Har de ændret synspunkt?

Rune Engelbreth Larsen, forfatter og klummeskribent

I 2005 MENTE JEG

At Jyllands-Posten var i sin fulde ret til at publicere karikaturtegninger, og at ethvert voldeligt angreb på avis og tegnere var dybt forkasteligt. At gå ind for ytringsfrihed betyder imidlertid ikke ukritisk at hylde alle ytringer, og Muhammed-karikaturerne havde et alt for ensidigt fokus, som primært gavnede stærke nationalistiske kræfters agenda og foragt mod muslimer – frem for at sigte målrettet efter islamister og hudflette en bred vifte af ytringsfrihedsproblemer. Statsministerens mangel på hurtigt diplomati og misbrug af situationen bidrog også til at fremme islamisternes og Dansk Folkepartis dagsorden og stimulere stigmatisering og radikalisering af muslimer i almindelighed.

I 2015 MENER JEG

At Jyllands-Posten fortsat er i sin fulde ret til at publicere karikaturtegninger, og at ethvert voldeligt angreb på avis og tegnere er dybt forkasteligt. Jeg mener også, at man fortsat skal forholde sig kritisk til det, der ytres, og at Muhammed-karikaturerne desværre har dannet skole, der styrker den stærke tendens til at hylde og udbrede stigmatisering af etniske minoriteter. Dan Parks racistiske dødsbilleder mod bl.a. navngivne sorte svenskere er det hidtil værste eksempel, der rykker hegnspælene langt længere end JP og eksplicit promoverer hårdkogt fremmedfjendskhed.

Uffe Ellemann-Jensen, fhv. udenrigsminister og fhv. MF for Venstre

I 2005 MENTE JEG

For 10 år siden reagerede jeg negativt på Muhammed-karikaturerne. Ikke fordi de i sig selv chokerede mig, nogle er endda morsomme, men begrundelsen for at bringe dem var jeg uenig i: Jyllands-Postens daværende kulturredaktør skrev, at krav om en særlig hensyntagen til religiøse følelser ”er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse”. Det kan ikke undre, at dette vakte vrede. Men naturligvis berettiger vreden ikke til den vold, vi oplevede, og det åbenlyse misbrug af situationen til at piske stemninger op.

I 2015 MENER JEG

I dag mener jeg det samme som for 10 år siden. Jeg mener, at den hjemlige debat om ytringsfrihed blev skæv. Man skal ikke gøre nar ad andre menneskers tro! Det lærte jeg af min mor. Og min far sagde klogt, at ytringsfrihed er en frihed til at sige, hvad man vil – men det er ikke en pligt. Vi har ytringsfrihed, ikke ytringspligt. Derfor er en vis hensyntagen på sin plads, når man taler om andre menneskers religion. Og kald det så bare ”selvcensur”. Alle mennesker udøver selvcensur i det daglige, vel at mærke hvis man vil i dialog med andre mennesker og ikke bare trampe på dem.

Naser Khader, integrationsordfører for De Konservative

I 2005 MENTE JEG

Da tegningerne blev offentliggjort den 30. september 2005 udtalte jeg mig til 22-nyhederne på TV 2, hvor jeg sagde, at folk skal have lov til at tegne, hvad de vil. Vi skal som muslimer ikke presse vores tabuer ned over andre. På spørgsmålet, om tegningerne ville give reaktioner, svarede jeg, at de var sjove, og at der måske ville blive reageret lidt på Kurt Westergaards tegning med bomben i turbanen. Jeg havde forestillet mig nogle indlæg i aviserne og højest en lille demonstration foran Jyllands-Posten, slet ikke det, der skete.

I 2015 MENER JEG

Vi må stå ved tegningerne, som er blevet symbolet på kampen for ytringsfrihed og udtryksfrihed, ikke bare i Danmark, men også globalt. Man skal forstå baggrunden for, at de blev bragt. Meningen var ikke bare at provokere for at provokere. Der var en forhistorie med selvcensur. Det værste er, hvis man begynder at kaste håndklædet i ringen af frygt. Jeg mener, at vi demokrater vandt første omgang, hvor imamerne og islamisterne blev isolerede i Danmark. Men efter Charlie Hebdo og terroren i København og mange mediers beslutning om ikke at bringe tegningerne længere, da er det islamisterne, der har vundet til en vis grad.

Imran Shah, talsmand Islamisk Trossamfund

I 2005 MENTE JEG

Jeg tænkte, at det var unødigt at manifestere noget, som man udmærket vidste, ville skabe røre. Man ville aldrig nogensinde kunne rykke folk derhen, hvor man gerne ville have dem, ved at gå ud og fornærme dem. Det var fra starten ikke dialogens vej. Man ville konfrontationen, og man ville skubbe til nogle grænser, hvis betydning for verdens muslimer, man ikke anede noget om.

Tegningerne bekræftede muslimers kærlighed til profeten endnu mere, for hvis der er nogen, der angriber noget, som man som muslim har kært, så øges ens kærlighed.«

I 2015 MENER JEG

»Jeg har samme holdning. Tegningerne var unødvendige og tjente ikke noget som helst formål ud over den rene konfrontation.«

Jørgen Bæk Simonsen, professor i tværkulturelle studier, KU

I 2005 MENTE JEG

Måden, på hvilken karikaturtegningerne blev bragt med Flemming Roses kommentar, var efter min opfattelse dengang en provokation.

