Cyklister med musik i ørerne lever farligt
En undersøgelse dokumenterer for første gang, at cyklister med musik i ørerne har større risiko for at komme ud for en ulykke end dem, der har ørerne fri og kan høre den øvrige trafik.
Når du sætter dig op på cyklen i morgen tidlig for at køre på arbejde og sætter høretelefonerne med musik i ørerne, så tænk dig om en ekstra gang, for det øger risikoen for, at du kommer ud for en ulykke. Og overvej måske, om det er klogt at lade dine børn høre musik, når de cykler i skole, for de er i endnu større fare for at komme galt af sted.
I tak med at størrelsen på musikafspillere og mobiltelefoner er blevet mindre, kører stadig flere af os rundt med musik i ørene på cykelstierne. Nu dokumenteres det for første gang, at det øger risikoen ulykker.
Størst risiko i storbyen
Har man musik i ørerne, taler i mobiltelefon eller sms'er, er risikoen mindst 1,4 gange større for at komme galt af sted i forhold til cyklister, der ikke hører musik eller bruger mobiltelefonen. Unge mellem 12 og 17 år har mere end dobbelt så stor risiko for at blive involveret i en cykelulykke som dem over 35 år. Og kører man med musik i ørerne i storbyer, er risikoen hele 2,5 gange større.
Det viser en undersøgelse fra DTU Transports hollandske søstertjeneste, SWOV.
»Det er mig bekendt første gang, at det dokumenteres, at det øger risikoen for uheld at cykle med musik i ørerne eller bruge mobiltelefon,« siger Mette Møller, seniorforsker på DTU Transport.
»Man bruger hørelsen til at orientere sig i trafikken, f.eks. om der kommer en lastbil eller et udrykningskøretøj bagfra. Hvis man har musik i begge ører, lukker det trafikstøj ude, og dermed mister man en vigtig orienteringssans. Det fjerner en del af opmærksomheden, og manglende opmærksomhed er en af de hyppigste årsager til ulykker,« siger Mette Møller.
De fleste teenagere
Af de 2.553 cyklister, der har deltaget i den hollandske online-undersøgelse, lytter 15 pct. hver dag eller næsten hver dag til musik - blandt de 12-17-årige er det tre af fire. En af 20 cyklister havde inden for det seneste år været involveret i et cykeluheld, og 9 pct. af cykeluheldene med personskade skyldtes, at cyklisterne enten havde hørt musik eller brugt deres mobiltelefon.
Undersøgelsen viser også, at de unge ikke er så tilbøjelige som de ældre til at tilpasse deres adfærd efter omstændighederne, f.eks. ved at skrue ned for musikken eller tage høretelefonerne helt af, når de kører steder, hvor trafikken er særlig tæt eller farlig, f.eks. i myldretiden i den indre by.
Som at køre i en osteklokke
»Der viser sig med undersøgelsen et behov, som vi ikke har haft tidligere, for at informere især de unge om, at de ikke bør cykle med musik i ørerne, tale i mobiltelefon eller sende sms'er. I hvert fald ikke, når de kører steder med megen trafik,« siger Mette Møller.
Hun mener, at de unges brug af musik og mobiler i trafikken kan være en ny måde at færdes i trafikken på, og at en hel generation af unge tager vanerne med sig, hvis ikke f.eks. forældre og skole advarer dem om, at det er farligt.
Fraråder på det kraftigste
I Danmark er der ikke foretaget tilsvarende undersøgelser, men en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik fra 2009 viser, at 9 pct. af knap 1.200 adspurgte cyklister altid eller ofte cykler med musik i ørerne.
»Når man udelukker høresansen, har man svært ved at orientere sig i trafikken, og vi frarådet på det kraftigste, at man hører musik, når man cykler,« siger Søren Troels Berg, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Lignende råd kommer fra politikommissær Mogens Knudsen, Københavns Politis færdselsafdeling.
»Flere og flere kører med musik i ørerne, men så kører man jo i en osteklokke. Mange gange, når vi kommer med udrykning, og vi selv er ved at få blæst ørerne ud, hører de ikke en kæft,« siger Mogens Knudsen.
»Når vi kommer ud til færdselsuheld, ser vi ofte, at folk har propperne i ørerne, men om det har været årsagen til uheldet, ved vi ikke.«
Prøv at nøjes med ét øre
I sit arbejde med dybdeanalyser af ulykker ser Havarikommissionen for Vejtrafikulykker cyklister, der er kommet galt af sted på grund af musik i ørerne.
»Vi har eksempler på cyklister, der har haft hørebøffer på eller snakket i mobiltelefon og ikke har observeret andre trafikanter og derfor har foretaget sig noget tåbeligt og er endt i en ulykke,« siger kommissionens formand, Sven Krarup Nielsen.
Jens Lauritsen, overlæge og leder af Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital, siger, at man har forsøgt at få forulykkede cyklister til bagefter at fortælle, om de kørte med musik i ørerne, da de kom til skade. Men uden held.
»De ved jo godt, at hvis vi dokumenterer, at de har kørt med hørebøffer på, står de i en forsikringsmæssigt helt anden situation, så det er ekstremt svært at dokumentere,« siger Jens Lauritsen, der kalder det almindelig logik, at det øger risikoen for at komme til skade, når man udelukker lydene fra den øvrige trafik.
Eksperterne siger, at hvis man vil høre musik på cykel, skal man nøjes med at have musik i det ene øre, så man kan høre trafikken med det andet.
LÆS OGSÅ: DF: Musik skal ud af cyklisternes ører