Fortsæt til indhold
Indland

Massivt pres for at flytte patienter væk fra sygehusenes gange

Overbelægning: Sundhedsordførere tager skarpt afstand fra de overbelagte sygehuse, og flere ser kritisk på nedlæggelsen af senge. Ministeren afviser at fremrykke initiativer.

Tag en pause – nedlæg ikke flere medicinske senge lige nu.

Sådan lyder den politiske reaktion rundt om regeringen på, at de medicinske afdelinger har massiv overbelægning. Ældre Sagen, som i går sendte et åbent brev til både regeringen og Danske Regioner, kræver ikke bare stop for nedlæggelse, men ønsker flere senge til ældre medicinske patienter.

»Overbelægningen medfører uværdige, utrygge og stærkt kritisable forhold for patienterne,« skriver adm. direktør Bjarne Hastrup.

Netop et her og nu-stop for nedlæggelse af senge er det centrale forslag i en hjælpepakke mod overbelægning fra Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Danske Patienter, mens Enhedslisten og Dansk Folkeparti er på linje med Ældre Sagen og mener, at der er behov for flere senge.

»Det er helt oplagt, at der er brug for flere senge lige nu,« siger Stine Brix (EL), og Dansk Folkepartis Liselott Blixt er enig:

Krigslignende tilstand

»Vi skal se, om der er nedlagt for mange senge. Overbelægningen bliver værre og værre. Det er grotesk og uacceptabelt, at syge mennesker skal ligge på gangene,« siger hun.Overbelægning oplever Benedikte Kiær (K) på tæt og lokalt hold.

»Borgerne i vores område beskriver forholdene på Hillerød Sygehus som krigslignende tilstande. Det er forfærdeligt for både patienter og personale,« siger hun og appellerer til en pause i nedlæggelse af medicinske senge.

Den idé køber den radikale sundhedsordfører Camilla Hersom ikke, og hun ser overbelægning som konsekvens af en større omstillingsproces:

»Vi er ved at vende en supertanker, hvor den ældre medicinske patient i så vidt muligt omfang skal hjælpes derhjemme og på hospitalet, ligesom vi skal undgå genindlæggelser. Nedlæggelse af senge er et nødvendigt pres for, at ændringerne faktisk sker.«

Handleplan på vej

Sophie Hæstorp Andersen (S) vil afvente en analyse af behovet for sengepladser i marts, før hun tager stilling til et stop for sengenedlæggelser.

»Jeg er ikke afvisende over for, at der er ting, vi kan blive nødt til at drøfte. Vi har i de seneste 5-10 år kørt med over 100 pct., og det kan vi jo ikke blive ved med at leve med,« lyder det fra ordføreren, der samtidig peger på en kommende handleplan for den ældre medicinske patient.

Sophie Løhde (V) hæfter sig ved, at regeringspartierne før valget lovede, at det ville være slut med overbelægning.

»Tallene viser, at den nuværende regering har begået massivt løftebrud på dette område,« siger hun.

Løftebrud

Også EL og DF klandrer regeringen for ikke at leve op til løfterne.

Det er Jyllands-Postens rundspørge til regionerne, som har dokumenteret overbelægning på hver tredje afdeling, og generelt er der kritik af manglende overblik og data på området. Sundhedsstyrelsens seneste opgørelser over belægningsprocenterne er således fra 2010.

»Det betyder, at vi sidder og diskuterer nutidens udfordringer med afsæt i forældede tal,« siger Sophie Løhde, hvis krav om opdaterede tal støttes af Enhedslisten og DF.

Også Ældre Sagen opfordrer til, at tallene skal hurtigere frem.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) oplyser, at regeringen snart kommer med tal i en såkaldt kapacitetsanalyse. Hun afviser et stop for nedlæggelse af senge.

»Det er ikke det, der skal til for at løse problemerne. Svaret er at sikre, at kun de patienter, der har brug for at ligge i en seng på sygehuset, ligger der. Kan man plejes derhjemme, er det ikke ønskeligt for ældre, svækkede borgere at komme på hospitalet,« siger ministeren, der afviser kritik af løftebrud og henviser til, at der med handleplanen for de medicinske patienter er tilført 200 mio. kr.

I kommuneaftalen for i år er desuden tilført 300 mio. kr. til den nære sundhed.

Ordet er dit:

Kan du forstå, at landets sygehuse er nødt til at lade patienter ligge på gangene?