1928: Aarhus Universitet begyndte med en professor og 64 studerende
Et universitet kunne man i 1928 endnu ikke kalde det sted, hvor universitetsundervisningen foregik i Aarhus.
Den 11. september 1928 var en festdag i Aarhus. Gaderne var smykket med flag, og skolebørnene fik en halv fridag, måske som belønning for salg af postkort til gavn for fejringens genstand: Universitetsundervisningen i Jylland. En beskeden institution med en filosofiprofessor, fire docenter i moderne sprog og 64 studerende i lejede lokaler. Et universitet kunne man endnu ikke kalde det.
København havde siden salget af den indiske koloni Serampore i 1845 og tabet af hertugdømmerne i 1864 været den eneste universitetsby i det danske rige. Et nyt, jysk universitet kunne udfordre hovedstadens kulturelle dominans, lød det fra slutningen af 1800-tallet, og efter århundredskiftet kom der for alvor gang i debatten om et jysk universitet. Det stod efterhånden klart, at Københavns Universitet manglede plads, og det ville være billigere at bygge et nyt universitet end at udbygge det gamle. En universitetskommission anbefalede i 1925 oprettelsen af et nyt universitet, og flertallet ønskede at placere det i Aarhus.
Men riget fattedes penge, og statens bevilling udeblev. Initiativet kom i stedet fra en samling lokale erhvervsfolk og repræsentanter fra forskellige institutioner og organisationer, der i Universitets-Samvirket fra 1921 havde arbejdet for at få universitetet til Aarhus. Et helt universitet var for stor en opgave at løfte lokalt, men samvirket anmodede Undervisningsministeriet om tilladelse til med kommunale lønmidler at påbegynde universitetsundervisning i enkelte humanistiske fag. Tilladelsen kom i 1928.
Efter tre års prøveperiode fik Universitetsundervisningen i Jylland fastere rammer gennem en universitetslov, som sikrede statslig støtte til driften. Aarhus Kommune havde netop skænket en grund til en kommende universitetspark, mens bygningerne skulle finansieres ved private indsamlinger.
Det var ikke noget problem i begyndelsen, og i 1933 kunne Christian 10. (1870-1947) indvie den første universitetsbygning i det, han omtalte som Aarhus Universitet. Det var en betegnelse, der blev gjort officiel året efter. Navneforandringen afspejlede, at institutionen ikke længere kun tilbød undervisning, men også fik eksaminationsret – i første omgang i de humanistiske fag. Da universitetets fakulteter fra 1940 også begyndte at få ret til at tildele doktorgraden, blev de sidste skridt taget til formelt at sidestille universitetet med storebroren i København. Symbolsk betød det lige så meget, at to professorer i begyndelsen af 1940’erne afviste tilbud om ansættelse i København.
Universitetet blev udbygget med stadig flere fag og studerende, men lokalerne kunne ikke følge med. I begyndelsen af 1939 fik arkitekt C.F. Møller (1898-1988) derfor til opgave at udarbejde planer til en ny hovedbygning. Skønt verdenskrigen udgjorde en trussel mod iværksættelsen af planen, skabte besættelsestidens truende arbejdsløshed også et behov for større anlægsprojekter. Aarhus Kommune gav derfor en stor bevilling, og det lykkedes at få staten til at yde det resterende beløb: størstedelen af anlægssummen og det første statslige bidrag til universitetets bygninger. Krigsårene bremsede imidlertid også byggeriet, idet man frygtede en tysk beslaglæggelse af de færdige bygninger, der derfor først stod færdige i 1946: modernistiske, smukke og indpassede i Universitetsparken.
Da Gestapo i 1943 beslaglagde universitetets fem kollegier og gjorde dem til hovedkvarter, viste det sig, at frygten ikke havde været ubegrundet. Kollegianerne måtte indkvarteres privat, men i sammenligning med en frygtet, aldrig realiseret massearrestation af studenterne var det ikke mere end irriterende myggestik. Mere sved de stik, som 24 lavtflyvende Mosquito-jagerbombere fra Royal Air Force påførte kollegierne og deres uvelkomne beboere under et veludført præcisionsbombetogt den 31. oktober 1944.
Universitetet havde været præget af stadig vækst siden oprettelsen, og den fortsatte de næste mange år. I 1950 var der således godt 1.600 studerende, og endnu en ny bygning blev indviet. Alligevel er ødelæggelsen af de fem parkkollegier fortsat den bedst kendte enkeltbegivenhed i universitetets historie.