Fortsæt til indhold
Indland

Massive oversvømmelser efter skybrud ved København

Et meget lokalt skybrud, der ramte dele af Nordsjælland og det vestlige København, vil give problemer i mange dage.

På blot en time fra klokken 17 faldt der mellem 70 og 80 mm regn.

Det vil ifølge den lokale Beredsskabschef tage adskillige dage at pumpe vandet væk, skriver DR Nyheder.

Politiet i Gladsaxe har desuden advaret om, at en del kloakdæksler er blevet løftet op af vandtrykket.

Den megen vand betød, at de elektriske installationer ved en pumpestation i Herlev blev sat ud af drift, og et parcelhuskvarter ved Tvedvangen er oversvømmet. Der er meldinger om halvanden meter vand i flere stuer.

Hos Falck kan informationschef Louis Illum Honoré berette om 486 vandskadeopgaver, og omkring 200 af dem var ikke blevet løst endnu søndag formiddag. De ramte kan dog forvente hjælp inden for det næste døgns tid, og de lokale Falck-folk får assistance fra andre afdelinger på Sjælland, skriver Ritzau

Herlev Sygehus blev også berørt af den megen regn. Her står kælderen under vand.

Falck har fået 486 anmeldelser af oversvømmelser i området Hvidovre, Lyngby, Brøndby og Herlev, det betegnes som helt usædvanligt mange.