Norwegians passagerfly har sat ny rekord over Atlanten
Flyet fløj strækningen fra New York til London på lige over fem timer.
5 timer og 13 minutter.
Længere tog det ikke for Norwegians Boeing 787-9 Dreamliner at tilbagelægge distancen mellem New York og London mandag i denne uge.
Det betyder, at det norske selskab flyver inden om British Airways og snupper rekorden for den hidtil hurtigste overfart over Atlanten i et subsonisk passagerfly, skriver The Telegraph.
Den tidligere rekord var tre minutter langsommere og blev sat af British Airways i januar 2015. Allerede søndag var Norwegian tæt på at snuppe førstepladsen, da et af selskabets fly klarede turen over Atlanten på bare 5 timer og 20 minutter.
Flyet lettede fra JFK-lufthavnen i New York fredag kl. 11.44 lokal tid, og ifølge The Telepraph hjalp en kraftig jetstrøm piloten hurtigere frem til destinationen, Heathrow i London, end det ellers have været muligt.
Normalt afsætter Norwegian 6,5 timer til flyveturen, og passagerne nåede altså frem over en time tidligere end ventet.
Kaptajnen, Harold van Dam, hævder over for MailOnline Travel, at flyet kunne have gennemført turen endnu hurtigere, hvis det ikke have været for turbulens.
Dem subsoniske rekord for fly, der ikke er bygget til at flyve hurtigere end lyden, kan dog dårligt hamle op med rekorden for supersoniske fly, der i 1996 blev sat af concorden. Dette fly klarede nemlig samme distance på blot 2 timer, 52 minutter og 59 sekunder.