Udblik: Den Sorte Bog

Husker De skuespilleren Peter Jerndorff? De ved, ham, der var søn af divisionskvartermester Andreas Jerndorff (død 1863) og hustru Caroline F. Jones (død 1880). Ham, der var gift med Amalie Jerndorff. De ved, hende, der var datter af vekselerer Edvard Lorentzen (død 1886) og hustru Amalie, født Tholstrup (død 1898). Peter blev student fra Metropolitanskolen i 1861, han var frivillig i krigen i 1864, hvor han opnåede rang af løjtnant, han debutterede på Det Kongelige Teater den 17. februar 1871, knap otte år efter faderens død, i rollen som Aage i forestillingen Mester & Lærling, og han blev fuldgyldig kongelig skuespiller i 1890. Han boede i Herluf Trolles Gade 5. Ham må De da kunne huske.

Ikke?

Hvad så med grev William Schulin-Zeuthen? De ved, hofjægermesteren og lensbesidderen, der blev født den 25. oktober 1852 i Holsten som søn af hofjægermester og greve William Schulin og hustru, komtesse Ida Holch. Han var gift med Christine, født Harhoff, besad baroniet Zeuthen og boede i Malmøgade 6 på Østerbro i København. Ham må De da erindre.

Nej?

Jamen hvad så med pianistinden Agnes Adler for pokker? Hun var datter af musiklærer C. E. Hansen, som tillige stod for hendes uddannelse i selskab med Edward Neupert. Agnes studerede ved Musikkonservatoriet i tre år og boede i Gothersgade 167. Hende kan De umulig have glemt?

Og dog. For det er jo et par dage siden, disse tre fine mennesker vandrede iblandt os. Alligevel forestiller jeg mig, at de må have sat deres aftryk i vor fælles bevidsthed, idet de alle var optagne i den første udgave af Kraks Blå Bog, da den kom på gaden for 98 år siden i 1910.

Dengang var der blot 3.000 fine mennesker i Danmark. Optagelseskriterierne var dengang som nu, at man skulle være fremtrædende inden for dansk kunst, erhvervsliv, forskning og administration, og når man var indenfor, så blev man der, indtil man døde – med mindre man da fik en dom for et eller andet, for så forsvandt man ud af Den Blå Bog hurtigere, end De kan nå at sige P.A. Alberti og Klaus Riskær Petersen.

I dag er der 8.019 fine mennesker i Danmark. Nyoptagne i Den Blå Bog 2008 er chefredaktør Arne Notkin, direktør Keld Jersild Olsen og advokat Jakob Lund Poulsen. For blot at nævne et par stykker af de 219 nye fine danskere. Der er tillige operasangeren Ann Petersen, filmproducenten Michael Obel og protokolchefen Jette Nordam. Og nu sidder De muligvis og tænker: Hvad dælen er en protokolchef?

Men det er, fordi De ikke ved bedre, og når man er nødt til at stille den slags spørgsmål, så er det også forklaringen på, at man ikke selv er derinde mellem de 8.019 fineste i Danmark.

For vi er stadig nogle, som ikke er der. Helt præcis er der 5.467.772 danskere, som ikke er fine nok til at være derinde i den blå varme, og for os er der ikke andet at gøre end at vente og håbe. Vente på, at tiden går, og håbe på, at man på en eller anden måde modnes og springer ud i en grad, så redaktionen bag Kraks Blå Bog får øje på én. Og nu skriver jeg Kraks Blå Bog, hvilket strengt taget ikke er helt nøjagtigt, idet forlaget Gad i år har overtaget udgivelsen af værket, og det svarer lidt til, at Netto begyndte at sælge kongeligt porcelæn ovre ved spotvarerne, men således forgår alverdens herlighed jo, og vi må skifte med tiden og rette os ind efter forholdene, som man siger.

Og vente og håbe. Vente og håbe. Vente og håbe.

Og hvis det så sker en skønne dag, at man kommer derinde, så beder jeg til, at man ikke spytter Gads Blå Bog i ansigtet, som teaterdirektør Kitte Wagner fra Nørrebros Teater gjorde det over for Ritzau, da hun i torsdags blev bedt om en kommentar til sin optagelse:

»Det betyder meget lidt for mig,« sagde Kitte Wagner og fortsatte, »mit forhold til Krak er, at man slår op på et kort og finder ud af, hvor man bor. Spørgsmålene, man skulle udfylde, er ikke særlig nyttige. Hvad laver mine forældre? Ja, de var skolelærere, og det er der ikke meget “von navn” over.«

Det er den slags mennesker, som ødelægger det for de 8.018 andre derinde i den blå varme. For det kan da godt være, at Kittes mor og far kun var skolelærere, men så kunne man måske gøre sig den ulejlighed at hitte på et eller andet andet, som de kunne have været. Ballonskippere eller hofjægermestre eller i det mindste protokolchefer. Det er jo ikke så afgørende, at det passer. Bare det er fint. Og selvfølgelig betyder det noget for Kitte Wagner. Hun er nu blandt de fineste i riget, og hvis hun blot holder sigøjnersnitterne fra svinemørbraden nede i Fakta, så kan hun blive der, indtil hun dør.

Udødelighed, Kitte Wagner. Udødelighed. Eller i hvert fald noget, der ligner. Vi andre 5.467.772 er ingenting. Vi er nuller, og vi vil forblive nuller. Småbitte tandhjul i det mægtige maskineri, der kaldes Historien. Mens I er akslerne, der driver selve Værket. I er de fine. De Blå. De næsten så godt som udødelige.

Og det er muligvis det allertristeste ved hele denne affære. At selv de fineste af vore fine vil blive glemt før eller siden. Ligesom vi andre er det allerede i levende live, vil også de fine en dag smuldre bort fra den kollektive eridring ligesom Peter Jerndorff og William Schulin-Zeuthen og Agnes Adler. Af de 8.019 i Gads Blå Bog anno 2008 vil man om 250 år næppe huske mere end højst tre. Og sandsynligvis kun én. Og det vil være Kim Larsen.

Resten vil være glemt. Hofjægermestre, protokolchefer og landsretssagførere. Hele bundtet. Døde og borte og uigenkaldelig glemt.

Det luner lidt herude i kulden. Eller som Kim Larsen så rigtig formulerer det i den reelt udødelige sang This Is My Life:

This is my life And I don't care.