1929: Dagen, hvor universet blev udvidet
I løbet af 1920’erne havde universet udviklet sig for astronomer og en undrende offentlighed.
En stor udvidelse af universet blev offentliggjort den 17. januar 1929. Her udgav den amerikanske astronom Edwin Hubble (1889-1953) en artikel, der pegede på, at vi lever i et univers, der til stadighed udvider sig. Hubble var en forsigtig videnskabsmand og nævnte først de kosmologiske konsekvenser af sine resultater til allersidst i sin artikel.
I løbet af 1920’erne havde universet udviklet sig for astronomer og en undrende offentlighed. Hubbles artikel var et led i den udvikling. Med brug af nye store spejlteleskoper opdagede astronomer, at astronomiske spiraltåger som Andromedagalaksen befinder sig uden for vores egen Mælkevej. Spiraltågerne måtte derfor være gigantiske objekter eller ø-universer ufatteligt langt væk. Og universet måtte ligeledes være meget større, end man tidligere havde haft fantasi til at forestille sig.
I begyndelsen af 1930’erne var langt de fleste astronomer og fysikere enige om, at vi lever i et ekspanderende univers, og hvad det egentlig betyder. Uanset hvor i universet man befinder sig, vil man nemlig kunne foretage samme observation, som Hubble havde gjort: Alle galakser fjerner sig fra hinanden med stigende hastighed. Det er i virkeligheden rummet selv, der udvider sig, hvor mærkeligt det end lyder. Det betyder også, at der ikke er et særligt sted i universet, hvor skabelsen er sket. Hele universet er det sted.
Det blev samtidig almindeligt blandt astronomer og fysikere at tale om det kosmologiske princip, som allerede var indeholdt i Albert Einsteins (1879-1955) generelle relativitetsteori fra 1915, men først nu fik videnskabelig prægnans: At stoffet i universet er ens fordelt, og at universet er ensartet i alle retninger. Eller mere filosofisk: Der er intet specielt ved Jorden, Solsystemet eller Mælkevejen, og menneskets plads i universet er fuldkommen uanseelig.
Mange sammenlignede skiftet fra det statiske til det ekspanderende univers med overgangen fra det geocentriske til det heliocentriske verdensbillede, som fandt sted i 1500-tallet. Den danske civilingeniør og formidler Paul Bergsøe (1872-1963) sagde i et af sine populærvidenskabelige radioforedrag i 1935, at den sunde menneskelige fornuft havde fået endnu et grundskud af naturvidenskaben. Den eneste trøst var, at det ikke var første gang i historien, at det var sket.
Trods den globale økonomiske krise var perioden umiddelbart efter Hubbles opdagelse en opblomstringstid for astronomien – også i Danmark. I 1932 var den unge, danske astronom Bengt Strömgren (1908-1987), søn af den internationalt berømte astronom Elis Strömgren (1870-1947), blevet udnævnt til lektor i astronomi ved Københavns Universitet. Bengt Strömgren brugte den stadig unge kvantefysik til at beregne mængden af de vigtigste elementer i stjernerne. Hans beregninger viste, at stjerner indeholder meget mere brint og helium, end man tidligere havde troet. Eftersom universet hovedsagligt består af stjerner, var selve universet endnu engang blevet større.
Bengt Strömgrens resultater vandt international anerkendelse, og i 1936 blev han headhuntet til universitetet i Chicago. Med faderens mellemkomst oprettede Københavns Universitet dog hurtigt et ekstraordinært professorat i astronomi, og sønnen vendte atter hjem efter kun halvandet år i USA. Universitetet havde også stillet i udsigt, at der skulle oprettes et observatorium uden for København. I 1947 købte universitetet med støtte fra Carlsbergfondet en grund til observatoriet ved landsbyen Brorfelde.
Brorfelde Observatorium blev indviet i 1953. Bengt Strömgren, som i mellemtiden var blevet træt af det langsommelige observatoriebyggeri og søgte nye videnskabelige udfordringer, havde to år tidligere forladt Danmark til fordel for en karriere i USA. Her var han med til at definere NASA’s rumforskningsprogram i 1950’erne.