Kendt radiovært fortryder udtalelse om Den Korte Avis
P3-vært Anders Stegger kalder det dumt, at han i et radioprogram gav udtryk for, at man burde boykotte Den Korte Avis.
Anders Stegger, der er vært på DR's radioprogram Go' Morgen P3, ærgrer sig over en kontroversiel udtalelse om annoncørflugten fra mediet Den Korte Avis, som han leverede under den direkte udsendelse fredag morgen.
Her nævnte han nogle virksomheder, som endnu ikke var stoppet med at annoncere på mediets hjemmeside, og kom derefter med en opfordring til lytterne:
»Nu er der i hvert fald gjort opmærksom på det. Så kan det være, der ryger et par annoncer. Ellers kan I altid lige gå ind og tjekke denkorteavis.dk og så lige kontakte de respektive firmaer på deres Facebook-side,« sagde han.
I dag fortryder han den formulering.
»Jeg manglede en afslutning. Det gik lidt hurtigt i det liveprogram, og så kom den formulering ud. Jeg skulle ikke have sagt det,« siger han til Jyllands-Posten.
»Det lød dumt. Jeg har hørt det igen, og det er sgu ærgerligt. Men sådan er det nogle gange, når det går stærkt.«
Hvorfor lød det dumt?
»Jeg kan godt høre, at det lyder som om, jeg opfordrer til en boykot. Og det skal jeg selvfølgelig ikke – det var heller ikke min hensigt,« siger Anders Stegger.
Den Korte Avis deler vandene med sine historier om indvandring og islam og har i løbet af nogle dage sagt farvel til flere og flere annoncører. Det startede, da en Facebook-bruger kritiserede Nordea for at bringe annoncer hos mediet.
»Støtter I andre rascistiske hjemmeside?« spurgte brugeren på Nordeas Facebook-side.
Og det var netop denne protestbevægelse, som Anders Stegger gerne ville have adresseret fredag morgen i radioen, forklarer han.
»Jeg ville gerne have sagt, at det bliver spændende at følge med i, hvad der sker, fordi der var en boykot under opsejling på det tidspunkt.«
Efter udsendelsen snakkede han med sin redaktør om, at DR »selvfølgelig ikke« skal opfordre til boykot.
»Den Korte Avis har al mulig eksistensberettigelse i verden. Men jeg synes, det er lidt mærkeligt, at de pakker sig ind som et medie, fordi mange af deres skriverier er utroligt politiserende. Det er en højreradikal blog, men sådan er det jo bare. Selvfølgelig skal de have lov til at lave det,« siger han.
DR oplyser til Jyllands-Posten, at der vil blive lagt en beklagelse ud på dr.dk.