Raske kvinder fryser æg ned til senere brug
Fertilitet: I en juridisk gråzone tilbyder flere fertilitetsklinikker nu raske kvinder at udvide deres fertile periode.
Flere raske danske kvinder midt i 30’erne, som endnu ikke er parate til at få børn, har valgt at få udtaget og nedfrosset deres ubefrugtede æg på private fertilitetsklinikker, så æggene kan optøs og bruges senere, når karrieren er på rette spor eller drømmemanden fundet.
Det viser en rundringning, som Jyllands-Posten har foretaget til en stribe private fertilitetsklinikker.
Den dokumenterer, at såkaldt social eggfreezing, hvor raske kvinder nedfryser deres æg for at forlænge fertiliteten, nu er en realitet herhjemme på trods af politisk modstand og en juridisk gråzone.
Muligheden for ægnedfrysning i op til fem år blev indført for at hjælpe infertile kvinder og kvinder i f.eks. kemobehandling – ikke raske kvinder.
På fertilitetsklinikken Ciconia i Aarhus anslår klinikchef Karsten Petersen, at klinikken foreløbig har nedfrosset æg fra ca. 10 raske kvinder. Hos Trianglen i København har to kvinder deponeret deres æg til senere brug, mens IVF Syd i Fredericia har et enkelt eksempel.
»Det er typisk kvinder, som har haft gang i uddannelse og karriere og nu mærker, at biologien begynder at rinde ud, uden at de har fundet manden. Vi tilskynder dog ikke til det, for der er ingen garanti for at få et barn ud af det,« siger Kåre Rygaard, klinikchef hos Trianglen.
På fertilitetsklinikken IVF Syd reklamerer man derimod meget direkte for fænomenet på hjemmesiden. Her står der, at »kvindens alder jo desværre er den største modspiller ifbm. graviditetschancer. Man kan således vælge at få æg nedfrosset for senere at optø og anvende dem, når graviditetsønsket opstår«.
Klinikken giver også opskriften på, hvordan man kan omgå den danske femårsgrænse ved efter fem års frysning at overføre æggene til en klinik i Sverige.
Den danske femårsgrænse splitter eksperterne. Flere fertilitetslæger samt etikprofessor Thomas Søbirk Andersen mener, at vi ligesom i Sverige bør fjerne grænsen og tillade kvinder at betale for ægfrysning helt frem til 45-50 års-alderen.
Derimod mener bl.a. formanden for Dansk Fertilitetsselskab, klinikchef Søren Ziebe, og formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, at grænsen skal bevares, og at ægfrysningen er en helt forkert vej at gå.