Kommentar til politiker: »Jeg håber, at du dør af kræft«
Ayhan Al Kole (LA) og hans partifæller måtte tage imod mange ubehagelige kommentarer, da de i sidste uge delte flyers ud i Holstebro. Nu opfordrer han til en bedre tone.
»Jeg håber, at du dør af kræft.«
Det var én af de ubehagelige kommentarer, som Ayhan Al Kole modtog, da han den 1. september delte flyers ud med sine partifæller fra Liberal Alliance i Holstebro.
Ayhan Al Kole er LA's spidskandidat til byrådet i Holstebro, og han er som så mange andre politikere ved at gøre klar til kommunalvalget.
Udtalelsen gjorde stort indtryk spidskandidaten, som endte med at sende sin kone og deres barn hjem for at skåne dem.
»Det er så besynderligt, at folk har sådan en foragt overfor mig, som de ikke kender. Og det er ærgerligt for demokratiet, at man ikke bare kan konstatere, at man er uenig i stedet for at angribe,« siger Ayhan Al Kole til Jyllands-Posten.
I løbet af de fire timer, hvor kandidaterne og LA's ungdomsorganisation stod på standen, oplevede de så mange generende kommentarer, at Ayhan Al Kole efterfølgende besluttede sig for at skrive et debatindlæg til Dagbladet Holstebro & Struer.
I sit indlæg beskriver Ayhan Al Kole fire særlige hændelser:
1. episode:
Et ældre ægtepar trænger vores unge mand op i en krog og beskylder ham for at være umenneskelig, respektløs overfor pensionister og grådig.
De er uenige med regeringen, hvorfor de urimeligvis valgte at angribe en uskyldig 19-årig knægt. Da jeg spurgte til frustrationen hos parret, kiggede kvinden på mig med en løftet pegefinger og sagde: "Ti stille! Du skal bare tie!" Og det gjorde jeg. Jeg var målløs. Jeg spurgte til rimeligheden i deres angreb på en ung mand, de ikke kendte. Den ældre kvinde fik puffet til mig, og parret gik sin vej.
2. episode:
Midaldrende mand går forbi vores stand og mumler: ”Liberal Alliance”, kigger på mig og siger: ”Gid du må dø af kræft!” Jeg var ved at tabe kæben. Det sagde han bare ikke! ”Og jeg håber, at du får en bedre dag”, fik jeg fremstammet ganske rystet.
3. episode:
To mænd i arbejdstøj stopper op og fortæller mig: ”Jeg håber, at standen vælter over jer”. Jeg undlod at svare. Jeg var for træt og stadig rystet over, at jeg var ønsket død af kræft. Hvem siger sådan noget?
4. episode:
Et ægtepar tager imod min flyer (med mit personlige billede), for derefter at rive det i stykker og smide det på jorden. Havde det stoppet her, var det blot en respektløs hændelse. Manden fortsatte: ”Du ligger nu, hvor du hører til” – altså på jorden og i stykker.
Nu skal Ayhan Al Koles og partiets unge medlemmer, som deltog i fredags, mødes for at tale om oplevelsen.
»Jeg føler mig skyldig, fordi jeg ikke havde forberedt dem på det, vi mødte. Jeg anede ikke, at det ville gå sådan. Så nu holder vi et møde for at tale om, hvordan vi i fremtiden skal tackle sådan nogle situationer,« forklarer Ayhan Al Koles.
Han afslutter sit debatindlæg med spørgsmålet: "Hvad koster det at være høflig?":
»Jeg vil bare gerne appellere til, at man taler til hinanden med respekt - selvom man er uenig.«