Dommens dag

De 12 nævninge havde været isoleret fra offentligheden, deres familier, tv, radio og aviser i fem døgn, mens de voterede i enrum. Nætterne var tilbragt under politibeskyttelse på Hotel Østerport få hundrede meter fra Østre Landsret.

De fem kvinder og syv mænd var samlet i landsrettens voteringsværelse og havde meddelt, at de nu var færdige med at diskutere.

Afgørelsens time var kommet. Nu skulle regnskabet med Blekingegadebanden med kontakter til international terrorisme gøres op.

Dommens dag. En dag fuld af overraskelser og kontroversielle beslutninger, som skulle sende chokbølger gennem det danske retsvæsen og stille spørgsmål ved hele nævningesystemets legitimitet i mange år efter.

Klokken var 14.07. Alle var samlet i retssal 1, undtagen nævningene. De syv tiltalte, deres advokater, anklagerne, de tre juridiske dommere, journalisterne, tilhørerne. Retssalen var stoppet med mennesker.

Så kom nævningene ind og satte sig på stolene bag skranken. Alles øjne var rettet mod nævningenes ordfører, en høj mand. Det var ham, der skulle aflevere nævningenes svar.

Var de syv medlemmer af Blekingegadebanden skyldige eller ikke skyldige i de alvorlige anklager, der kunne sende dem mange år i fængsel?

Nævningene kunne i vidt omfang dømme de tiltalte som krævet af anklageren. Det var det klare signal i retsformanden, landsdommer Bent Otkens retsbelæring til nævningene.

Han mente dog, at der ikke var tilstrækkelige beviser til, at nævningene kunne dømme nogen for drabet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen. Han blev dræbt under røvernes flugt fra postkuppet i Købmagergade.

Presset for at få dømt drabsmanden var massivt, men anklageren, statsadvokat H. C. Abildtrup, havde ikke kunnet udpege ham, og han havde heller ikke kunnet bevise, at bandemedlemmerne på forhånd havde aftalt at skyde efter forfølgere for at dræbe.

Nævningene kunne vælge at blæse på retsformandens mening og kende dem skyldige kollektivt i mord som krævet af anklageren.

Men retsformanden havde gjort det meget klart, hvad der så ville ske. Så ville de juridiske dommere trække i nødbremsen og forkaste nævningenes afgørelse.

Afgørende var derfor, hvordan nævningene ville bedømme sagens mest alvorlige forhold næst efter drabet - forsøget på at kidnappe den svenske milliardærsøn Jörn Rausing for at skaffe PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, 25 mio. dollars svarende til 280 mio. kr.

Strafferammen var på 12 års fængsel, men hvis banden blev hængt op på kidnapningsforsøget, kunne straffens forhøjes med indtil det halve på grund af særdeles skærpende omstændigheder. Dermed kunne de tiltalte sendes op til 18 år i fængsel.

De juridiske dommere ville dømme banden, fordi de ikke troede på forklaringerne om, at de frivilligt opgav kidnapningen på grund af moralske skrupler.

Men afgørelsen var nævningenes og kun deres, da de juridiske dommere ikke kunne blande sig i spørgsmålet om skyld. Det var nævningenes suveræne ret at afgøre.

Nævningenes ordfører rejste sig op. Retsformanden læste spørgsmålene op.

Var de tiltalte skyldige?

Mestertræk af forsvaren
Spændingen i den tætpakkede retssal steg, i takt med at nævningenes ordfører svarede »Ja« eller »Nej« med mere end 7 stemmer.

Der var 77 spørgsmål, og nævningeordføreren havde lige sagt »Ja« til spørgsmål 34, om Niels Jørgensen var skyldig i kidnapningsforsøg.

Alle i retssalen ventede i åndeløs spænding på nævningeformandens svar på det næste spørgsmål, nr. 35.

Retsformanden læste det op:

»Er tiltalte Niels Jørgensen (…) straffri (…) i det beskrevne forhold, idet han frivilligt og ikke på grund af tilfældige hindringer for gerningens udførelse afstod fra iværksættelsen af gerningen og hindrede forbrydelsen eller foranledigede, at forbrydelsen ikke blev fuldbyrdet?«

For almindelige mennesker et abstrakt og yderst kompliceret juridisk spørgsmål, for de tiltalte forskellen på 10 og 18 års fængsel. Forholdet havde fyldt umådelig meget under sagen.

