1931: Nakskov på kanten af revolution
I 1931 nåede den store verdenskrise til Danmark og førte til store protester.
I 1931 nåede den økonomiske verdenskrise – den store depression – til Danmark. Krisen var begyndt i USA med børskrakket i slutningen af oktober 1929, og i de kommende år spredte den sig som ringe i vandet: først til industrilande som Storbritannien og Tyskland, senere til landbrugslande som Frankrig og Danmark. I Danmark ramte krisen i det hele taget hårdt i landbruget, hvor tvangsauktioner blev en del af hverdagen, efter at eksportpriserne faldt.
Danmark undgik den voldsomme økonomiske tilbagegang, som især industrilandene oplevede. Men arbejdsløsheden steg – fra 13,7 % af de forsikrede i 1930 til 31,7 % af de forsikrede i 1932 – og selv mod slutningen af 1930’erne lå den omkring 20 %. Flere steder i landet brød masseprotester ud. I Nakskov kom det i foråret 1931 ligefrem til storstilede konfrontationer mellem arbejdere og arbejdsløse på den ene side og politi og militær på den anden side.
Den økonomiske krise var med til at underminere en række af Europas demokratier. Nazisternes magtovertagelse i 1933 fandt meget sigende sted, da den tyske krise var værst. Også i Østrig (1933), Estland (1934) og Letland (1934) fulgte demokratiske sammenbrud kort efter krisens udbrud. Endelig skruede de autoritære regeringer i Italien og Polen – hvor demokratiet allerede var brudt sammen i 1920’erne – op for den politiske undertrykkelse.
I Danmark gik det anderledes. Voldelige sammenstød forblev undtagelsen. Der var ganske vist visse optræk til politisk radikalisering, men de fire gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre) viste sig i stand til at holde fast ved deres vælgere i modsætning til de demokratisk orienterede partier i Weimartyskland, der blødte stemmer til både venstre og højre. Samtidig bekæmpede de danske partier tegn på ekstremisme i egne rækker. Mest berømt er den konservative partileder John Christmas Møller (1894-1948), der gjorde op med radikale strømninger i Konservativ Ungdom i midten af 1930’erne, men også den socialdemokratiske top slog ned på tendenser til radikalisering. Endelig fandt partierne sammen om en fælles krisepolitik i form af Kanslergadeforliget den 30. januar 1933, der indebar hjælp til landbruget, stigning i offentlige anlægsarbejder og socialreform. Venstres vilje til at gå på kompromis signalerede til desperate bønder, at demokratisk forhandling var den bedste vej ud af krisen.
Det danske mønster minder meget om udviklingen i resten af Skandinavien samt i Storbritannien, Nederlandene og Schweiz. I ingen af landene førte den økonomiske krise til den form for politisk radikalisering, der havde været med til at vælte Weimardemokratiet. I stedet udviklede tidligere klassepartier sig til folkepartier.
Hvordan kan vi forklare denne forskel i reaktioner på krisen? En mængde forskellige forhold spiller naturligvis ind, herunder velstandsniveauet, virkningerne af Første Verdenskrig, klassestrukturen og graden af etniske og religiøse konfliktlinjer i samfundet. Men den vigtigste faktor synes at være, om landene havde en demokratisk tradition at trække på eller ej. Skandinavien, Storbritannien, Schweiz, Nederlandene og Belgien havde en erfaring med demokrati, der strakte sig tilbage til før Første Verdenskrig. De politiske institutioner og de demokratiske partier var derfor stærke og viste sig i stand til at kanalisere den voldsomme politiske mobilisering, som massepolitikkens indtog skabte, og som verdenskrisen forstærkede. I de nye demokratier i Central-, Syd- og Østeuropa havde partierne og de demokratiske institutioner ikke på samme måde slået rod. De blev derfor i flere tilfælde blæst omkuld af mellemkrigstidens voldsomme politiske mobilisering.
Når voldelige konfrontationer a la Nakskov 1931 skulle vise sig at blive en parentes i den nyere danmarkshistorie, skyldes det derfor en forudgående politisk udvikling, der havde skabt stærke demokratiske institutioner og partier. De udgjorde et bolværk, da krisen ramte, og de er med til at forklare, hvorfor krisen ikke førte til demokratisk sammenbrud i Danmark, men tværtimod til en fælles front imod politisk ekstremisme.