1918: Den kommunistiske revolution trængte sig på
Det kommunistiske samfund syntes at forvandle sig fra fjern fantasi til håndgribelig mulighed.
I dag bugner Torvehallerne af fødevarer for den kvalitetsbevidste københavnske forbruger, men på netop det sted stod i 1918 et markant slag mellem politi og demonstranter. Med tidens store europæiske revolutioner som bagtæppe forsamlede revolutionære syndikalister og venstresocialister sig på Grønttorvet – i dag Israels Plads. De krævede frihed for deres fængslede kammerater og søgte at sætte magt bag kravet ved at opfordre til en 24-timers generalstrejke onsdag den 13. november.
Strejken fik kun spredt opbakning. Socialdemokratiets og fagbevægelsens indflydelsesrige ledere havde undsagt de revolutionære. Det virkede. Nok mødte mange demonstranter op, men der var langt til de 50.000 deltagere, som dagbladet Klassekampen havde talt under den tilsvarende demonstration fire dage før.
Sporvognskonduktørerne var blandt dem, der havde valgt ikke at strejke. Og nu rullede linje 15 hen ad Frederiksborggade for næsen af de frustrerede demonstranter – som en elektrificeret skruebrækker på skinner. Det blev for meget. En flok demonstranter standsede sporvognene, og den 19-årige syndikalist Johannes Sperling (1899-1980) svang sig adræt op på taget med en rød fane i hånden.
Måske nåede han at proklamere revolutionen. Det var svært at høre, og alt gik så hurtigt. Fem betjente kastede sig over ham, mens hundredvis af kolleger gik løs på mængden med knipler og kamplyst. Nu skulle de røde have tæsk! Kniplerne blev svunget hårdt den dag. Mænd, kvinder og børn blev såret på Grønttorvet eller på flugt ind i sidegaderne. Nogle af demonstranterne slog også igen. Omkring 100 betjente måtte søge lægebehandling efter kampene.
Kampen stod om retten til gaden, men den blev ført så bittert, fordi der også stod mere på spil. Europas fremtid var uvis. De gamle samfund syntes at fordufte som støvbolde nu, hvor verdenskrigen klingede af. ”Tidens Hjul ruller i disse Dage med svimlende Fart”, havde Politiken bemærket 13 dage tidligere i en oversigt over revolutionernes hastige udvikling i Østrig-Ungarn og det store Tyske Rige, hvor arbejder- og soldaterråd nu herskede helt op til den dansk-tyske grænse ved Kolding. ”De, der i Dag er mægtige, er i Morgen kastet til Side, knækket og vraget.”
Den kommunistiske revolution trængte sig på. Den var indvarslet et år tidligere med bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland, men nu syntes den også at nærme sig det danske kongerige. ”Flammende rød lyser Horisonten i Revolutionens Brandskær”, skrev den revolutionære skolelærer Marie Nielsen (1875-1951) begejstret i Klassekampen den 10. november 1918. ”Et Øjeblik kun – Flammerne har grebet ogsaa os. Men af denne Brand, ved vi, skal en ny Jord opstaa, paa hvilken Retfærdighed bor, et Samfund, i hvilket Udbyttere og Udbyttede er forsvundne, og i hvilket der kun lever Mennesker.”
Det kommunistiske samfund syntes at forvandle sig fra fjern fantasi til håndgribelig mulighed. Men sådan gik det ikke. De revolutionære stod svagt i Danmark, hvor den moderate linje var solidt forankret i arbejderbevægelsen, og hvor verdenskrigens rædsler var oplevet med neutralitetens distance. Deres protester blev forholdsvis let nedkæmpet. Marie Nielsen og flere kammerater fik lange fængselsstraffe for at stå som ledere af bevægelsen. Men de reddede livet – i modsætning til mange revolutionære kampfæller syd for grænsen. Nogle måneder senere stiftede de den organisation, der kom til at stå for et politisk alternativ til venstre: Danmarks Kommunistiske Parti. Den iltre Johannes Sperling, derimod, forsonede sig siden med Socialdemokratiet og blev den første direktør for Dansk Folkeferie.