Niels Jørgensen havde konstant været i problemer under domsforhandlingen, men havde fået pustet nyt liv i håbet, da han fik Thomas Rørdam som ny forsvarer.

Den unge og relativt ukendte advokat var sent under domsforhandlingen kommet ind i sagen, da Niels Jørgensens forsvarer brød sammen i retten og meldte fra.

Rausing-forholdet var for længst behandlet, da Thomas Rørdam gjorde sin entré, men scenen gjorde han til sin med en præstation, der imponerede alle.

I 11. time, da bevisførelsen var slut, havde Thomas Rørdam foretaget sit mestertræk. Han krævede, at nævningene ikke alene skulle dømme efter de danske regler, men også efter de svenske regler om forsøg og frivillig tilbagetræden, da kidnapningen skulle være sket i Lund i Sverige.

Thomas Rørdam havde på alle forsvarernes vegne gennemgået de danske og svenske regler for nævningene. Det var sket med overbevisende sikkerhed og stringens.

Var det lykkedes ham at gøre forståelsen af reglerne så uklar, at nævningene var blevet fuldkommen rundtossede og ikke turde andet end at lade de tiltalte slippe for straf?

Retsformanden havde gjort sit for at bringe eventuelt forvirrede nævninge tilbage på sporet og samtidig forsøgt at skære reglerne ud i pap for dem.

Ingen straf for kidnapningsplan
Bent Otken og hans meddommere ville dømme de tiltalte. De troede ikke på de tiltaltes forklaring om, at de opgav kidnapningen den 7. januar 1995 om morgenen, fordi de i timerne forinden kom på bedre tanker.

Det var denne forklaring, som kunne redde dem, for hvis de frivilligt havde opgivet planen, var der i juridiske termer tale om frivillig tilbagetræden, og dermed ville straffen bortfalde.

Men Bent Otken havde fremhævet de tiltaltes delvis modstridende forklaringer og deres forskellige angivelse af det tidspunkt, hvor de påstod, at de opgav projektet.

Peter Døllner havde f.eks. forklaret, at projektet blev opgivet på grund af ”tekniske vanskeligheder”, han havde også forklaret, at det var aftalt, at man ikke skulle kidnappe Jörn Rausing, hvis hans kæreste var i lejligheden 7. januar 1985. Ingen af disse grunde kan begrunde, at straffen bortfalder. Peter Døllner havde ændret forklaring i landsretten, så den kom til at minde om de øvrige tiltaltes om, at de opgav på grund af moralske skrupler.

Over for påstanden om, at man opgav planen hin januarmorgen, fordi man kom på bedre tanker, havde retsformanden fremhævet en stribe forhold, som talte imod dette.

Drejebogen var blevet bevaret, lejemålet af hytten i Norge, hvor gidslet skulle skjules, var blevet forlænget frem til juli samme år, og så sent som i 1987 indsamlede man oplysninger om Rausing-familien.

Dertil kom to vidneudsagn, som retsformanden betegnede som sikre. Det ene vidne havde set to mænd, hvoraf i hvert fald den ene talte dansk, observere uden for Jörn Rausings lejlighed så sent som i maj 1985, flere måneder efter at de tiltalte påstod at have opgivet planen.

Desuden havde Jörn Rausings kæreste været på skiferie hele julen og kom først tilbage til Lund, dagen før at kidnapningen skulle være sket.

Endelig havde retsformanden gjort opmærksom på, at ingen af de tiltalte i indenretlige forhør i byretten havde nævnt kæresten.

Retsformanden havde sagt det meget klart til nævningene:

Hvis de tiltalte opgav, fordi de opdagede, at Jörn Rausings kæreste pludselig var i lejligheden, var der ikke tale om frivillig tilbagetræden, og dermed kunne de tiltalte ikke være straffri.

Men lige meget hjalp det.

»Ja,« lød svaret fra nævningenes ordfører på spørgsmålet, om straffen for Niels Jørgensen skulle bortfalde.

Siden fulgte identiske afgørelser for de øvrige fem medlemmer af banden. De slap også for straf for kidnapningsforsøg.

De tiltalte viste ikke, hvordan de reagerede.

