1906: Dansker fløj 42 meter
Jacob Ellehammer blev den første europæer til at flyve en maskine tungere end luft over de 25 meter, der var blevet sat som mindstemålet.
Den 12. september 1906 lykkedes det den danske opfinder Jacob Ellehammer (1871-1946) at få et fly til at slippe jorden over en strækning på 42 meter, mens han selv sad i det. Dermed blev han den første europæer til at flyve en maskine tungere end luft over de 25 meter, der var blevet sat som mindstemålet. Måske. For dels var hans fly tøjret til en pæl under forsøget, dels var forsøget ikke kontrolleret af en udefrakommende instans. Derfor tilfaldt æren for den første europæiske flyvemaskineflyvning brasilianeren Alberto Santos-Dumont (1873-1932) for en flyvning ved Paris den 23. oktober samme år. Det slog nu ikke skår i den nationale, danske stolthed, hvor Ellehammer blev ophøjet til helt for sin bedrift.
Flyvning var et af tidens varme emner. De amerikanske brødre Wrights flyvning i december 1903 og mange andres forsøg på at gøre dem kunsten efter var populært stof. Det samme var de styrbare luftskibe, som i Tyskland og Frankrig allerede sejlede i lufthavet omkring århundredeskiftet. De vandt nu ikke indpas i Danmark som andet end sjældne, kuriøse gæster. Men flytrafikken fik sin egen lufthavn ved København i 1925 og passerede i 1932 6.000 starter og landinger. Derfor gik man i gang med at opføre en rigtig terminal, som stod klar i 1939, og efter besættelsestidens midlertidige afbrydelse af flytrafikken (bortset fra fly til Berlin) voksede lufthavnen så kraftigt, at den allerede i 1948 var Europas tredjestørste med interkontinentale ruter.
Og så var der toget, som ved indgangen til det 20. århundrede ganske vist ikke længere var en ny opfindelse, men alligevel fortsat genstand for megen beundring. Og der var det selvkørende motorkøretøj: automobilet. Det blev opfundet i 1886 og opnåede masseudbredelse med Fords Model T fra 1908 – i hvert fald i USA. I Europa og dermed også i Danmark gik det langsommere med bilismens udbredelse. Velstående mennesker og folk som fx læger, der havde brug for bilen i forbindelse med deres erhverv, havde almindeligvis bil allerede i midten af 1920’erne, men som et almindeligt forbrugsgode i alle dele af samfundet slog bilen først for alvor igennem i 1960’erne. Interessen for de motoriserede transportmidler fejlede imidlertid ikke noget. De var tværtimod genstand for stor fascination. Forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950) udtrykte det på sin karakteristiske facon i 1917:
”Maskinen øger Farten af sig selv og render som ad en Keglebane fra den ene Halvmilestigning over i den anden, det gaar i lange Dønninger, Landet svinger sig i Vejret og synker igen, idet vi render af den ene Synskreds over i den anden, som et mægtigt Aandedrag, vi stormer Sjællands Bryst, vi flyver, Motoren er oppe paa en høj liflig Node, de fjerne Bakker foran os skrider os i Møde, Perspektivet ligesom aabner Armene imod os, Vejen render, Sjælland render, der flyver os store Sommerøer i Møde.”
Åh ja, den store forfatter har nok mindst kørt 50 kilometer i timen den dag på motorcyklen ...
Manglede bilerne længe i landskabet, var der i det mindste allerede fra århundredets begyndelse rutebiler og bybusser med benzinmotor, og der var elektriske sporvogne. Først og fremmest blev landet dog knyttet sammen af færge- og togforbindelser. Den moderne skibstrafik havde større kapacitet og var hurtigere og mere stabil end gamle tiders. Og den kunne tage togvogne med over bælterne. Adskillelsen mellem Jylland, Fyn og Sjælland var ikke desto mindre et stigende problem for landets samfærdsel, og det blev yderligere påtrængende efter genforeningen med Sønderjylland i 1920. Derfor vedtog Rigsdagen i 1924 at bygge en bro over Lillebælt til togtrafikken. Da den stod færdig i 1935, var den tillige blevet forsynet med en vej til biler. Året efter begyndte man at lægge planer for en fast forbindelse over Storebælt, men det projekt forblev en drøm i mange årtier endnu. En hed drøm.