Fortsæt til indhold
Indland

Stor forskel på genoptræning af hjertesyge

Din bopæl afgør muligheden for at få vigtig genoptræning. En region skiller sig særligt negativt ud.

Når en dansker har fået gennemført en hjerteklapoperation, afgør personens bopæl og region kvaliteten i hjælpen for at komme tilbage på fuld styrke igen.

Det er nemlig meget svingende fra region til region, om patienterne får tilbudt den vigtige genoptræning efter operationen.

Det viser en ny undersøgelse fra Rigshospitalet og Roskilde Hospital.

"Du risikerer, at få væsentlig dårligere muligheder genoptræning, hvis du sidder i den forkerte region. Det er vigtigt, fordi vi ved, at der for nogle hjertesygdomme er en sammenhæng imellem genoptræning og overlevelse samt livskvalitet," siger ph.d-studerende Tina Hansen, der står bag undersøgelsen på Rigshospitalet og Roskilde Hospital.

Fik intet tilbud

Undersøgelsen, der ikke er udgivet endnu, er lavet på baggrund af besvarelser af spørgeskemaer fra 34 hospitaler, 94 kommuner og 557 hjerteklappatienter opererede i 2011 samt sammenholdt med nationale registerdata i perioden 2011-2012.

Er der sådan nogle store forskelle på muligheden for at få et genoptræningstilbud, så kalder det på, at man strammer op på retningslinjerne for de enkelte læger, når de taler med patienten.
Bent Hansen, formand Danske Regioner.

Patienternes besvarelser på landsplan viser, at specielt hjerteklappatienter med bopæl i Region Hovedstaden har markant lavere sandsynlighed for at blive tilbudt genoptræning i deres kommune efter en operation.

Ifølge undersøgelsen oplevede 20 pct. af de adspurgte hjerteklappatienter på landsplan, at de ikke var blevet tilbudt deltagelse i et genoptræningsforløb efter endt operation.

En hjerteklappatient i hovedstaden får kun tilbudt genoptræning, når tre lignende patienter oplever det samme i Nordjylland , viser undersøgelsen.

Et stort problem

Formanden for Hjerteforeningen ser forskellen i tilbuddene om genoptræning ude i regionerne som problematisk, når hele landet er dækket med muligheder for at starte på et genoptræningsforløb.

"Det er helt klart ikke tilfredsstillende, hvis folk med behov for genoptræning ikke får det tilbudt på lige fod. Det har betydning for deres livskvalitet og muligheder for at komme tilbage. Det er utilfredsstillende, at man i flere regioner ikke er sin opgave voksen," siger Henrik Steen Hansen til Jyllands-Posten.

Du risikerer, at få væsentlig dårligere muligheder for din genoptræning, hvis du sidder i den forkerte region
Tina Hansen, Leder af forskningsprojektet, Rigshospitalet og Roskilde Hospital.

Han mener, der kan være behov for en lovændring på området.

"Jeg synes, at der er et stort problem for de 20 pct. af patienterne, som erkender, at de ikke har fået et tilbud på tværs af regionerne. Derfor kan man overveje, om det ikke burde være en patientrettighed og skrives ind i sundhedsloven, at patienterne hver gang skal have tilbud om genoptræning," siger han.

Svingende niveau

Overlæge i Sundhedsstyrelsen Bente Møller gør opmærksom på, at registreringen af tilbud om genoptræning efter hjerteklapoperation ikke har været optimal, og at der er nogle tilfælde kan være en årsag til, hvis en patient vælger ikke at gå videre med et genoptræningsforløb.

"Indsatsen omkring et genoptræningsforløb er en konkret vurdering fra hospital og patients side. Oplever man som patient ikke et tilbud om genoptræning efter operationen, skal man gå i dialog med behandlende læge," siger hun.

Jyllands-Posten har tidligere beskrevet forløbet med 50-årige Mikael H. Jensen, der valgte at droppe den tilbudte genoptræning efter sin hjerteoperation og i stedet søge mod privat fysioterapi, da det første tilbud kun var tilpasset kommunens pensionister.

Ikke overraskende kritik

Ifølge leder af CopenHeart undersøgelsen på Rigshospitalet, Ann-Dorthe Zwisler, er manglen på tilbud om genoptræning til hjerteklappatienter i hovedstaden hverken en stempling af selve genoptræningen i Region Hovedstanden eller en ros af det samme i de andre regioner.

"Vi ved, at mange tilbud i Danmark er af meget svingende kvalitet. Som fagpersoner er det ikke overraskende for os, at nogen kan komme ud et sted og opleve et useriøst tilbud. Det er desværre virkeligheden nogle steder, selvom der også findes gode tilbud," siger hun.

Det har på trods af flere henvendelser fra Jyllands-Postens side ikke været muligt at få en kommentar om undersøgelsen fra formanden i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen.

Der skal strammes op

Formand for Danske Regioner, Bent Hansen, mener ikke, at det er svært at opretholde samme behandlingsniveau på trods af regionernes forskellige størrelser og vil have forbedringer på området.

"Er der sådan nogle store forskelle på muligheden for at få et genoptræningstilbud, så kalder det på, at man strammer op på retningslinjerne for de enkelte læger, når de taler med patienten," siger han til Jyllands-Posten.

Han mener, at de fagfolkene i regionerne skal sørge for at ensarte retningslinjerne.

"Det skal ikke være ens bopæl, som skal diktere muligheden for at få et tilbud om genoptræning eller ej," siger han.