Masseovervågning? Vi må ikke få at vide, om PET lytter med
Regeringen mørkelægger oplysninger om et kontroversielt overvågningsprogram, der ifølge eksperter kan registrere uskyldige personer.
Mens lande som Tyskland, Norge og USA åbent har erkendt, at de anvender falske mobilmaster til at spore og aflytte mistænkte kriminelle i deres lande, vil de danske myndigheder hverken be- eller afkræfte, om et lignende system findes i Danmark. Det fremgår af en ny opsigtsvækkende afgørelse, hvor Folketingets Ombudsmand blåstempler mørkelægningen af programmet, hvor man anvender såkaldte IMSI-catchere til at masseaflytte og registrere mobiltelefoner over større områder. Ifølge en af landets førende it-eksperter, direktør Henrik Kramshøj fra it-sikkerhedsfirmaet Solido, er den nye afgørelse problematisk:
»Dette er et af de kraftigste overvågningsværktøjer, som myndighederne kan anvende, og derfor er det bekymrende, at myndighederne har mørkelagt alt om, hvordan det bruges.«
I 2006 afviste den daværende VK-regering at lovgive om systemet efter råd fra Strafferetsplejeudvalget, der mente, at det stred mod dansk lov. PET må dog godt anvende systemet i såkaldte nødretssituationer, men ifølge eksperter er det uklart, hvad dette begreb dækker over. Det bekymrer Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.
»Dermed underløber man jo alle almindelige retskrav,« siger hun.
DF’s retsordfører, Peter Skaarup, roser regeringen for at have mørkelagt oplysningerne om systemet.
»Alt andet ville være at gå terroristernes ærinde,« siger han.
Justitsministeriet skriver i en mail, at PET og politiet helt generelt ikke må anvende systemet, men vil ikke svare på spørgsmålet om, hvordan det fortolker begrebet nødret, og om systemet findes og har været i brug.
Samtidig skriver justitsminister Mette Frederiksen (S):
»Uanset hvilke efterforskningsredskaber myndighederne gør brug af, skal de selvfølgelig overholde landets love og regler. Det gælder også retsplejeloven.«