Statsadvokat H. C. Abildtrup var rød i ansigtet og gumlede løs på sin spritpen. Lige så chokerede var de politifolk, der fulgte sagen i retten.

»Vi var lamslåede over, at de kunne slippe for straf for noget så groft. Det var simpelthen ikke til at forstå,« husker en af politimændene.

Statsadvokat sendt til tælling
Politi og anklagemyndigheden havde tabt det måske bevismæssigt stærkeste forhold på gulvet med et brag. Statsadvokaten var sendt til tælling af en forsvarer, der kom med på afbud.

Men det skulle blive endnu værre.

»Nej,« lød det igen og igen fra nævningeordføreren som svar på spørgsmålene, om de tiltalte var skyldige i røverier med klar forbindelse til deres dæklejlighed i Blekingegade. Rullestolskuppet i Herlev i 1985 og julekuppet i Daells Varehus i 1986. Alle blev frifundet i begge forhold.

Anklageren havde krævet Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weimann dømt for røverierne, fordi de havde nøgler til dæklejligheden i Blekingegade, hvor der blev fundet spor fra kuppene.

Men det var ikke nok til at dømme dem, havde Bent Otken sagt i sin retsbelæring. Anklagerens ”nøgleteori” - at de, der havde nøgler til dæklejligheden, skulle dømmes, fordi lejligheden alene blev brugt til kriminelle aktiviteter - var blevet forkastet af først retsformanden og nu nævningene.

Der skulle være individuelle beviser mod hver enkelt, for at de kunne dømmes.

Spændingen i retssalen steg igen, da de sidste spørgsmål skulle besvares. Var de tiltalte skyldige i Købmagergade-røveriet?

»Ja,« lød svaret fra nævninges ordfører.

Selv om Niels Jørgensen og Jan Weimann havde nægtet sig skyldige, var beviserne mod dem så overvældende, at nævningene forkastede de tiltaltes forklaringer. Carsten Nielsen og Torkil Lauesen havde som de eneste tilstået.

Men ingen af dem havde erkendt sig skyldige i drabet på politibetjent Jesper Egtved Hansen under flugten fra det 13 mio. kr. store kup.

Det var ikke lykkedes anklageren at pege på én af dem som drabsmand, så i stedet krævede han dem dømt kollektivt.

Når de havde aftalt at tage et haglgevær, oversavet i både skæftet og løbet, med for at skyde med meget kraftige hagl efter en forfølgende bil, måtte de indse, at det med meget stor sandsynlighed kunne koste et menneske livet, havde anklageren argumenteret.

Men synspunktet var blevet afvist af de juridiske dommere. I retsbelæringen havde retsformanden fastslået, at drabsmanden havde tilknytning til Blekingegade, men at det ikke var bevist, hvem det var.

De to, som havde tilstået at have deltaget i røveriet, havde forklaret, at det var en ulykke - at det ikke var meningen at skyde for at dræbe: Aftalen mellem røverne var, at man skulle skyde et skræmmeskud eller skyde efter dækkene på en forfølgende bil for at stoppe den.

Der var ikke tale om noget sigteskud, havde retsformanden sagt med henvisning til politiets fornyede tekniske undersøgelser af gerningsstedet i Købmagergade.

»Alligevel ville måske gerningsmandens kendskab til våbnet og den kraftige ammunition kunne begrunde en antagelse af, at han i gerningsøjeblikket måtte anse politibetjentens død som en sikker eller i hvert fald overvejende sandsynlig følge af skuddet,« sagde Bent Otken.

Havde anklageren kunnet udpege drabsmanden, som sad foran i flugtbilen ved siden af chaufføren Carsten Nielsen, kunne denne med andre ord dømmes for drabet.

Kollektiv straf blev afvist
Men det var ikke lykkedes for anklageren at udpege drabsmanden, og de juridiske dommere havde heller ikke kunnet tilslutte sig anklagerens argumenter for at dømme bandemedlemmerne kollektivt. Det var sket med følgende ord:

»Det må imidlertid efter de juridiske dommeres opfattelse efter alt foreliggende, herunder den hurtige udvikling af begivenhedsforløbet i Købmagergade, anses for overvejende betænkeligt at antage, at gerningsmændene til røveriet har været indforstået med, at man eventuelt skulle skyde med overvejende risiko for at dræbe en eventuel forfølger.«

Denne gang fulgte nævningene anbefalingen fra de juridiske dommere, men set under ét havde nævningene i vidt omfang frifundet de tiltalte i stribevis af forhold, hvor de juridiske dommere ville have dømt de tiltalte.

