Peter Peters jul

Gaven er pakket ind i englepapir. Den står på det turkisfarvede stuebord i den store Vesterbro-lejlighed, hvor Peter Peter bor sammen med sin kæreste gennem 14 år, Danmarks mest berømte postkortstjerne, Lulu, der pryder 40 forskellige Go-Cards.

»Må jeg ikke få den nu?« spørger han og slukker computeren, der danner hovedaksen i musikerens hjemmestudie.

Peter Peter sætter sig forventningsfuldt ned. Lidt for forventningsfuldt efter Deres udsendtes smag.

Måske passer spraydåse-sne slet ikke ind i Peter Peters livsstil, hvor dødningehoveder, kæmpeøglen Godzilla og kultfilm på videokassetter er det mest iøjnefaldende boliginteriør.

Peter Peter studerer et kort øjeblik den optimistiske spraydåse.

»Jeg er har altid interesseret mig for produkter, man ikke kan bruge til noget,« siger han uden antydningen af glæde i stemmen.

Men er det ikke en god idé at pynte lejligheden op med lidt sne?

»Jul er jo sådan noget, man kun fejrer en enkelt dag hjemme hos forældrene. Så er det overstået. Vi har ikke engang en kravlenisse herhjemme,« siger han og kigger rundt i lejligheden.

»Men jeg kan da give vores Mickey Mouse-ur en ordentlig omgang sne,« siger Peter Peter, der sammen med Lulu altid fejrer juleaften hos hans forældre på Østerbro.

»Min far går meget op i traditionerne, og mine søstre har børn, der skal have nogle gaver. Vi har det hele derhjemme: Honningkagehuse og pebernødder. Efter 10 timer kører vi hjem til Vesterbro, og her er der aldrig julestemning,« siger 40-årige Peter Peter med det nærmest glemte efternavn Schneidermann.

Julesalme i punkudgave

Men er der så slet ikke én eneste julesalme, du holder af?

»Jo, for fanden. Jeg er vild med "Glade jul, dejlige jul". Jeg tager tit min guitar og forstærker med juleaften. Så spiller jeg den i en punkudgave. Vil du ikke høre det?« spørger Peter Peter og hiver guitaren frem. En hæsblæsende og uforsonlig udgave af den østrigske komponist F. Grubers julehymne fra 1818 giver sort genlyd i hele lejligheden.

»Så blev det alligevel jul i det lille hjem,« griner Peter Peter. Det giver anledning til et ekstra forsøg.

Hvad nu, hvis Lulu kom hjem og ville have kravlenisser og julelys i hele lejligheden?

»Jeg ville sige: "Fint! Lad os komme i gang. Jeg har sneen",« siger Peter Peter alvorligt.

»Hvor er det vildt. Jeg troede slet ikke, at jeg holdt jul. Men det gør jeg jo. Big Time! Det kan være, at jeg skal lave en julesingle,« konkluderer den tidligere frontfigur i Sort Sol og manden bag Danmarks første punkalbum "Minutes To Go" fra 1979. Peter Peter forlod Sort Sol i 1995 og proklamerede selv bruddet i et åbenhjertigt interview i Euroman.

I dag bruger han sin tid på bandet Bleeder og på at lave musik til spille- og dokumentarfilm. Desuden producerer han for flere undergrundsgrupper og er selv guitarist i andre.

»Lige nu er jeg i gang med et støtteprojekt for Dansk Handicapforbund. To af mine venner, Søren, som er blind, og Hans Jørgen, der er dværg og dårligt gående, kom og spurgte, om jeg ikke ville hjælpe dem. De har et band, der hedder Genetic Outlaws, og de fik sat mig sammen med Povl Dissing. Vi skal lave en ny udgave af hans gamle nummer "Den grimmeste mand i byen", og jeg har virkelig lavet en punket version,« fortæller Peter Peter.

Det er stadig avantgarden, musikerens hjerte brænder for.

Københavns hjerte

Peter Peters julegave til København har da også et kontroversielt tilsnit. Han vil nemlig frede en af København mest forhadte bygninger.

»Jeg kan ikke finde på noget, som København mangler. Men jeg elsker HT-terminalen på Rådhuspladsen. Så mit juleønske for København er, at den sorte monolit bliver fredet,« siger Peter Peter, der mener, at terminalen befinder sig midt i Københavns hjerte.

»Man skal stå på Rådhuspladsen og kigge mod Rådhusets indgang med terminalen i ryggen. Man skal stå til venstre, så man flugter med Frihedsstøtten, og på venstre hånd ligger Strøget. Lige præcis dér ligger Københavns hjerte.«

Hvorfor?

»Det gør det bare. Og da terminalen rejste sig, blev det ligesom forstærket. Så politikerne skal holde op med at tænke på at rive den ned,« fastslår Peter Peter, der har boet i København hele sit liv.

»Jeg føler mig ét med min by, når jeg står der. Og jeg elsker København. Jeg hiver folk med derhen, og så får jeg dem til at mærke Københavns hjerte,« siger han.

Peter Peter er vokset op på Østerbro, og det var trapperne på Randersgade Skole, der for alvor fik ham i gang med en fysisk krævende fritidsbeskæftigelse.

»Jeg er faldet ned ad de trapper gennem hele min skoletid. Jeg ville være stuntman og begyndte derfor at gå til judo. Og den dag i dag er jeg ret god til at falde ned fra scener. Der sker mig ingenting. Jeg blev sgu' københavnermester i judo som 14-årig,« siger Peter Peter, der på det tidspunkt også købte sin første guitar. En lyserød sag, der i tatoveret udgave kan ses på hans venstre overarm.

Københavns dødsrute

Det er ikke smarte receptioner eller forpremierer, der trækker Peter Peter ud i byens gader. Han hader at være steder, hvor mange folk er samlet, og er aldrig i humør til smalltalk og pindemadder.

»Jeg kan meget bedre lide at gå tur i byen. Jeg har min helt egen dødsrute, hvor jeg krydser Strøget flere gange. Jeg starter inde i Pisserenden. Her lægger jeg ud med en tur i pladebutikkerne, og så går jeg altid i Fantask og køber blade. Bagefter besøger jeg alle boghandlerne omkring Købmagergade og går ned til Åge Jensen i Åbenrå og kigger på guitarer. Jeg slutter af i Filmhuset, her kan jeg hænge i timevis i boghandelen,« fortæller han.

Men Frederiksberg Have er også et sted, hvor man kan støde ind i Peter Peter.

»Lulu og jeg løber ofte en tur ned ad Alleen og rundt i haven,« siger han.

Har I så det samme joggingsæt på?

»Nej, nej, nej. Vi har ikke joggingtøj som sådan. Jeg har et par sorte bukser og en hættetrøje. Men jeg har altid en T-shirt uden på trøjen. En Iggy Pop eller Charles Manson T-shirt.«

julie.moestrup@jp.dk