Fra løsarbejdere til terminalludere

Dennis og Arne sidder i kantinen iført grønt arbejdstøj og store sikkerhedsstøvler. Dennis er høj og bred over skuldrene.

Han sidder tilbagelænet i stolen og ser skeptisk ud. Da KØBENHAVN hilser og takker, fordi de har lyst til at være med i artiklen, kommer svaret prompte:

»Det vil vi sgu heller ikke. Vi har siddet og ventet hele dagen, og de andre er kommet med kommentarer om, at vi ikke laver noget. Nu har de noget på os det næste år,« siger Dennis.

Smøgerne bliver tændt på stribe, mens de fortæller om et langt liv som havnearbejdere i Københavns Havn, nu i nye lokaler, hvor de sidder sammen med resten af firmaet.

»Det er faktisk meget hyggeligt, at vi nu sidder sammen med lederne. Men det er selvfølgelig anderledes, for nu er de ikke længere bare "idioterne derinde",« siger Dennis.

Dennis Rasmussen har været ansat i Københavns Havn som havnearbejder siden 1982, mens Arne Hansen første gang startede i 1976.

»Jeg var ude i den virkelige verden og arbejde i 10 år, men så kom jeg løbende skrigende tilbage til havnen,« fortæller Arne.

Arne og Dennis har oplevet, hvordan arbejdet som havnearbejder har ændret sig; fra løsarbejde med bajere i arbejdstiden til fastansættelse med afspadsering. Havnen er dog stadig noget helt specielt, mener de.

Brændevin og øl

Arne og Dennis er enige om, at stemningen er anderledes i kantinerummet, end den var i gamle dage. Hver dag var der indlagt to drikkepauser ud over frokostpausen. Havnearbejdet var fysisk hårdt, så der skulle drikkes masser af vand:

»Det var jo meningen, at vi skulle drikke vand, fordi vi arbejdede hårdt, men det var jo ikke det, der blev drukket mest af. Den gamle kantine var delt op i brændevinsborde og ølborde. Så sad gutterne der og fik et par flasker indenbords,« fortæller Dennis.

I dag er tingene anderledes. Der bliver ikke drukket i arbejdstiden.

»De unge har en helt anderledes indstilling. De har jo familie, som de skal hjem til, så de drikker ikke. Og nogle af dem render sgu rundt med en vandflaske, mens vi arbejder!« siger Dennis med forundring i stemmen.

Hån fra kolleger

Et par af kollegerne kommer ind i kantinen for at spise frokost. De har sikkerhedshjelme på, og deres kinder er røde, fordi de har arbejdet udenfor. Det lyser op i deres ansigter, da de ser Dennis og Arne:

»Jamen, er det ikke de to Hollywood-stjerner, som sidder der,« siger den ene med et grin, mens en anden af kollegerne hurtigt tager over:

»Ja, det er jo linselusene, som ikke kan komme nok i medierne.«

Brændevinen er taget af bordet, og pauserne holdes sammen med cheferne, men tonen er stadig hård blandt havnearbejderne:

»Tonen er hård, men hjertelig. Tingene bliver jo sagt ligeud, men vi kommer ikke op at slås, selv om det måske nogle gange kunne lyde sådan,« siger Arne.

Sjakket har også arbejdet sammen med piger nogle gange, men de kunne godt klare mosten.

»Vi fik nogle piger herover fra Malmö, og det var vi ret benovede over. For de var jo nogle duller, ikke sådan nogle store russiske havnearbejdere. Men de kunne sgu godt tage fat,« fortæller Dennis.

Udenfor skinner solen fra en blå himmel, og luften er klar i frostvejret.

Lange rækker af containere strækker sig langs kajen. Containerne er røde, hvide og blå og ligner gigantiske, stablede duploklodser.

Mellem de lange rækker kører orange køretøjer på otte hjul. "Skrævere" kalder havnearbejderne dem, fordi de skræver hen over containerne.

Fire stolper rejser sig fra hvert hjørne af det besynderlige køretøj og ender i en kran i 10 meters højde. Her sidder en fører i grønt arbejdstøj i et lille glasbur.

»Arbejdet er jo blik på blik nu, som vi siger. Altså containere oven på containere. Sådan var det jo ikke før i tiden,« fortæller Dennis.

Et lastskib er ved at blive tømt. 268 containere skal losses, og havnearbejderne styrer kranen og skræverne. Larmen fra maskinerne og containere, som bliver sat oven på hinanden, er voldsom.

Containere er lukkede

Før i tiden blev skibene lastet og losset ved håndkraft, men i dag bliver stort set alt klaret med "skræverne" og andre maskiner.

»Vi er jo blevet nødt til at begynde i motionsrum for ikke at blive fede og lade,« siger Arne med henvisning til, at havnearbejderne har fået indrettet et funklende nyt motionsrum med træningsmaskiner.

Den manglende fysiske træning er dog ikke den eneste ændring, som maskinerne har givet. I dag kommer alt fragt i lukkede containere, så havnearbejderne aner ikke, hvilke varer, de har med at gøre.

»Det kan man sgu godt savne lidt. Før i tiden var det jo mere afvekslende. Den ene dag røg man ned i et skib med kaffesække, og den næste dag kom der nogle dyr til Zoologisk Have,« fortæller Arne, og Dennis er enig:

»Jeg kan huske engang, hvor vi rendte rundt i et lastrum med løg. Vi gled jo rundt i det, og alle gutterne græd, mens de løb rundt og slæbte. Eller dengang hvor vi skulle losse hvidløg, hvor vi alle sammen stank flere dage efter. Der var sgu en af gutterne, som blev smidt af bussen på vej hjem, fordi han stank,« siger han og griner.

En speciel stemning

Indtil 1987 var arbejdet som havnearbejder i Københavns Havn ikke fast:

»Man mødte op til mønstring hver morgen. Nogle gange var der arbejde, og nogle gange var der ikke noget,« fortæller Arne.

De fleksible arbejdsforhold gjorde også, at der var flere skæve eksistenser blandt havnearbejderne. Der var faste sjaks i havnen, hvor man kunne arbejde sig ind, hvis man mødte hver morgen og knoklede. Men mange mødte bare op en gang imellem for at arbejde lidt eller i det mindste få et stempel på understøttelsespapiret.

»Vi var jo mange, der startede som havnearbejder, fordi det var frit, og fordi vi ikke kunne passe ind i et normalt arbejde,« siger Arne.

Mange havnearbejdere satte pris på friheden ved løsarbejdet, og overgangen til fastansættelse gik ikke stille af.

»Den dag, hvor vi blev fastansat, der tømte "Orla-op-i-røven" sit skab og gik ud af døren med det samme,« fortæller Dennis og fortsætter:

»Og i Århus, hvor de stadig ikke er fastansatte, kalder de os for "terminalludere".«

Arne og Dennis er dog enige om, at det ikke er så skidt endda. Arbejdet var mere farverigt før i tiden, men ingen af dem kunne undvære det alligevel:

»Vi plejer at sige, at der er den virkelige verden, og så er der havnen. For det er noget helt specielt her. Der er en speciel stemning, og vi har et godt sammenhold,« siger Dennis.