I 2015 MENER JEG

Jeg mener stadig, at det var en provokation. Hele setuppet med den der voldsomme kommentar fra Flemming Roses side og karikaturtegningerne på den anden faldt ind i en flere år lang opadgående afstandtagen af voldsom art til islam og muslimer. Derfor mener jeg stadig den dag i dag, at hvis man anlægger samme udgangspunkt, så vil jeg opfatte det som unødvendigt provokerende, unødvendigt udelukkende og unødvendigt distanceskabende.

Mange mener, at ytringsfriheden er en frihed uden grænser, og den holdning er mig meget, meget fremmed, for jeg mener ikke, at ytringsfrihed er ubegrænset. Man har retten til at ytre sig om hvad som helst, men ytringsfrihed som konstitutionel ret skal selvfølgelig også finde sted i en anerkendelse af, at der er andre end en selv. Og det er den der debat, der kører og bliver ved med at køre.

Zubair Butt Hussain, debattør og tidl. talsmand for Muslimernes Fællesråd

I 2005 MENTE JEG

Jeg debatterede med Flemming Rose i Deadline, og på daværende tidspunkt sagde jeg, at jeg vil støtte tegnernes ret til at gøre det samme igen og igen. Jeg gjorde sådan set bare klart, at man kan ikke have den der enten-eller- holding, hvor man siger, at enten ytrer man, at tegningerne er en god idé, ellers er man imod ytringsfriheden. Den præmis køber jeg ikke.

I 2015 MENER JEG

Jeg mener det samme i dag. Det, der måske har bundfældet sig efter 10 år, er, at jeg er ked af alle de ting, der fulgte i kølvandet på tegningerne. Et offer er ét for meget. Jeg ved godt, at der ikke behøver at være noget formål med ytringen, for at man har retten til at ytre sig. Men jeg vil sige, at jeg er sørgelig over, at der med nogle af tegningerne blev portrætteret en uvidenhed, og at islam og muslimer blev taget til indtægt for en masse ting grundet reaktionerne hos nogle marginaliserede personer. Personer, som bekræftede nogle af karikaturerne. Jeg genkender ikke profeten i nogle af de tegninger, uanset om det er drengen, der driver gæk med Jyllands-Posten eller bomben i turbanen. Men det ændrer ikke på, at avisen havde ret til at bringe tegningerne.

Sherin Khankan, religionssociolog, medstifter af Forum for Kritiske Muslimer

I 2005 MENTE JEG

Personligt følte jeg mig overhovedet ikke stødt af de tegninger. Jeg kunne heller ikke se, at de handlede om ytringsfrihed, for det var tydeligt bl.a. i Jyllands- Postens spalter, at man helt frit kunne kritisere islam. I februar 2006 var jeg med til at arrangere fællesmøder mellem muslimske organisationer, og vi besluttede os for at udsende Muhammeds bøn, som han bad, da han i sin tid mødte fysiske overgreb og hån, spot og latterliggørelse. Hovedessensen i den bøn er, tilgiv dem herre, for de ved ikke, hvad de gør. Budskabet var overbærenhed.

I 2015 MENER JEG

I dag mener jeg det samme. Man kan sagtens kritisere islam, og det synes jeg, at vi ser eksempler på næsten hver dag. Når vi har set dødstrusler og attentater på tegnere, så er tegneres ytringsfrihed da truet, men det handler ikke kun om ytringsfrihed. Der vil altid være gale mennesker i verden, og jeg ser mere attentaterne som et udslag af det, end jeg ser det som en religion, der er imod ytringsfrihed. Der er heldigvis meget få gale mennesker, men ja, de er der.

Flemming Rose, udlandsredaktør, tidligere kulturredaktør, Jyllands-Posten

I 2005 MENTE JEG

Muhammed-tegningerne blev bestilt og offentliggjort som led i en journalistisk dækning og debat, der fokuserede på to spørgsmål. Der var forlydender om, at tegnere var bange for at illustrere en børnebog af Kåre Bluitgen om Muhammeds liv, museer fjernede værker, der af muslimer kunne opfattes som krænkende, komikere var tilbageholdende med at gøre grin med islam på samme måde som med kristendommen. Altså: Er der selvcensur, får islam særbehandling i kulturlivet? Det andet spørgsmål fulgte af det første: Hvis der er selvcensur, har den så rod i virkeligheden, altså er frygten begrundet, eller er den et produkt af folks fantasi, fobier og fordomme?

I 2015 MENER JEG

10 år senere kan jeg konstatere, at svaret på begge spørgsmål er ja. Ja, der er selvcensur, i Europa er der blevet indført en uskreven blasfemilov, og ja, frygten er velbegrundet. Man risikerer at blive slået ihjel, hvis man ytrer sig kritisk om muslimernes profet. I den forstand har Vesten forment Europas muslimer den frigørelse fra gudernes diktat og kontrol, som flere århundredes religiøssatire har givet os. Jeg er i dag langt mere bekymret på frihedens vegne, end jeg var i 2005.