Nævningene havde dog, som anbefalet af de juridiske dommere, fundet de tiltalte skyldige i et røveriforsøg mod Amagerbanken. Også her havde de tiltalte krævet, at straffen skulle bortfalde, men det havde nævningene afvist.

Da banden nu var skyldig i både et røveriforsøg og kuppet i Købmagergade, kunne nævningene forhøje straffen med 50 procent.

Med en strafferamme for røveri på 10 års fængsel kunne banden således idømmes op til 15 års fængsel.

Men nævningene mente ikke, at der forelå »særdeles skærpende omstændigheder« og afviste at forhøje strafferammen. De tiltalte kunne dermed maksimalt idømmes 10 års fængsel.

Statsadvokaten havde været meget selvsikker i sin procedure. Hvorfor overhovedet stille spørgsmål, om straffen skal forhøjes, når straffen for drab er livstid?

»Der er en spinkel risiko for, at nævningene og retten vil sige nej til drab, og det er kun, hvis vi kommer i den situation, at nævningene skal svare på spørgsmålet,« havde anklageren sagt.

Nu havde han lidt nederlag i begge spørgsmål.

Nævningene ville ikke dømme for drab, og de ville heller ikke forhøje straffen.

En skuffet anklager
Da nævningenes ordfører satte sig ned efter at have svaret på de 77 spørgsmål, brød de tiltalte ud i jubel og omfavnelser.

Peter Døllner, som havde forladt banden i 1995, græd af glæde og omfavnede sin familie på tilhørerpladserne. Han havde siddet varetægtsfængslet i to år og skulle kun straffes for våbenhæleri og dokumentfalsk, så hans straf var allerede udstået med den tid, han havde siddet. Statsadvokaten løslod ham straks. Klokken var 14.37.

Torkil Lauesen og Carsten Nielsen omfavnede hinanden, Niels Jørgensen tog dommen med et smil, mens Jan Weimann tungt pustede luften ud.

Hans lillebror Bo Weimann stod lang tid og stirrede forstenet frem for sig. Som den eneste var han blevet kendt skyldig i at have oprettet den såkaldte Z-file - et arkiv med oplysninger om borgere, virksomheder og organisationer i Danmark med sympati for Israel - og dermed sat PFLP's efterretningsvæsen i stand til at operere på dansk jord. Fire af hans kammerater havde bidraget til kartoteket, men de var - stik imod opfordringen fra de juridiske dommere - blevet frifundet i forholdet.

De juridiske dommere forlod retten, men efter få minutter kom de tilbage med besked om, at de accepterede nævningenes afgørelser.

Skuffelsen lyste ud af anklageren, der med sammenbidt mine hastede forbi journalisterne.

»Jeg kommenterer aldrig en retsafgørelse. Jeg har ingen kommentarer,« lød det knapt fra H. C. Abildtrup.

Århundredets retssag, som politiet havde sat alt ind på at opklare, var stykke for stykke faldet fra hinanden og endt i en fiasko.

For de tiltalte var det tavshedens triumf. De dækkede over hinanden og ville kun udtale sig om sig selv. De tilstod i det omfang, beviserne var overvældende, hvor der var tale om forældelse, eller risikoen for straf var beskeden.

Højst 10 års fængsel
Allerede før nævningesagen havde statsadvokaten opgivet at tage nogle af de oprindelige sigtelser med i anklageskriftet, bl.a. en kidnapning i Glostrup, et røveri ved Vesterport og en sigtelse for overtrædelse af straffelovens terrorparagraf, 114, ved at have støttet PFLP. Navnlig den sidste sigtelse havde han fået meget offentlig kritik for at have udeladt.

Efter bevisførelsen i Østre Landsret barberede statsadvokaten anklageskriftet yderligere. Han manglede beviser mod navnlig Bo Weimann, Karsten Møller Hansen og Carsten Nielsen for en stribe røverier, og to forsøg på våbentyveri i Norge og Sverige opgav han, fordi forholdene var forældede.

