»Det er fuldstændig utidigt«
En ekspert i udbudsret finder Bispebjerg Hospitals adfærd bemærkelsesværdig i sag om milliardbyggeri.
Bispebjerg Hospital bliver lige nu gransket af Klagenævnet for Udbud for at have brudt udbudsreglerne i forbindelse med et hospitalsbyggeri til 1,6 mia. kr.
Arkitektfirmaet C.F. Møller har anlagt sagen, efter at hospitalet i 2015 tildelte det konkurrerende arkitektfirma KHR opgaven med at tegne et nyt akuthus.
C.F. Møller føler sig vildledt af hospitalet, som også beskyldes for forskelsbehandling, hvilket – hvis det kan bevises – er i strid med udbudsreglerne om ligebehandling af tilbudsgiverne og en gennemsigtig proces i konkurrencen.
Jyllands-Posten opruller sagen i dag, og der er tale om så usædvanligt et forløb med indikationer af urent trav, at det kan give Bispebjerg Hospital problemer ved Klagenævnet for Udbud, vurderer advokat og ekspert i udbudsret Sune Troels Poulsen fra advokatfirmaet Andersen Partners.
Hospitalet havde etableret en såkaldt forhandlingsgruppe, som skulle udpege vinderen blandt tre tilbud. Arkitekt Berith Mavromatis var konkurrencesekretær og skulle i den egenskab sikre, at alt gik rigtigt for sig.
Men det mente hun ikke, at det gjorde, fremgår det af et syv sider langt notat, hun sendte til hospitalsdirektør Janne Elsborg Larsen 14. juni 2015.
Konkurrencesekretæren advarede om, at der fra forhandlingsgruppen blev videregivet fortrolige oplysninger til det firma, som endte med at vinde konkurrencen, uden om de officielle kanaler - det vil sige via hende.
Baggrunden for mistanken var bl.a., at KHR på et møde mødte op og havde svar på stort set alle spørgsmål, som forhandlingsgruppen havde forberedt.
»Hvis man kan bevise, at der er gået informationer til en af tilbudsgiverne - eller at der er indikationer på, at det er helt usandsynligt, at man kan komme op med sådan noget, uden at de har haft en muldvarp - så er det en klokkeklar overtrædelse af EU’s udbudsregler,« siger Sune Troels Poulsen.
Hospitalets bygherrerådgivere pegede i evalueringer 30. juni og 8. juli 2015 på C.F. Møllers projekt som det klart bedste. Det var hospitalet imidlertid ikke tilfreds med.
Hospitalets vicedirektør Claes Brylle Hallqvist og byggechef Vagn Risby Mortensen engagerede sig herefter særdeles aktivt i den karaktergivning, som endte med såkaldt ”numerisk evaluering” og en tredje og endelig evaluering, som nu havde KHR som vinder.
Ifølge mails fra ansatte i forhandlingsgruppen var det netop KHR, som ledelsen på forhånd havde ønsket skulle vinde.
De rådgivere, som havde stået for de to første vurderinger, advarede hospitalet om, at de ikke kunne stå inde for den endelige evaluering, som hospitalet fik lavet med hjælp fra bygherrerådgiveren Drees & Sommer. Drees & Sommer fik udført det meste af arbejdet med de to første evalueringer af tre danske bygherrerådgivere, men de var ikke med til at lave den endelige vurdering, som de tog skarpt afstand fra og advarede hospitalet om at bruge til udpegning af vinderen.
»Evalueringen af tilbud er som udgangspunkt noget, som klagenævnet kun rører, hvis det er åbenbart, at der er foregået noget, som ikke burde være foregået. Der er altså en relativt høj tærskel, men der kan vi formentlig godt være henne i denne sag,« vurderer Sune Troels Poulsen.
»Hvis klagenævnet konstaterer, at hele det faglige niveau eller væsentlige dele af det faglige niveau siger fra over for en evaluering, og der så kommer en efterfølgende evaluering fra det politiske niveau, her hospitalet, vil klagenævnet formentlig have en skærpet opmærksomhed om grundlaget for evalueringen og indholdet i evalueringen samt stille øgede krav til hospitalet for at dokumentere, at alt er gået rigtigt til,« siger Sune Troels Poulsen.
Hovedopgaven for klagenævnet bliver at vurdere, om den endelige evaluering er sket ud fra andre kriterier, end det fremgår af konkurrencegrundlaget. Skøn er op til den offentlige ordregiver at foretage, og man forudsætter, at offentlige ordregivere foretager saglige skøn, oplyser Sune Troels Poulsen.
»Klagenævnet slår kun ned på skøn, som er åbenbart urigtige,« tilføjer han.
På baggrund af artiklerne i Jyllands-Posten i dag mener advokaten, at der kan sættes spørgsmålstegn ved det faglige niveau i den endelige vurdering, hvilket kan føre til, at klagenævnet stiller krav om omvendt bevisbyrde - altså at hospitalet pålægges en særlig pligt til at dokumentere, at alt er gået rigtigt til.
»Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange forsøg der har været på at påvirke evalueringen og de faglige rådgivere fra hospitalets side. Særlig bemærkelsesværdigt er det, at hospitalet sender et skema til rådgiverne med deres karakterer til de tre projekter og skriver ”til inspiration”, hvordan man kan tilpasse evalueringen. Konkurrencesekretæren siger fra, og det er hendes opgave at sørge for, at alt går rigtigt til. Og helt fra februar 2015 vil man på hospitalet afstemme forventninger og meninger om de tre tilbud, som første gang bliver evalueret den 30. juni. Det er fuldstændig utidigt,« siger Sune Troels Poulsen.
Jyllands-Posten har fået aktindsigt i sagens dokumenter ved Klagenævnet for Udbud, men en lang række af de mails og notater, som omtales i dagens avis, er ikke foreløbig fremlagt i klagesagen.
Hospitalsdirektør Janne Elsborg Larsen afviser, at hospitalet har forfordelt KHR eller i det hele taget overtrådt udbudsreglerne.