Fortsæt til indhold
Indland

Ingen standsede familierne Amro og Jossef på vej til Sverige

Jyllands-Posten rejste mandag eftermiddag med to syriske familier ind i Danmark med tog. Det var langt fra dramatisk.

16-årige Steve Jossef ser på en gang forventningsfuld og en smule nervøs ud, da han peger på IC3-toget på spor 5 og spørger, om dette er toget mod Copenhagen.

Sammen med ni andre migranter er han netop steget ud af af regionaltoget fra Hamborg på Flensborg Station, lige syd for den danske grænse. De er flygtninge fra Damaskus i Syrien.

Klokken er 14.47 mandag den 7. september, den dag nogle af de migranter, som danskerne i flere uger på tv har kunnet følge på rejse op gennem Europa, ankommer til Danmark.

Mens Steve Jossef stiger på toget i Flensborg går grupper af migranter under stor mediebevågenhed på en motorvej på Lolland, og andre sidder på Rødekro Station i et tog, som de nægter at forlade. Alt sammen fordi de ønsker at komme til Sverige for at søge asyl - og derfor ikke vil standses og registeres af politiet i Danmark.

Det vil Steve Jossef og de andre på Flensborg Station heller ikke.

Mellem unge rygsækrejsende og ældre ægtepar skynder de syv voksne og tre børn sig med deres bagage og en enkelt klapvogn hen til toget mod København, der afgår kl. 14.56.

En smilende togkonduktør beder om at se deres udprintede billetter og lukker dem ind i toget.

Få minutter senere ruller toget mod Danmark. Ved vinduet sidder Steve Jossef, der følges med Mohammad Jossef på 46 år, der er en ældre slægtning.

”Vi vil til Sverige, ikke Danmark. Altså, Danmark er et fint land, men vi har familie i Sverige, som vi gerne vil op til. Nogle bor i Malmø andre i Stockholm,” forklarer Steve Jossef på engelsk.

De har taget en kendte vej gennem Tyrkiet, med båd til Grækenland og op gennem Balkan, Østrig og Tyskland forklarer han.

”Turen med båd til Grækenland var ok, vi var ikke i fare som så mange andre. Det er faktisk lykkes os at undgå farlige situationer,” siger han.

”Jeg tror, vi har været undervejs i 20 dage, men jeg er ikke helt sikker på dagene længere,” siger den unge mand, som ikke vil fotograferes.

Dansk Folkeparti vil blandt andet forsøge at presse Venstre til at indføre en permanent grænsekontrol og skabe mulighed for at afvise flygtninge og migranter på selve grænsen.

På den anden side af midtergangen sidder familien Amro, også fra Damaskus – mor og far Mohamad og Hallah, Esni på syv år og Hosni på 9 år.

De smiler og tager billeder af hinanden på skift med deres Samsung-mobiltelefoner. Sønnen Hosni er i røde Puma-kondisko, og Esni krammer sin Hello Kitty-rygsæk og retter på sit prinsessehårbånd. De virker afslappede, og syner ved et umiddelbart møde som en - udmattet - familie på rejse sammen.

Også de forklarer, at de vil til Sverige, og at de er rejst via Tyrkiet, med båd til Grækenland og op igennem Europa.

”Vi har familie i Sverige, det er derfor vi vil til Sverige. Men vi er ved at være trætte, vi har ikke sovet længe,” siger Hallah Amro med få ord på engelsk.

På spørgsmålet om de har mødt politi i Tyskland, svarer Mohamad Amro.

”Ja, men politiet sagde, at hvis vi ville til Sverige, skulle rejse denne vej,” siger han og vinker med armen.

Toget ruller over den danske grænse, og en kvindestemme siger i højtaleren, at næste station er Padborg.

Det var her et tog med 80 migranter blev opdaget samme morgen og kørt til Rødekro. Denne eftermiddag er der ingen billetkontrol i toget fra Flensborg til Padborg.

Kl. 15.07 standser toget på Padborg Station. Uden for på perronen står tre danske betjente i lyseblå, kortærmede skjorter og taler sammen. De ser ikke ind gennem ruden, hvor familierne Amro og Jossef fra Damaskus sidder, og de går ikke ombord på toget.

Tre minutter senere ruller toget videre mod Tinglev, mens Mohamad Amro peger med en finger mod gulvet og jorden og spørger avisens udsendte:

”Er det Danmark nu?”

Det er det. At dømme efter scenen på Tinglev Station, hvor der ikke er dansk politi at se, bliver familierne Amro og Jossef ikke standset og registreret - de fortsætter deres rejse mod København og derefter Sverige.