Fortsæt til indhold
Indland

Hotel smider Muhammed-tegner ud

Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard, der har levet i skjul siden mordplanerne mod ham blev kendt af PET, er ikke længere velkommen på sit hotel på grund af sikkerhedsrisikoen.

Kurt Westergaard, 73, må fra på torsdag se sig om efter et andet opholdssted. Hotellet, hvor han har gemt sig den seneste tid, vurderer nu, at risikoen er for høj.

Manden bag tegningen af Muhammed med bombe i tubanen tager dog situationen med sindsro.

"Hvis man mener, at jeg udgør en sikkerhedrisiko, kan jeg på sin vis godt forstå hotellet. PET har desværre ikke været i stand til at finde andre hoteller, der kan tage mig, så jeg mangler et sted at være fra på torsdag. Men vi skal nu nok finde et nyt sted," siger Kurt Westergaard til jp.dk.

Tanker om fremtiden

Kurt Westergaard har boet på det ikke navngivne hotel med sin kone Gitte. Selv om de to nu må finde sig et nyt hjem, har Kurt Westergaard ikke mistet modet.

Problemet med at finde et hotelværelse har dog fået tegneren til at tænke over fremtiden.

"Jeg tænker på, om der vil være andre steder, hvor jeg vil blive betragtet som persona non grata på baggrund af nogle sikkerhedsmæssige overvejelser. Om nogle på baggrund af sikkerhedssituation vil sige: "Det er ikke så godt, at du kommer her."

"Det ville selvfølgelig være smerteligt, hvis man ikke kunne komme alle steder," siger Kurt Westergaard.