoden.

American Airlines-flyet lettede efterfølgende mod Cincinnati - 35 minutter forsinket.

Manden i bar overkrop er den tredje hændelse bare inden for de seneste uger, hvor passagerer har forsinket fly i USA.

Tidligere på ugen valgte en United Airlines-passager at aktivere den oppustelige nødrampe i Newark-lufthavnen i New York, og den 23. februar blev et Southwest Airlines-fly forsinket, da et barn blev bidt af en anden passagers ledsagerhund.