Fortsæt til indhold
Indland

Sex og sygepleje

70 år fredag: Skuespilleren og sygeplejersken Birte Tove er blevet lidt af et fænomen i nyere dansk filmhistorie.

HENRIK LYDING
Birte Tove optræder her i et noget moderniseret indianerkostume til en filmoptagelse i Rebild Bakker under Rebildfesten i sommeren 1969. Hun var blevet håndplukket til en rolle i filmen ”Idealpigen” af iInstruktøren Jack O’Connel. Han var i Danmark for at finde netop ”idealpigen” til filmen - og efter en del søgen valgte han den kendte fotomodel, skuespiller og operationssygeplejerske. (1984) Foto: Klaus Gottfredsen

Hun blev landskendt for sin medvirken i den række af let vovede sex-komedier, man kaldte Sengekant-filmene i begyndelsen af 1970’erne. En smuk og nordisk pige med masser af humør var lige sagen dengang, parret med en vindende personlighed, som et filmleksikon har skrevet om hendes præstationer. Filmdebuten var dog allerede sket nogle år tidligere i den dansk-amerikanske sexkomedie ”Christa”, hvor Birte Tove spillede en stewardesse, der havde elskere over det meste af verden.

Smukke Birte Tove Sørensen - med kunstnernavnet Birte Tove - blev både skuespiller og uddannet sygeplejerske. (1981) Foto: Carsten Andreasen

Vejen til det hvide lærred gik over en alsidig modelkarriere, som Birte Tove indledte sideløbende med sygeplejestudierne. Den gode uddannelse som operationssygeplejerske at falde tilbage på betød samtidig, at Birte Tove kunne sige ja og nej til det, hun ville være med i. Efter Sengekant-filmene blev det til rollen som kvindelig konstabel i soldaterkomedien ”Piger i trøjen” i 1975, og mange år senere en lille rolle i Lars von Triers ”Riget” – i øvrigt som sygeplejerske.

Birte Tove har desuden medvirket i en række sommerrevyer i 1970’erne, blandt andet Helsingør-revyen i 1977, samt i begyndelsen af 1980’erne fungeret som tekstforfatter og revyproducent flere steder i Nordsjælland.

I en periode i 1990’erne var hun underholdningschef hos DFDS, hun har arrangeret en række shows og indsamlinger til fordel for nødlidende i tredjeverdenslande, og hun arbejdede i en del år som sygeplejerske inden for hjemmeplejen, inden en dårlig ryg satte punktum.

Fra et 25 år langt ægteskab med direktør Ole Schächter har hun to børn, Anne Katrine og Adam Brix Schächter, hvor sidstnævnte også er blevet skuespiller.

Birte Tove, skuespiller, Holte.