Fortsæt til indhold
Indland

Antallet af asylsøgere tager endnu et stort spring opad

Aldrig tidligere har så mange søgt om asyl som i november.

Martin Johansen

Mens vinteren tilsyneladende begynder at have en dæmpende virkning på asylstrømmen ind i Europa, fortsætter udviklingen med en kraftig pil opad i Danmark.

Udlændingestyrelsen offentliggjorde mandag, at rekordmange – 3.646 personer – søgte om asyl i Danmark i oktober. Så mange har aldrig tidligere søgt på én måned, men rekorden fik ikke lov at stå længe.

I november rundede antallet af asylsøgere således 4.500, erfarer Jyllands-Posten.

Martin Henriksen, Dansk Folkepartis udlændingeordfører, mener, at regeringen »sidder på hænderne«.

»I betragtning af, at regeringen ingenting foretager sig, kan det ikke komme bag på nogen, at den udvikling, som vi så i oktober, også fortsætter i november. Det er chokerende høje tal, men desværre ikke overraskende,« siger Martin Henriksen med henvisning til, at forhandlingerne om regeringens såkaldte asylpakke med 34 forslag til stramninger gik i stå i slutningen af sidste uge.

Det skete, efter at både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti lancerede idéen om flygtningelandsbyer, bl.a. for at aflaste kommunerne, der har svært ved at følge med og finde boliger. Integrationsminister Inger Støjberg ærgrede sig efterfølgende og sagde, at sammenbruddet i forhandlingerne ville forsinke de planlagte stramninger.

»Men sådan behøvede det jo ikke at være. Regeringen kunne bare have forhandlet videre eller have lagt alle de lovforslag, vi er enige om, ned i Folketingssalen, så skulle vi nok stemme for dem,« siger Martin Henriksen.

S: Venstre lovede færre

Hos Socialdemokraterne peger integrationsordfører Dan Jørgensen på, at Venstre under valgkampen lovede, at der ville komme færre asylsøgere, hvis Venstre fik magten. Sådan gik det ikke. Til og med november har ca. 18.000 personer søgt asyl i år mod knap 15.000 i fjor.

»Lars Løkke Rasmussen og Støjberg talte usandt, da de sagde, at de kunne stoppe strømmen af asylsøgere. Forhåbentligt har de lært af det og vil nu lytte mere til os, der efterlyser aflastning af kommunerne,« siger Dan Jørgensen.

Integrationsminister Inger Støjberg har ikke ønsket at kommentere hverken tallene eller kritikken, ligesom det heller ikke har været muligt at få en kommentar fra én af Venstres ordførere.

Af de nyeste offentliggjorte tal fra Udlændingestyrelsen for oktober kan man se, at syrerne stadig er den største gruppe af asylsøgere. Men en ny nationalitet blander sig i toppen af listen. Mens 1.459 syrere søgte om asyl i oktober, kom der i samme måned 763 fra Iran. Frem til august var der i gennemsnit kommet 30 iranere om måneden.

Pres på hjemlandet

Det pludselige spring op på listen minder om det, man så med asylsøgere fra Eritrea i fjor, mener Martin Henriksen. Dengang blev der iværksat en såkaldt fact finding-mission til Eritrea, samtidig med at man satte behandlingen af sagerne med eritreere i bero, og i løbet af kort tid faldt antallet af asylsøgere fra Eritrea drastisk. Af den årsag burde regeringen også overveje at sende en fact finding-mission til Iran, mener Martin Henriksen.

»Der er også andre redskaber, som f.eks. at lægge ekstra pres på hjemlandet for at tage imod afviste asylsøgere. Men dette burde i højeste grad få alarmklokkerne til at ringe hos regeringen,« siger Martin Henriksen.

Det stigende antal asylsøgere har bl.a. resulteret i lange ventetider på den første asylsamtale med Udlændingestyrelsen. Jyllands-Posten skrev søndag, at nye asylsøgere i øjeblikket bliver indkaldt til samtale i efteråret 2016. Ifølge Udlændingestyrelsen vil man forsøge at fremrykke nogle af samtalerne ved at omplacere medarbejdere til asylområdet og ansætte nye folk.