Hvorfor styrtede 7K 9268?
23 minutter efter take-off mistede lufthavnskontrollen kontakten med et russisk passagerfly med 224 mennesker om bord. Her er de mulige årsager til styrtet.
De Egyptiske myndigheder melder i følge det russiske nyhedsbureau Tass, at der ikke er overlevende fra flystyrtet på Sinai-halvøen.
Passagererne på flyet skulle være 214 russere og 3 fra Ukraine. Der var 138 kvinder, 62 mænd og 17 børn om bord på flyet, som myndighederne mistede kontakten med 23 minutter efter, at det var lettet.
Og der gik ikke mange minutter, fra nyheden om styrtet kom ud, til de egyptiske myndigheder afslog enhver tanke om fjendtlige angreb fra den krigshærgede landsdel.
Egyptens minister med ansvar for luftfart udtaler, at det endnu er »for tidligt at sige noget om årsagen« bag flystyrtet.
Hvad den præcise årsag er, finder de egyptiske efterforskere sikkert snart ud af, for redningstjenesten har nu meldt, at en sort boks er lokaliseret. Det oplyser en sikkerhedskilde ifølge Reuters og Al Jazeera tv.
Men man skal ikke udelukke et fjendtligt angreb, udtalte flyekspert og tidligere chef for flydriften ved den britiske civile luftfartsmyndighed, Mike Vivian, tidligere lørdag, til nyhedsmediet Sky News.
Men hvad fik så flyet til at styrte med to kilometer per minut, inden flyet forsvandt fra radaren? Et styrt, som den danske ekspert i flysikkerhed og tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn, Hans Christian Stigaard, kan sammenlignes med Germanwings Flight 9525-styrtet tidligere i år.
Flyet er meget driftsikkert, siger Hans Christian Stigaard. Faktisk er flytypen, Airbus A321, en af de mest anvendte flytyper i dag og har ingen kendte problemer af betydning.
Selskabet bag 7K 9268 er et lille sibirisk flyselskab ved navn Kogalymavia eller det mere mundrette Metrojet. Selskabet har base i Togalym i det centrale Rusland og råder over ca. seks fly, som primært flyver på ruter i Rusland. Selskabet er ikke på EU’s sorte liste over russiske flyselskaber, som ikke må flyve over europæisk luftrum. Kun én gang har selskabet været involveret i en seriøs ulykke, hvor et fly, der stod på landingsbanen brød i brand. Her mistede tre mennesker livet.
De russiske myndigheder har lørdag meddelt, at de igangsætter en efterforskning af flyselskabet i kølvandet på katastrofen.
Det er muligvis en teknisk fejl, der var årsag til styrtet. De egyptiske myndigheder har udtalt, at piloten kontaktede lufthavnskontrollen efter take-off og rapporterede om et teknisk problem, men sådanne er meget sjældne på Airbus A321. Ifølge Airsafe.com har flytypen ca. 0,1 fatale fejl ud af 1 mio. flyvninger.
Indtil videre er det imidlertid denne årsag, de egyptiske myndigheder holder sig til.
Hvad med vejret? Umiddelbart var der ingen meldinger om dårligt vejr for området i de luftlag.
Pilotfejl? Det er muligt, men usandsynligt, lyder det fra Sky News. Efter take-off steg flyet på normal vis og havde næsten nået sin fulde cruise-højde, da det pludselig tabte hastighed og dykkede ned i et skarpt styrt på ca. to kilometer per minut.
Herefter forsvandt flyet på radaren, og hvordan faldet har udviklet sig efterfølgende vides endnu ikke.
Kogalymavia har allerede udtalt, at det ikke mistænker uheldet som værende forårsaget af en menneskelig fejl.
Redningsmandskabet, der tidligere lørdag lokaliserede vraget, berettede først om et totalt ødelagt vrag, senere om et todelt vrag, hvorfra der kunne høres stemmer. Derfor var det svært at forestille sig, at flyet skulle have ramt jorden i en næsten lodret fald.
Men endnu senere meldinger berettede således om, at ingen passagerer eller besætningsmedlemmer overlevede styrtet. Præcist hvordan styrtet er foregået kommer forhåbentlig for dagen senere, når indholdet i den sorte boks kommer for dagen.
Hans Christian Stigaard siger til Jyllands-Posten, at ulykker efter flyet har nået cruise-højden, generelt er sjældne.
Hvorvidt et terroristangreb kan udelukkes, vides derfor endnu ikke, men det forventes, at redningstjenesten snart når de sorte bokse. Der er flere områder på Sinai-halvøen, som er kontrolleret af Islamisk Stat og andre islamistiske grupper, som har svoret troskab til IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi.
En af de vigtige elementer for de efterforskere, der skal finde svar, er, om der er tegn på, at flyet delte sig i luften, eller først efter styrtet. Blev det delt i luften kan det skyldes en eksplosion og derfor et muligt terrorangreb.
Indtil videre er flere ofre blevet fundet blandt vragdelene, herunder fem børn.