Siden havde retsformanden med sin retsbelæring og anbefalingerne til nævningene om at frifinde de tiltalte i en række forhold indskrænket sagen yderligere.

Bent Otken havde dog betonet, at indskrænkningerne i anklageskriftet på ingen måde kunne give anledning til kritik af statsadvokatens eller politiets behandling af sagen.

Han henviste til, at de tiltalte kun i meget begrænset omfang ville udtale sig under efterforskningen, hvorfor en meget stor del af den og opklaringen af sagen reelt måtte foregå under domsforhandlingen.

Han sagde endvidere, at de tiltalte på grund af strategien om at sige så lidt som muligt under efterforskningen og først udtale sig under domsforhandlingen havde givet dem mulighed for at indrette deres forklaringer efter hinanden og efter de beviser, som kom frem i retten.

Men nævningenes frifindelser gik langt videre end anbefalet af de juridiske dommere.

Lægdommerne ville ikke dømme banden for Z-file. De ville ikke straffe banden for kidnapningsforsøg. Og de ville heller ikke forhøje strafferammen, under henvisning til at der var tale om særdeles skærpende omstændigheder.

Det havde den praktiske betydning, at de tiltalte højst kunne idømmes 10 års fængsel og ikke 18 års fængsel, som de juridiske dommere ønskede.

Anklageskriftet rummede oprindelig 91 anklager plus kravet om forhøjet straf til alle syv tiltalte, i alt 98 punkter. Kun på 37 punkter var anklageren kommet igennem med sine krav. Næsten to ud af tre anklagepunkter holdt ikke.

Dagen efter nævningenes afgørelser mødte statsadvokat H. C. Abildtrup igen op i retten. Han ville forsøge sig med et alternativt spørgsmål til nævningene for at få Niels Jørgensen dømt for at have været med til at planlægge julekuppet mod Daells Varehus i 1986.

Nævningene havde sagt nej til at dømme ham for at have deltaget i det fuldbyrdede røveri, men måske kunne anklageren få nævningene til at dømme Niels Jørgensen for at have deltaget i planlægningen. Anklageren lød ikke overbevist om sin egen mission.

»Det kan synes som et slag i luften, når jeg nu spørger, om Niels Jørgensen medvirkede til røveriet, men det er min pligt som offentlighedens repræsentant at søge at finde gerningsmændene til dette modbydelige røveri,« sagde han.

Den nye retsbelæring om det supplerende spørgsmål åbnede for at dømme Niels Jørgensen skyldig. Men efter 49 minutters votering kom nævningene ud og fortsatte, hvor de slap dagen før.

Niels Jørgensen blev frifundet.

Dommes øjeblik
H. C. Abildtrup var rød i hovedet og svedte, da han næste morgen, torsdag den 2. maj 1991, igen indtog sin plads i retten.

Hans stemme lød, som om at han enten var blevet ramt af en gigantisk forkølelse om natten, eller at han havde kigget dybt i flasken. Under sagen havde politifolk passet så godt på ham, de kunne, men af og til oplevede de, at han lugtede af sprit allerede om morgenen, og nogle gange var han meget fuld, når de kørte ham hjem til Nordsjælland sent på dagen.

Med rusten stemme krævede statsadvokaten deltagerne i Købmagergade-røveriet - Niels Jørgensen, Jan Weimann, Torkil Lauesen og Carsten Nielsen - idømt maksimumstraf - 10 års fængsel, Bo Weimann og Karsten Møller Hansen skulle idømmes op mod 10 års fængsel, mens Peter Døllner skulle have mindst to års fængsel.

Forsvarerne argumenterede for den mildest mulige straf og henviste bl.a. til, at de tiltalte ikke berigede sig selv, men ville hjælpe, hvad de kaldte frihedsbevægelser i Den Tredje Verden.

Selv om de tiltalte var frifundet for politidrab, buldrede anklageren løs:

»Forsvarerne siger, at de har levet et almindeligt liv. Ja tak! De har brugt al deres fritid på kriminel aktivitet. Kendsgerningen er, at der sidder en morder iblandt dem - og de andre vil ikke sige, hvem det er.«

Straffen skulle udmåles i fællesskab mellem de juridiske dommere og nævningene. Voteringen tog kun to timer, så var retsformanden klar med resultatet. Klokken var 12.44.

