Fortsæt til indhold
Indland

Elge i Lille Vildmose

Elge slippes næppe løs i den frie danske natur foreløbig. Men måske kan de om nogle år ses i en ny stor indhegning på ca. 30 km2 i Lille Vildmose i Himmerland.

Danmarks Miljøundersøgelser konstaterer i en rapport, bestilt af Danmarks Naturfredningsforening, at der er mulighed for at udsætte elge flere steder i den danske natur.

Rapporten har nu være drøftet i Vildtforvaltningsrådet, der rådgiver miljøministeren, og der var ikke stemning for udsætning i fri natur. Medlemmerne var mere åbne over for forsøg med udsætning i en større indhegning i Lille Vildmose.

Området, hvor der tidligere bl.a. er gravet spagnum, ejes nu af Aage V. Jensens Fonde, som sammen med Aalborg Kommune forbereder en større naturgenopretning.

»Det indebærer bl.a. en hævning af vandstanden, så området bliver meget fugtigt. Men ifølge vore svenske kontakter vil det være velegnet til udsætning af elge,« siger Poul Hald-Mortensen, der både er biolog ved Aage V. Jensen Fonde og vicepræsident i DN.

Formålet er, at elgene – sammen med krondyr – skal holde mosen græsset nede, så den ikke ender som pilekrat. Området skal hegnes, men der bliver adgang for offentligheden både i bil og til fods i modsætning til de nærliggende Tofte Skov og Høstemark Skov, som også ejes af fondene, men hvor der kun er afgang på guidede ture.