Farvel til den store rorgænger
SF's formand gennem 17 år, Gert Petersen, blev i dag bisat fra Vestre Kirkegård i København
Familie, venner og partifæller var mødt op på Vestre Kirkegård i København for at vise den markante venstrefløjspolitiker, Gert Petersen, en sidste ære ved hans bisættelse i formiddags.
Den 81-årige politiker, som var SF's formand gennem 17 år, døde nytårsnat.
Politikere fortalte anekdoter
Omkring 350 personer havde ifølge Ekstra Bladet fyldt kapellets bænke ud, da Gert Petersens to sønner, Kim og Lars-Bo, kort bød velkommen. Herefter overtog politikerne Pernille Frahm, Holger K. Nielsen og Svend Auken med anekdoter og fortællinger om deres kollega.
Her blev han blandt andet beskrevet som en god ven, der forstod at lytte og en belæst mand, der tilhørte eliten. Den tidligere SF-formand, Holger K. Nielsen, beskrev Gert Petersen, som den der har haft størst betydning for hans politiske udvikling.
Der var ikke mange blomster, da ønsket var, at pengene i stedet skulle gå til en nyoprettet Gert Petersen-mindefond.
Røde flag og sange
Efter talerne og de socialistiske sange som ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Som ofre i segnes i klassernes strid”, blev kisten båret ud af kirken af blandt andet Gert Petersens to sønner. Udenfor ventede partifæller, der sendte Gert Petersen på hans sidste rejse med et espalier af røde flag.
Efter bisættelsen mødtes mange i Politikens Hus, hvor der blev holdt en mindehøjtidelig, og SF's nuværende formand, Villy Søvndal, holdt en tale.