Fortsæt til indhold
Afrika

Overlevende i klemme i smadret flyvrag

Selvom den egyptiske redningstjeneste har rapporteret om, at det russiske fly, der styrtede over Sinai-halvøen, var »totalt ødelagt« efter styrtet, meldes der nu om smertesudbrud inde fra vraget.

Kort efter nyheden om, at det russiske 7K 9268 er fundet på Sinai-halvøen, meldes der nu om stemmer fra vraget.

Det siger en kilde, som er til stede ved vraget 35 km syd for den egyptiske by Arish ifølge nyhedsbureauet Reuters:

»Redningsmandskab forsøger at trænge ind, og vi håber på at finde overlevende særligt efter at have hørt stemmer tilhørende folk i smerte derinde,« hedder det ifølge den anonyme kilde.

Her har den egyptiske redningstjeneste tidligere lørdag lokaliseret vraget, men meldingen var indtil for nylig, at flyet var »totalt ødelagt«, og sandsynligheden for at finde overlevende var minimal.

Hvor mange overlevende, der eventuelt er tale om, vides endnu ikke.

Nyheden kommer samtidig med, at den russiske præsident Putin har udtrykt sin medfølelse med de berørte familier til ofrene for flystyrtet. I lufthavnen nær Skt. Petersborg, som var flyets destination, er der oprettet et krisecenter for de mange berørte.

Om bord på flyet var i alt 224 mennesker, heraf de 217 passagerer.

45 ambulancer er på vej til ulykkesstedet, melder de egyptiske myndigheder.

Flyet lettede fra det egyptiske feriested Sharm el-Sheikh kl. 4:51 dansk tid, og 23 minutter senere forsvandt flyet fra radarskærmene.

Mindst fem børn er fundet døde ved nedstyrtningsstedet, hvor flyet er blevet delt i to. Andre er fundet fastspændt i deres sæder.

Flyet var på vej mod den russiske by Skt. Petersborg, hvor det skulle have landet kl. 12:10 lokal tid. Samtlige passagerer skulle ifølge flere kilder være russere.