Slut med parkering ved Skuespilhuset
Parkeringspladserne ved Skuespilhuset bliver sløjfet af Det Kongelige Teater, efter at kommunens forbud opretholdes.
Naturklagenævnet har givet Københavns Kommune medhold i, at parkeringspladserne på Kvæsthusmolen kan forbydes.
Det Kongelige Teater lukker derfor parkeringspladsen.
”Vi tager naturligvis Naturklagenævnets afgørelse til efterretning og lukker den midlertidige parkeringsplads. Vi synes, det er beklageligt, at vore gæsters mulighed for at parkere nær ved Skuespilhuset nu forringes, men omvendt har vi ikke på noget tidspunkt betragtet den grusbelagte parkeringsplads på Kvæsthusmolen som en permanent tilfredsstillende løsning," siger teaterchef Eric Jacobsen.
Nej til parkering
Det Kongelige Teater har etableret parkeringspladsen på Kvæsthusmolen som midlertidig foranstaltning. Den blev oprindeligt forbudt af kommunen, og derfor klagede teatret til Naturklagenævnet.
Nævnet har nu besluttet, at anvendelsen ikke er i overensstemmelse med den gældende lokalplan, og at kommunen er berettiget til at modsætte sig parkeringspladsen.
Håb om P-kælder
Eric Jacobsen håber fortsat, at planerne om et underjordisk parkeringsanlæg, som Fonden Realdania har tidligere tilbudt kommunen, kan realiseres. Naturklagenævnet har ikke forholdt sig til disse planer.
"Vores ønske er fortsat at være med til at skabe gode kår for såvel vore gæster som beboerne i området, og det mener vi bedst vil kunne ske ved, at der bygges et underjordisk parkeringsanlæg under Kvæsthusmolen med en kapacitet, der gør, at de parkeringspladser, der i dag er langs Nyhavn, på Skt. Annæ Plads og på Kvæsthusmolen, kan nedlægges," siger han.
Teaterchefen holder ligeledes liv i håbet om, at planerne om både en havnepark og en bro til Operaen bliver til noget.
Kommunen har imidlertid sat sig imod etableringen af et underjordisk parkeringsanlæg på Kvæsthusmolen og strides i øjeblikket med Kulturministeriet om den beslutning.