Fra kollektiv til konservatoriet
40 år mandag: Karen Busck har beskrevet sin opvækst i forskellige kollektiver som værende kaotisk.
Den danske sangerinde og sangskriver Karen Busck fik sit musikalske gennembrud i 2001, da hun indspillede sangen ”Hjertet ser” med Erann DD. Nummeret blev et vaskeægte radiohit, og pludselig var den dengang 26-årige konservatoriestuderende på alles læber.
Siden er stormen omkring Karen Busck aftaget i styrke, og i dag bor hun i Oslo sammen med sin norske mand og deres børn. Det er dog stadig plads til musik i den blonde sangerindes liv, og siden debuten i 2001 er det blevet til yderligere to album. I 2003 udgav hun således albummet ”By”, mens nummer tre i rækkefølgen, ”En kærlighedsaffære”, stod klar i 2008. Foruden at producere musik er Karen Busck kendt som en af dommerne i DR’s talentkonkurrence ”Stjerne for en Aften”, hvor hun medvirkede i 2003.
En stor del af barndommen boede Karen Busck i kollektiver i Jylland og København, hvor hun bl.a. optrådte til lokale byfester sammen med sin familie. Siden hen blev hun uddannet musiklærer fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvorfra hun tog sin afgangseksamen i 1999. Fire af sangene på Karen Buscks debutalbum blev skrevet i forbindelse med dette eksamensprojekt, der i første omgang førte til en overraskende opringning fra pladeselskabet Mega Records.
»Pladechefen havde lagt en besked på min telefonsvarer, der lød noget i retning af: ”Hej Karen. Hold op, hvor blev jeg glad i morges, da jeg hørte dit demobånd. Det lyder meget interessant.” Hold op, hvor blev jeg glad. Jeg havde været meget meget nervøs længe inden, jeg overhovedet havde fået sendt demobåndet,« sagde Karen Busck i et interview med Jyllands-Posten i 2001.