Jan Weimann, 43 år, formodet leder af banden og siden slutningen af 1960'erne medlem af den, skulle 10 år i fængsel.

Niels Jørgensen, 37 år, der tilhørte den hårde kerne af banden og som arbejdsløs arbejdede på fuld tid med opgaver for PFLP, blev ligeledes idømt 10 års fængsel.

Thorkil Lauesen, 38 år, bandens ideolog, skulle også 10 år i fængsel.

Ingen af de tre, der havde nøgler til dæklejligheden i Blekingegade, fortrak en mine, da dommen faldt.

Carsten Nielsen, 38 år, der først kom med i banden i midten af 1980'erne og blev blind, da han kørte galt, mens han var i færd med at bortskaffe effekter fra Blekingegade, blev idømt otte års fængsel. Det var præcis to år siden, han forulykkede og bragte politiet på sporet af lejligheden i Blekingegade.

Bo Weimann, 34 år, der brugte sin uddannelse som bibliotekar til at forsyne PFLP med oplysninger om danske Israel-sympatisører, var bleg og stirrede tomt ud i luften, da han blev idømt syv års fængsel.

Karsten Møller Hansen, 37 år, der i lighed med Bo Weimann havde været med i banden siden begyndelsen af 1980'erne og villigt havde ladet sig bruge af den hårde kerne til planlægning af kriminelle handlinger, uden at vide hvad de konkret gik ud på, skulle tre år i fængsel. Han græd af glæde og blev lykønsket af sin kæreste og sin far, som trofast havde fulgt hvert af de 62 retsmøder. Statsadvokaten løslod ham straks efter domsafsigelsen, idet han allerede havde siddet varetægtsfængslet i to år og dermed havde udstået sin straf efter normal praksis.

Peter Døllner, 43 år, der havde forladt banden, før det gik galt i Købmagergade, blev idømt et års fængsel - det halve af den tid, han havde siddet varetægtsfængslet.

Alle tog betænkningstid med hensyn til anke af straffen.

Dækker over drabsmand
Så var der kun tilbage for retsformanden at takke nævningene for, at de havde brugt otte måneder på den store sag. Men de fik ingen tak.

Stik imod sædvane og formentlig for første gang i retshistorien undlod retsformanden opsigtsvækkende at takke nævningene. I stedet vendte han sig om mod de fem kvinder og syv mænd og sagde med stram mund og uudtalt henvisning til offentlighedens reaktioner på nævningenes afgørelser:

»Deres afgørelser er blevet mødt med meget stærk kritik og vil sikkert blive det i fremtiden. Det giver mig anledning til at minde dem om, at det er strafbart at røbe, hvad der er sket under voteringen.«

Det var ikke kun de juridiske dommere, som var rystede og ikke kunne skjule deres utilfredshed. Størstedelen af danskerne følte, at deres retsfølelse var blevet krænket, og i juridiske kredse vakte nævningenes afgørelser hovedrysten og lagde grunden til en revolution af nævningesystemet, så de juridiske dommere i dag skal være med til at afgøre spørgsmålet om skyld, ligesom afgørelserne skal begrundes.

Som lektor i strafferet havde Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet fulgt dele af sagen i retten, og hans dom over nævningene var knusende.

»Resultatet er helt uventet, forbløffende og må opfattes som et chok, også af folk, som ikke er så blodtørstige. Hvem som helst kan efter det her med rette trække på skulderen og sige, at det er helt tilfældigt, hvad der foregår. De er frifundet i et forbløffende omfang, og det er ikke godt for retsfølelsen og respekten for domstolene,« sagde Jørn Vestergaard, der undrede sig over, at nævningene ikke ville dømme i Rausing-forholdet eller forhøje straffen med indtil det halve, og at de kun dømte en fra banden for det zionistiske kartotek, Z-file.

I dag, 17 år senere, vækker sagen stadig stærke følelser blandt danskerne. Nævningesystemet er lavet om, men drabsmanden skjuler sig fortsat, og resten af banden dækker stadig over ham.

Denne artikel bygger på retsbøger fra Københavns Byret og Østre Landsret, Morten Pihls samtidige notater fra retssagen, samtaler med implicerede samt artikler fra landsdækkende mediers dækning af sagen.