Internettet gør grin med Donald Trump og Kim Jong-un under #mybuttonisbigger
Ordudvekslingen har resulteret i flere karikaturtegninger af de to regeringsledere.
Den verbale krig mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har nu udviklet sig til en slags potenskonkurrence.
Kim Jong-un truede i sin nytårstale med, at han altid er klar til at trykke på atomknappen.
Det fik Trump til at fare til tasterne på sit foretrukne sociale medie twitter for sige, at han også har en atomknap, men som er »meget større og mere kraftfuld - og virker.«
Den tilspidsede retorik har fået det tyske medie Der Tagesspiels karikaturtegner Klaus Stutmann til at portrættere det, det måske i virkeligheden handler om.
»Min er størst!« siger først Kim Jong-un på tegningen, hvorefter Trump udbryder: »Nej, min!«
Også karikaturtegner hos The Guardian, Peter Schrank, har lavet et kunstnerisk take på situationen.
By Peter Schrank pic.twitter.com/mVknR9KVks
— Itxaso Domínguez (@itxasdo) 3. januar 2018
Men det er ikke kun aviserne, der morer sig over den tilspidsede retorik mellem de to regeringsledere.
På det sociale medie twitter er folk under hashtagget #mybuttonisbigger - altså på dansk #minknaperstørst - begyndt at dele billeder af knapper og karikaturtegninger af de to.
Først postede folk mest bare billeder af forskellige typer knapper.
Men efterfølgende begyndte karikaturerne at dukke op.
»Jeg ved ikke, hvem der lavede disse tegninger, men de er hylende morsomme,« skriver twitterbrugeren Pablo de San Juan.
Mens andre blot deler tegninger under #mybuttonisbigger.
Til trods for Donald Trumps nylige advarsler mod Nordkorea, så har han ikke en fysisk knap til USA's arsenal af atomvåben.
Proceduren for affyringen af atomvåben er både hemmelig og kompleks. Et eventuelt atomangreb vil ske i samarbejde med nøglepersoner i det amerikanske militær og det amerikanske forsvarsministerium, har Reuters tidligere skrevet.
Hele 2017 har været domineret af en hård retorik mellem Nordkorea og USA.
Spændingerne mellem Nordkorea og omverdenen er taget til i takt med, at styret i hovedstaden Pyongyang fortsat har udviklet landets atomprogram og langtrækkende missiler.