Fortsæt til indhold
Indland

Cykelløb med bare numser

Cykelglæden fejres i weekenden med cykelløb over hele landet. I København sætter cyklisterne sig i sadlen uden tøj på.

Dansk Cyklist Forbund afholder den årlige mærkedag, Store Cykeldag, på søndag den 8. juni. Som noget nyt kan cyklisterne i København forsøge sig med disciplinen nøgencykling.

Organisationen World Naked Bike Ride står bag én af cykeldagens 100 ruter. Siden 2004 har organisationen samlet nøgne cyklister verden over i demonstrationer mod samfundets afhængighed af olie.

I København smider cyklisterne tøjet i protest mod ensretning af kropsopfattelsen, forklarer turleder Ernalise Royer.

"Den standardiserede menneskekrop, som vi bliver bombarderet med i form af reklamesøjler på gaden, på tv og i film og aviser, påvirker ikke mindst børn, som tror, at de er forkerte, hvis de ikke ser sådan ud. Virkeligheden er bare en anden, og vi vil gerne være med til at vise naturligheden og vise, at man godt kan være stolt af sin krop, selvom den ikke afspejler det univers, som reklamerne viser," siger hun.

Det naturlige look luftes på Refshaleøen i København, og alle er velkomne til at cykle med, så nøgne som de tør. Det oplyser Dansk Cyklist Forbunds projektleder Rikke Ravn, der lægger vægt på, at cykling er for alle.

"Man behøver ikke at være toptrænet eller i perfekt form for at deltage. Der er plads til alle – også de modige som smider tøjet," siger Rikke Ravn.

Der arrangeres nøgencykelture både lørdag og søndag i København.

Se også: Bycyklen er tilbage