Visitation er normen på Christiania
Myndighederne har i løbet de seneste 12 måneder forvandlet en undtagelse fra retsplejeloven til gældende hovedregel på Christiania.
Siden den 22. august sidste år har fristaden i ni måneder været omfattet af de såkaldte visitationszoner, der ekstraordinært giver politiet lov til at gå i borgernes lommer uden - som loven ellers kræver - at have en konkret mistanke mod den enkelte.
Det viser en gennemgang, som Ritzau har foretaget af samtlige visitationszoner, som Københavns Politi har oprettet siden januar 2007.
Det er problematisk, mener professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard.
- Det er stærkt betænkeligt at opretholde en visitationszone i det uendelige. Visitationszoner medfører en risiko for misbrug, blandt andet fordi der ikke er faste regler for, hvad man gør, hvis man finder andre ting i borgernes lommer end det, man ledte efter, siger Jørn Vestergaard.
Han pointerer, at visitationerne kan opleves som grov chikane.