Fortsæt til indhold
Indland

Færre sigtes for overgreb på børn

Mens samarbejdet mellem kommunerne og politiet intensiveres for at undgå store sager om misbrug af børn, er antallet af sigtelser for overgreb faldet.

HANNE FALL NIELSEN og CARSTEN ELLEGAARD

På trods af at kommunerne, politiet og Socialministeriet har skærpet fokus på seksuelt misbrug af børn efter en række grove sager, er der sket et markant fald i antallet af sigtelser, som politiet rejser om børnemisbrug. Det viser tal fra Rigspolitiet.

I 2010 blev der i alt rejst 476 sigtelser. I 2011 faldt tallet til 383. Sigtelser for samleje med børn under 15 år er gået fra 146 i 2009 over 160 i 2010 til 117 sidste år.

Tallene vækker forundring hos flere fagfolk.

»Min fornemmelse har været, at vi fik flere anmeldelser, så en dybere forklaring på at antallet falder, kan jeg ikke give. Man er nødt til at se på den enkelte sag for at finde en forklaring. Dog kan det handle om, at vi er blevet bedre til at se, hvornår der er en sag og baggrund for at rejse en sigtelse,« siger politiinspektør Per Heide Sørensen, Midt- og Vestsjællands Politi. Han står i spidsen for et samarbejde på området mellem kommuner og politiet på Vestsjælland.

Jane Findahl (SF), formand for børne- og kulturudvalget i kommunernes forening, KL, kalder udviklingen i sigtelser for »stærkt interessant«.

»Jeg håber, at faldet i sigtelser skyldes, at kommunerne er blevet hurtigere til at gribe ind i tide og dermed undgå, at børn bliver misbrugt seksuelt,« siger hun og peger på, at de senere års grove sager har åbnet øjnene hos mennesker, der arbejder med børn.

Mere kontrol

Formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, siger, at han håber og tror, at det faldende antal sigtelser skyldes, at der er mere kontrol med personer, der frivilligt eller professionelt arbejder med børn.

»Der er ingen tvivl om, at kommunerne fik noget af et wake-up call med de store, spektakulære sager, og mange steder er man gået i gang med systematisk uddannelse, så lærere og pædagoger bliver skarpere til at aflæse børns signaler på, at noget er galt,« siger Peter Albæk.